42,56 billioner kroner – eller det samme som 42.560 milliarder kroner. Så mange penge forventes at blive sendt hjem til lav- og middelindkomstlande fra migranter i årene fra 2015 til 2030.
I dag forsørger 200 millioner migrantarbejdere 800 millioner familiemedlemmer rundt om i verden. Og på blot 10 år er de globale overførsler til udviklingslande, som migranter og flygtninge sender hjem, kaldet remitter, steget med 51 procent. Det viser en rapport fra FN’s Internationale Fond for Landbrugs- udvikling (IFAD). Dermed udgør remitter nu tre gange mere end den samlede udviklingsbistand.
Væksten på 51 procent er sket på trods af den økonomiske krise i 2008 og overstiger langt den stigning på 28 procent i migration, som er sket i samme periode. Og de faste remitter løfter flere familier ud af fattigdom på verdensplan, lyder konklusionen fra FN.
Nauja Kleist, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med særlig ekspertise i international migration, peger på, at selvom der er stor forskel på, hvad remitterne betyder for modtagerlandene, har de generelt stor betydning. Særligt i udsatte områder kan pengeoverførslerne være en livline.
”For eksempel har 60 procent af befolkningen i Somalia været afhængige af remitter for at overleve,” siger hun.
Ifølge FN-rapporten har der været en generel stigning i overførsler af remitter i de fleste regioner i verden, men den store vækst skyldes især Asien, som har haft en stigning på 87 procent i remitter.
Rapporten dokumenterer blandt andet, at de op imod tre billioner kroner, som blev sendt hjem alene i 2016, er vigtige for at nå FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
”Pengene bliver brugt på mad, sundhedspleje, bedre uddannelse og forbedrede boligforhold og sanitet. Remitter er derfor helt nødvendige for at hjælpe udviklingslande til at nå verdensmålene for bæredygtig udvikling,” siger Pedro de Vasconcelos, hovedforfatter til rapporten.
FN-rapporten forklarer stigningen i remitter med, at det er blevet nemmere at registrere de ofte meget små beløb, som overføres. Det bakkes op af Nauja Kleist. Ifølge hende afspejler udviklingen desuden, at der er kommet flere migranter, men også at det er blevet lettere og billigere at overføre penge.
”Men at der nu bliver sendt tre gange så mange penge i form af remitter i forhold til udviklingsbistand, er også et udtryk for, at migration som et redskab til global fattigdomsbekæmpelse er blevet styrket, siger hun.
Ifølge hendes kollega, forskningskoordinator ved Diis Ninna Nyberg Sørensen, viser forskningen, at remitter er et godt alternativ til den manglende socialpolitik i de lande, de fleste indvandrere kommer fra.
”Remitter bliver brugt til social forsørgelse, til at forbedre sundhedstilstanden, skolegangen og boligforholdene. Og en mindre del bliver også brugt til at investere i landbrug eller små virksomheder. De penge har stor betydning,” siger Ninna Nyberg Sørensen og understreger at remitter ikke alene kan løse de strukturelle problemer i udviklingslandene.
”Der er også studier, som peger på, at hvis pengene går til lande med korrupte systemer, kan man ikke forvente, at disse penge vil sætte en økonomisk udvikling i gang. Det kræver et sundt og demokratisk system, for at pengene kan få den bedst mulige virkning,” siger hun.
Hun peger på, at der har været meget optimisme omkring remitter, siden Verdensbanken begyndte at dokumentere området i 2000 med et ønske om at dirigere pengene i retning af mere bæredygtige investeringer. Og ønsket om, at pengene bruges mere bæredygtigt, bliver også udtrykt i rapporten:
”Det, der stadig bør gøres, er at udnytte virkningen af dette globale fænomen ved give familierne flere muligheder for at bruge deres hårdt tjente penge produktivt,” skriver forfatterne.
Ifølge Simon Turner, lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, er ønsket om produktive investeringer et udtryk for en gammel diskussion om, hvorvidt pengene oftere går til forbrug frem for langsigtede investeringer.
”Men man må respektere, at det er private penge, og at folk må bruge dem, som de vil,” siger han.
En af fordelene ved remitter er ifølge ham, at pengestrømmen ikke ændrer sig under konflikter og krisesituationer i modsætning til private virksomheder, der ofte trækker deres investeringer ud af ustabile lande.
Ifølge Nauja Kleist sender indvandrerne typisk flere penge, hvis der er krise i deres hjemland. En af ulemperne ved remitter er dog, at de også kan skabe ulighed, inflation og kraftige prisstigninger, siger hun. Det kan gøre det svært for lokale familier uden adgang til remitter at få råd til at købe hus eller land.