Prøv avisen

Migrantkvinderne er fanget i Nigers limbo

Mange afrikanske kvinder er strandet i Niger i deres søgen efter arbejde i Europa. Ofte er de fanget i en gældsfælde, hvor de skylder deres bagmænd penge og er nødt til at arbejde som prostituerede. – Foto: Marie Hald

Niger har lukket migrationsvejen til nabolandet Libyen, men tusindvis af flygtninge sidder stadig i verdens fattigste land. For dem er migration gennem Libyen stadig enten den løfterige drøm eller et mareridt, de aldrig vågner fra

”Du ved ikke, hvad du taler om”.

Den unge kvinde bliver koldt irettesat af de andre kvinder i det lille, blåkalkede rum. Her, i det lille lave hus i Nigers hovedstad, Niamey, er det tabu at fortælle, at man er på vej til Libyen.

Niger har næsten fået lukket den før så indbringende migrationsrute til Europa, der fulgte de gamle handelsveje gennem Sahara, ved at forbyde transport af migranter. 330.000 mennesker krydsede gennem Sahellandet i 2016, inden loven fra 2015 begyndte at slå igennem. Sidste år var det kun 10.000 mennesker, der begav sig nordpå til den gamle karavaneby Agadez for at krydse grænsen til Libyen i håb om at nå Middelhavet og Europa

Men selv om det er lykkedes at bremse migrationen til Europa, har det ikke gjort en ende på den humanitære krise. Hverken i Libyen, hvor tusindvis af flygtninge er fanget i detentionscentre og fængsler. Eller i Niger.

I det lille, blåkalkede rum er det kun den unge nigerianske kvinde i hjørnet, der drømmer om Europa. De andre har næppe drømme tilbage. Kun et mareridt, der aldrig får ende og hænger som en tung sky over de seks kvinder. Det ses ikke ved første øjekast. Men det kan mærkes. Disse kvinder har været i helvede.

Blessing har været otte år undervejs. Hun forlod Nigeria og sin søn i tiltro til, at hun skulle til Europa og sende penge hjem til familien og barnet. Hendes beretning kommer stødvist, med en kronologi, der kan være svær at følge. Et eller andet sted i Libyen blev hun solgt. Pengene, hun havde betalt for rejsen, slog ikke til. Hun skulle betale mere og arbejde som prostitueret. Ikke kun sex, men voldelig sex. Mange partnere, flere ad gangen.

”Hvis vi ikke arbejdede, fik vi ingen mad, fortæller hun og viser et langt ar på hoften.

”De stak mig,” siger hun.

En fyr fra Ghana tog hende under sine vinger og hjalp hende med at flygte tilbage til Niger. Fortællingen går i stå. Hun lægger sig ned på voksdugen på gulvet. Krummer sig sammen. Hun er ude af helvede. Men hun er mærket på krop og sjæl. Og hun er fanget i denne hovedstad af sand og lave hytter.

Det samme er Aïcha. Hendes beretning kommer som en modsætning i en ordstrøm, der ikke er til standse. Hun flygtede fra Guinea, fordi hendes far var politiker, og hun selv var i fare. Først til Elfenbenskysten, hvor hun overlevede på må og få, indtil hun og hendes kæreste besluttede at prøve lykken i Europa via Libyen.

Men da de omsider stod ved et oprørt hav og en lille, overbelagt åben båd foran sig, sagde hendes overlevelsesinstinkt stop. Hun turde ikke. Nogen sagde, at de kunne prøve at rejse til Algeriet og derfra videre til Marokko. Men i Algeriet blev de anholdt, sat på en bus og sat af på den anden side af grænsen til Niger. Midt i ørkenen. De gik 50 kilometer til den nærmeste by og kom til Niamey. Og nu er de fanget her. Fremtiden er sluttet i Niamey. Aïcha siger det ikke lige ud. Men det eneste, hun har at leve af, er sin krop.

”Mange af disse kvinder er fanget i en gældsfælde,” siger Susanne Andersen.

Hun er landekoordinator for Dansk Røde Kors i Niger, som siden 2017 har hjulpet især migrantkvinder, som af den ene eller den anden årsag er strandet i landet. Røde Kors hjælper især med psykologisk støtte og adgang til sundhedsydelser. Mange lider af kønssygdomme eller hiv-aids.

”De lider også af post-traumatisk stress. De har angsanfald og lider af depression, og de er i vid udstrækning ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af det, de har været igennem. De fleste er blevet voldtaget, også mændene. Kvinderne har fået stukket ting op i sig,” siger Susanne Andersen.

Den danske Røde Kors medarbejder fortæller, hvordan kvinderne har lånt penge af menneskehandlere, der stadig truer med repressalier mod deres familie derhjemme. Ofte har de også lånt penge af familie og venner for at betale rejsen og skammer sig over at komme hjem uden at kunne betale tilbage. Og hvis landsbyen finder ud af, at de har været prostitueret, vil de blive forstødt.

Det er hovedårsagen til, at disse kvinder ikke kan tage imod den hjælp til frivillig hjemrejse, som blandt andet Danmark giver støtte til via den Internationale Organisation for Migration, IOM. Organisationen har i alt fire centre i Niger, hvor den blandt andet hjælper med at skaffe identitetspapirer, som er betingelsen for, at kvinderne kan rejse tilbage til deres hjemland. IOM gennemtrawler desuden migrationsruterne for at komme de migranter til undsætning, som trods alt har vovet sig ud i det kæmpemæssige ørkenområde, er faret vild, er blevet af sat midt i ødemarken af ryggesløse menneskesmuglere eller blevet sent tilbage fra Libyen eller Algeriet.

Alene i december sidste år kom 47.500 mennesker gennem IOM’s centre i Niger. Sidste år blev 9.000 mennesket reddet under redningsoperationer i ørkenen.

”Forbuddet mod at transportere migranter til Libyen har ført til, at ruterne har flyttet sig med det resultat, at det er blevet farligere. For eksempel går de nye ruter uden om vandhuller og brønde, og det øger risikoen for tørst. Vi ved, hvor mange vi redder, men vi har ingen anelse om, hvor mange der dør,” siger Baptiste Amieyx, der leder IOM’s center i Niamey.

Susanne Andersen observerer også, at bestræbelserne på at standse migrationen via Libyen rejser nye humanitære problemstillinger.

”Der er meget fokus på, at migrationsstoppet er effektivt, og at migrationen skal løses i nærområderne. Men det har også skabt et stort humanitært problem med mennesker, som ikke bare kan rejse hjem og derfor er fanget i Niger. Lokalbefolkningen er ikke fjendtligt stemt over for migranterne, men de tynger på landets i forvejen sparsomme ressourcer, både fødevarer og vand. Niger er verdens fattigste land, og det er nødvendigt med langt større hjælp, hvis landet skal bære opgaven,” siger hun.

Susanne Andersen peger på, at situationen kan udvikle sig til en sikkerhedsrisiko. Forskellige jihad-bevægelser opererer i området og kan ende med at rekruttere blandt mennesker, der ikke har andre fremtidsudsigter.

”Mange af disse mennesker kommer aldrig tilbage til deres hjemland. Løsningen kan være at sikre dem en uddannelse og hjælp til at slå sig ned i Niger. Men det forudsætter en lignende hjælp til lokalbefolkningen,” understreger hun.

I mellemtiden er kvinderne i det blåkalkede rum fanget i et migrationslimbo. Ingen ved helt præcist, om andre menneskehandlere har hjulpet dem ud af Libyen blot for at prostituere dem i Niamey. Eller om de vil prøve at komme til Europa igen ad en anden rute, via Algeriet og Marokko i stedet for Libyen.

Aïchas fortælling slutter. Hun er ude af Libyen. Men fanget i limbo.

Alle gengenkender brudstykker af sig selv i Aïchas historie. Juliette må pluselig rejse sig. Noget svulmer i hende. Hun rejser sig, går væk. Og kommer tilbage med våde øjne. For mange billeder, for mange minder. For meget helvede. Og en fremtid, der er forsvundet. Som et fata morgana i ørkenen.