Striden om migranter afgør EU’s fremtid som fællesskab

Styrket grænsekontrol er det eneste, de europæiske lande synes enige om op til det højspændte EU-topmøde om migration torsdag og fredag. Bag den politiske krise lurer en eksistentiel kamp, der kan blive enden på et EU baseret på fælles aftaler

Tanken om at adskille asylansøgere og økonomiske migranter i såkaldte landgangscentre eller andre former for lukkede lejre i Nordafrika eller Balkan er i nogen grad bovskudt. Tunesien og Albanien, der var på tale som modtagelande for centrene, har takket nej. Og Italien har skarpt afvist at lægge jord til de lukkede lejre på europæisk jord.
Tanken om at adskille asylansøgere og økonomiske migranter i såkaldte landgangscentre eller andre former for lukkede lejre i Nordafrika eller Balkan er i nogen grad bovskudt. Tunesien og Albanien, der var på tale som modtagelande for centrene, har takket nej. Og Italien har skarpt afvist at lægge jord til de lukkede lejre på europæisk jord. Foto: Giovanni Isolino/AP/Ritzau Scanpix.

Hvem bluffer, hvem vil melde pas, og hvem sidder med de rigtige kort på hånden, når EU-landene i morgen skal forsøge at finde en farbar vej ud af den politiske krise om migration? Det bord, de 28 stats- og regeringschefer vil sætte sig om i Bruxelles i morgen og fredag, ligner mere et spillebord end et forhandlingsbord.

Og det, der er på spil, er ikke kun spørgsmålet om, hvordan EU bedst håndterer behandlingen af de asylansøgere og migranter, som hvert år søger mod Europas grænser og sætter livet på spil på Middelhavet. Udfaldet afgør også den tyske regeringskoalitions overlevelse, samt ikke mindst fremtiden for det europæiske samarbejde som et fællesskab baseret på fælles regler.

Efter den hektiske diplomatiske aktivitet før og under mini-topmødet mellem 16 af de 28 EU-lande i Bruxelles i søndags er der nu nærmest radiotavshed fra de europæiske ledere om de konkrete forslag, som vil være i spil de næste dage. Men som Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, allerede erkendte efter hastemødet i søndags, kan der højst blive tale om bi- eller trilaterale aftaler.

”De enkelte lande kommer med forslag, der kan fungere i deres hjemlige politiske sammenhæng. Ingen arbejder på fælles løsninger. Det eneste, der er bred enighed om, er beskyttelsen af EU’s ydre grænser. Og så satser man på, at der fremover kommer så få flygtninge til Europa, at det bliver mindre politisk sprængfarligt, hvem der skal tage sig af dem,” siger Elizabeth Collett, direktør for den transatlantiske tænketank Migration Policy Institute.

Tanken om at adskille asylansøgere og økonomiske migranter i såkaldte landgangscentre eller andre former for lukkede lejre i Nordafrika eller Balkan er i nogen grad bovskudt. Tunesien og Albanien, der var på tale som modtagelande for centrene, har takket nej. Og Italien har skarpt afvist at lægge jord til de lukkede lejre på europæisk jord, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har foreslået.

”Den slags lejre er omkostningstunge og indebærer betydelige humanitære problemer. Og de afklarer ikke, hvem der skal have ansvaret for de flygtninge, der får asyl, eftersom forhandlingerne om Dublin-forordningerne og princippet om det første indrejseland er gået i hårdknude. Europa vil i politisk forstand være lige vidt, selvom der oprettes modtagecentre i eller uden for EU’s grænser,” siger Elizabeth Collet.

Dominique Moïsi, en af Fran-krigs førende eksperter i europæisk og international politik, peger på, at migrationskrisen har ført Europa til kanten af en eksistentiel krise:

”Oven i den økonomiske kløft mellem Nord- og Sydeuropa og værdikløften mellem Vest- og Østeuropa om retsstat og demokrati, har vi også konflikten mellem et Sydeuropa, der kræver øget solidaritet om migration, og de fire østeuropæiske Visegrad-lande, der afviser at dele ansvaret. Det er svært at se, hvordan disse kløfter kan lukkes,” siger han.

”Det kan i sidste ende føre til et de facto-sammenbrud af EU, hvor de europæiske institutioner bliver tomme skaller, der kun eksisterer i teorien, mens alle beslutninger træffes bilateralt,” forudser Dominique Moïsi.

Josef Janning, direktør for Berlin-afdelingen af tænketanken European Council on Foreign Relations, hæfter sig også ved, at topmødet har elementer af et pokerspil.

”I virkeligheden er kun otte af de snart 27 medlemslande reelt påvirket af migrationsspørgsmålet og har brug for at finde en pragmatisk løsning. De øvrige benytter migrationsspørgsmålet indenrigspolitisk, som vi for eksempel ser med det bayerske delstatsvalg i oktober, der har udløst den politiske krise om regeringskoalitionens overlevelse i Tyskland,” siger Josef Janning.

Han advarer også om, at EU’s overlevelse som et fællesskab med fælles regler for alle er på spil.

”Disse bi- og trilaterale aftaler om migration vil være begyndelsen til et Europa, hvor aftalerne fremover vil blive truffet af færre medlemslande i mindre cirkler. Migrationsspørgsmålet kan udløse en kædereaktion, der kan ende med en opløsning af EU,” siger Josef Janning.

Migrationen er det trumfkort, der kan afgøre EU’s fremtid. Men om stats- og regeringscheferne virkelig er villige til at spille det, vil vise sig, når de på fredag rejser sig fra pokerbordet i Bruxelles.