Prøv avisen

Fransk Mila-debat demonstrerer følelsernes indtog i politik

16-årige Mila Orriols er blevet skyts i den benhårde strid mellem fløjene i den franske værdikamp. Den handler ikke kun om ytringsfrihed, men om retten til at definere den franske identitet. Foto: Quotidien

Frankrigs højre- og venstrefløj beskylder gensidigt hinanden for at være hykleriske i forsvaret for den franske gymnasieelev Mila Orriols. Hun blev genstand for dødstrusler efter at have kritiseret islam på Instagram

Mila Orriols, det nye franske ikon for retten til at kritisere islam, er tilbage i gymnasiet, som den 16-årige teenager måtte forlade i sidste måned af hensyn til sin sikkerhed. Men den debat, hun udløste, ruller ufortrødent videre. Og den afslører i stigende grad, at holdningerne til ytrings-frihed og til kritik af islam splitter Frankrig på kryds og tværs af partiskel.

Ligesom en del af franskmændene efter terrorangrebet i 2015 mente, at satire-magasinet Charlie Hebdo gik for vidt med sine islam- og religionskritiske tegninger, vil en del af dem ikke skrive under på, at de ”er Mila”.

Den nationalkonservative forfatter og filosof Alain Finkielkraut, der ellers er kendt for sine islamkritiske synspunkter, tager i lighed med den tidligere socialistiske minister og præsidentkandidat i 2017, Ségolène Royal, 100 procent afstand fra Mila Orriols.

”Jeg kan ikke være Mila. Hendes ord er verbalt bræk,” siger han til teenagerens ord om, at hun stikker fingeren op i enden på muslimernes gud.

Ségolène Royal, der ellers i mange tilfælde er Finkielkrauts modstander, siger til nyhedsstationen France 3, at hun ”absolut ikke er Mila”.

”Selvom vi har ytringsfrihed og ret til at kritisere islam, er det ikke forbudt at udtale sig med en vis dannelse, en vis intelligens og respekt, og det er ikke forbudt at afholde sig fra at håne. Måske skal man ikke lade en 16-årig piges udtalelser være grundlaget for en seriøs debat om ytringsfrihed,” siger Ségolène Royal.

Dette og lignende synspunkter fra politikere, der lader fordømmelsen af dødstruslerne følge af et ”men”, møder bastant kritik, ligeledes fra både højre- og venstrefløjen.

”Jeg synes, at Ségolène Royal er fej over for et voldeligt dogme, som i disse unges øjne berettiger til at true en unge pige med voldtægt, død og alle mulige overgreb,” lyder det i dagbladet Le Figaro fra socialisten Laurence Taillade.

Samme synspunkt forfægter den nationalkonservative polemiker Eric Zemmour, der har gjort det til et tilbagevendende tema at kritisere det, han kalder for ”venstrefløjs-islamismen”. Det dækker over den antagelse, at en del af venstrefløjen tager skyklapperne på i forhold til islam for ikke at stigmatisere muslimerne som et undertrykt mindretal.

”De, der ikke tøver med at angive sexchikane og voldtægt i filmbranchen, i sportsverdenen eller i litteraturkredse, kalder til respekt og værdighed i forhold til religioner, når muslimer håner og truer kvinder og homoseksuelle,” siger Eric Zemmour med adresse til de franske feministiske og LGBT-organisationer.

De franske feminister tog dog faktisk Mila Orriols i forsvar fra første færd. Det gælder for eksempel Caroline De Haas, leder af en fransk udgave af MeToo, der bekæmper sexchikane og seksuelle overgreb.

”Vi udsendte en meddelelse på Twitter, så snart sagen kom frem. Det niveau af vold, Mila udsættes for, er uhørt. Det er lige præcis, hvad rigtig mange kvinder bliver udsat for på nettet, men vi hører ikke noget fra Zemmour, når vi kritiserer partnervold og sexchikane,” siger Caroline De Haas, der selv har lukket sin twitterkonto efter at være blevet truet og chikaneret.

16-årige Mila Orriols er dermed blevet skyts i den benhårde strid mellem fløjene i den franske værdikamp. Den handler ikke kun om ytringsfrihed, men om retten til at definere den franske identitet.

Ytringsfriheden er blot en af frontlinjerne i denne kamp. En anden er religionens, i særdeleshed islams plads i det franske samfund. Der udkæmpes en permanent skyttegravskrig om verdslighedsprincippet om adskillelsen af religion og politik, der er knæsat i forfatningen og fra alle sider fremhæves som bærende for den franske identitet.

Men der udfolder sig voldsomme skænderier i medierne om, hvorvidt princippet skal bruges til at legitimere forbud mod synlige tegn på islam i det offentlige rum, som for eksempel muslimske tørklæder, for at styrke en traditionel, katolsk identitet, eller om det tværtimod er staten, der skal være religiøst neutral, mens religionerne har lige rettigheder. En helt tredje, antiklerikal og antireligiøs fløj ser verdsligheden som et middel til at forvise alle religiøse udtryk fra det offentlige rum.

Mila-sagen handler dermed mindre og mindre om ytringsfrihed og mere og mere om identitetspolitik. Den burde måske handle en hel del mere om verbal vold og hadefulde ytringer på de sociale medier.