Prøv avisen

Militær magt er blevet Europas nye fredsprojekt

De tyske kristelige demokrater i CDU/CSU, som er en del af Det Europæiske Folkeparti, på tysk forkortet til EVP, bruger i valgkampen billeder af den udbombede rigsdag og nutidens parlamentsbygning i Berlin til at promovere EU som fredsprojekt: ”Fred er ikke en selvfølge. For Tysklands fremtid. Vores Europa står for fred, godt partnerskab og et fælles forsvar af vores værdier. – Foto: Revierfoto via www.imago-images.de/Ritzau Scanpix

Fred i Europa var bærende for den folkelige opbakning, da EU blev grundlagt. I dag er militært samarbejde noget nær det eneste, EU’s ledere kan enes om

Da den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, den 9. maj 1950 læste den erklæring op, som i dag betragtes som startskuddet til Europas forening, talte han meget om kul og stål, produktion og produktivitet. Men det virkelige nøgleord var fred.

Kul- og Stålunionen, kimen til det senere fællesmarked, var ikke et mål i sig selv. Den var et middel til at sikre freden i Europa blot fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning.

”Ved et fællesskab om basisprodukter (...) vil dette forslag realisere et første reelt grundlag for en europæisk føderation, som vil være uundværlig for bevarelse af freden,” sagde Robert Schuman, der også konstaterede, at ”Europa blev ikke skabt, vi fik krigen”.

Freden var kernen i efterkrigsgenerationens opbakning til det europæiske projekt. Schumans og andres ord om en ”europæisk føderation” og et ”stadigt tættere samarbejde” vakte tillid og håb om et Europa uden krig.

Næsten 70 år senere får de samme ord nakkehårene til at stritte på rigtig mange europæere. I Europa anno 2019 er det økonomi, arbejdsløshed og indvandring, europæerne helst vil høre om i valgkampen op til europa-parlamentsvalget i denne uge. Emner, der kommer langt foran fred ifølge en Euro-barometermåling fra april.

”I 1950’erne var folk udmattede efter to verdenskrige, der begge udsprang fra vores kontinent. Man skal genkalde sig billederne af ødelæggelserne i Europa efter krigen,” siger Jean-Dominique Giuliani, formand for den europæiske tænketank Robert Schuman Stiftelsen.

”Det intellektuelle skibbrud med racismen og jødeforfølgelserne var grunden til, at mænd som Robert Schuman, Jean Monnet og Konrad Adenauer kunne skabe flertal for den revolutionære idé om at samle Europa, som nationalismen havde splittet,” siger Jean-Dominique Giuliani.

Da EU i 2012 fik Nobels Fredspris for ”over seks årtiers bidrag til fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa”, udløste det lige så meget polemik som stolthed. Alligevel er Europa som fredsprojekt ved at vende tilbage som den nye vindersag for det europæiske samarbejde.

De tyske kristelige demokrater i CDU/CSU har for eksempel gjort ”fred, sikkerhed og velstand” til et topslogan op til valget den 26. maj.

Både på store valgplakalter og i en video på Twitter har CDU-CSU netop hentet billederne af efterkrigstidens udbombede krigsruiner frem igen og mindet om, at ”vores Europa sikrer freden” og ”fred er ikke en selvfølge. Takket være EU udkæmpes krigene ikke længere på slagmarken, men ved forhandlingsbordet”.

”EU knytter europæerne sammen, og uden disse bånd er det absolut ikke utænkeligt, at krigen vender tilbage. Vi ser jo netop nu, at spændingerne vokser mellem de europæiske lande. Nationalisme kan stadig føre til krig,” siger Elmar Brok, medlem af Europa-Parlamentet for CDU og tidligere formand for parlamentets udenrigsudvalg.

Men det er især truslen fra konflikter og ustabilitet i EU’s nærområder, fra Ukraine til Mellemøsten og Sahel-området i Afrika, der truer EU. Og mens øget samarbejde i stigende grad møder modstand i de europæiske hovedstæder, er sikkerhed, herunder fælles terrorbekæmpelse, et af de få områder, hvor de europæiske ledere – med visse nuancer – synes parate til at styrke samarbejdet.

Tre fjerdele af de europæiske borgere ønsker netop øget samarbejde i EU-regi. EU skal være ”et Europa, der beskytter”, som den franske præsident, Emmanuel Macron, har formuleret det. Og denne beskyttelse, som hidtil bestod i at forebygge konflikter ved at promovere demokrati, menneskerettigheder og god regeringsskik, handler i dag i stigende grad om fælles militær kapacitet.

”EU er tilsyneladende ved at ændre sin strategi henimod et voksende fokus på at sikre EU-borgerne beskyttelse mod trusler udefra, hvilket indebærer en styrket rolle for militærmagt,”siger Ian Anthony, direktør for freds- og konfliktforskningsforskningscentret Sipri i Stockholm.

På baggrund af både tvivlen om USA’s fortsatte opbakning til Nato og voksende bekymring over Rusland, er en EU-hær endog kommet på dagsordenen, promoveret først af Macron og siden af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i en tale til Europa-Parlamentet sidste år.

EU-hæren er netop dukket op i valgkampen op til EU-valget.

”Aldrig mere krig i Europa er en grundlæggende idé. Det er utænkeligt i dag, og med en fælles europæisk hær vil det være fuldstændig utænkeligt,” sagde den tyske kristeligt-demokratiske spidskandidat for Det Europæiske Folkeparti, Manfred Weber, under en debat med de andre europæiske spidskandidater i Firenze den 2. maj.

Hans partifælle Elmar Brok mener, at en decideret EU-hær ligger et stykke ude i fremtiden.

”Men de europæiske lande kunne bruge deres militærudgifter langt mere effektivt ved at samarbejde i stedet for at investere hver for sig,” mener den tyske EU-politiker.

Denne udvikling mødes med kritik i den europæiske platform for fredsbevarende organisationer og tænketanke, Eplo.

”EU’s indflydelse bestod netop i at være normsættende. Hvis EU i stedet begynder at træne og udstationere soldater, kan det undergrave den soft power, som har været EU’s styrke,” siger Eplos direktør, Sonya Reines-Djivanides.

For Jean-Dominique Giuliani er det absolut ikke selvmodsigende, at arven efter Robert Schuman munder ud i et militært samarbejde.

”Truslerne mod freden i Europa kommer nu udefra. Militær kapacitet kan være med til at forhindre krig. Fred i det 21. århundrede handler også om at forberede sig på krig,” siger Schuman Stiftelsens formand.