Hvad er sagens kerne?
Først var der Mali, så Guinea, Sudan og senest Burkina Faso i forrige uge. Antallet af afrikanske lande, der udsættes for militærkup, er for opadgående efter en længere periode, hvor ”kupkulturen” har været på tilbagetog.
”Man kan godt sige, at militærkup er kommet på mode igen. Hærofficererne i Afrika er blevet mere aktivistiske, og tendensen er igen blevet, at militæret dominerer og overtager den politiske magt,” sagde Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, til Information tilbage i oktober, efter at militæret i Sudan havde afsat den delvist civilledede overgangsregering.
Tendensen sætter vestlige regeringer i en prekær situation. For skal man fortsat give udviklingsbistand og anden støtte til regeringer, der er kommet til magten på udemokratisk vis, eller skal man snarere sætte prop i støtten?
Hvad taler for, at Danmark og andre vestlige lande fortsat skal støtte regeringer, der har kuppet sig til magten?
De lande, der inden for det seneste år har oplevet kup, er alle blandt verdens mindst udviklede lande. En stor del af befolkningen lever i fattigdom med dårlig adgang til basale ydelser som sundhed og uddannelse, og landene er også hårdt plagede af klimaforandringer, der sætter civilbefolkningen under yderligere pres. Det er ikke mindst med henblik på indbyggerne i disse lande, at vestlige lande skal fortsætte deres støtte; trækker vi stikket, vil den menneskelige pris være uoverskuelig høj.
Derudover er der det ikke uvæsentlige argument, der hedder dialog. Hvis vi skal hjælpe og støtte landene i at vende tilbage til et demokratisk styre, er vi langt bedre stillet, hvis vi ikke har skubbet dem fra os. Man når bare længere med gulerod end med pisk – især i en tid, hvor afrikanske lande i stigende grad vender sig mod neokoloniale tendenser, hvilket en tilbageholdelse af udviklingsbistand uden tvivl vil blive tolket som et symbol på.
Fra dansk side er vi desuden ikke uvant med at støtte lande, der har været ude for et kup eller samarbejde med regeringsledere, som er kommet uretmæssigt til magten. Her er Burkina Faso et godt eksempel. Vi har støttet det vestafrikanske land siden 1973 på trods af, at blot to af landets præsidenter gennem tiden – den første og den nyligt afsatte – er kommet til magten på demokratisk vis.
Hvad taler imod, at vi skal støtte ikke-demokratisk valgte regeringer?
Som demokratiske lande er det svært at indgå aftaler med illegitime regeringer. Dels fordi det er uklart, om der er folkelig opbakning til regeringen, dels fordi disse ikke skal stå til regnskab over for nogen, når forfatninger er suspendererede, og der ofte er lange udsigter til valg.
Samtidig er der ofte interne magtkampe i militæret, hvilket skaber uvished i forhold til, hvem man indgår aftaler med. Den nylige sag i Mali, hvor danske soldater blev bedt om at rejse hjem blot en uge efter deres ankomst, og skønt Danmark har fremlagt den officielle korrespondance med Malis regering, der godkender danskernes udsendelse, er et godt eksempel på dette.
Den Afrikanske Union (AU) har desuden – helt efter bogen – prompte ekskluderet kuplandene, indtil forfatningerne er blevet genindført. At fortsætte støtten og samarbejdet ville altså kunne opfattes som en underminering af AU, hvis budget EU finansierer 40 procent af, og som en blåstempling af militærregeringerne.
Hvordan kunne en løsning se ud?
Helt konkret kan vestlige donorer vælge at skrue ned for det bilaterale samarbejde med regeringerne og i stedet allokere flere bistandsmidler gennem direkte støtte til civilsamfundsorganisationer og lokale initiativer. Det vil sende et signal til om, at vi stadig ønsker et samarbejde, men at vi ikke kan støtte regeringsapparatet, før demokratiet er blevet genoprettet.
Det er da også, hvad Danmark gjorde efter det første kup i Mali i 2020 og senest også har gjort efter militærets magtovertagelse i Burkina Faso den 24. januar.
"Vi trækker i håndbremsen, indtil der kommer en realistisk og acceptabel plan for, hvordan landet vender tilbage til et demokratisk styre," har udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) sagt til Jyllands-Posten.
Så er der spørgsmålet om sanktioner, der er sværere at håndtere. Den økonomiske sammenslutning af vestafrikanske lande, Cedeao, har reageret på kuppene i regionen ved at indføre økonomiske sanktioner mod de pågældende lande. Det har givet bagslag i form af stigende priser, hvilket har ramt lokalbefolkningerne og derved øget den folkelige sympati for og støtte til kupmagerne, som man ser det i for eksempel Mali.
EU, der også har indført sanktioner mod Mali, har indtil nu afholdt sig fra at gøre det samme i Burkina Faso.
En mellemvej kunne være at sanktionere enkeltmedlemmer af kupregeringerne, indtil der forelægger en plan for afholdelse af valg og tilbagevenden til demokrati.
I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.