Militærstyret i Myanmar presset af folkelig modstand

Otte måneder efter kuppet har juntaen stadig ikke kontrol over landet. Lokale fagforeningsledere opfordrer udlandet til økonomisk boykot

Siden militærkuppet i Myanmar for otte måneder siden, er befolkningens utilfredshed taget til i styrke.
Siden militærkuppet i Myanmar for otte måneder siden, er befolkningens utilfredshed taget til i styrke. Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix.

Klokken 07.30 sprang en bombe i storbyen Yangon rettet mod en politistation i Kyauktada-distriktet. Få timer senere, omkring klokken 12, ramte endnu en eksplosion – denne gang var målet firmaet Mytel Telecom i South Dagon-kvarteret.

Alene i tirsdags blev der gennemført syv af den slags angreb i Myanmars største by, og lignende episoder udspiller sig mange andre steder i landet. Den folkelige modstand mod kup-generalerne, der i begyndelsen mest kom til udtryk gennem fredelige massedemonstrationer, har nu ændret karakter. Ifølge Kasper Stensgaard, der bor med sin burmesiske familie ikke langt fra storbyen Mandalay, er modstanden mod militærstyret taget til i omfang og er blevet mere voldelig.

”Vi ser og hører om disse angreb hver eneste dag – både som direkte væbnede angreb på personer og som bombeangreb rettet mod regeringsbygninger eller virksomheder, der støtter militærstyret. Og der er meget bred opbakning i befolkningen til de væbnede modstandsgrupper. Men samtidig er der også en udbredt frygt for at blive anholdt og havne i fængsel, fordi en eller anden stikker har angivet en som sympatisør med modstandsgrupperne,” siger Kasper Stensgaard, der selv har oplevet, at flere af hans burmesiske venner er forsvundet, efter at de var blevet anholdt og ført til militærets hovedkvarter i Mandalay Palace.

”Jeg tror næsten ikke, I kan forestille jer, hvor forfærdeligt det er. Militær og politi trænger ind i folks huse, anholder mistænkte tilfældigt og smider dem i fængsel, hvor de bliver tortureret og måske ender med at blive henrettet. Og folk her er rystede over, at omverdenen bare ser til og lader det her ske. Det er også derfor, at mange burmesere nu vælger at tage sagen i egen hånd og ikke ser anden udvej end væbnet kamp mod styret,” siger han.

Også John Nielsen, der er Danmarks tidligere ambassadør i Myanmar, er stærkt bekymret over den situation, landet er havnet i. Indtil militærkuppet den 1. februar i år var Myanmar et land i både social og økonomisk fremgang og tillige et spirende demokrati. Alt det har generalerne bag kuppet rullet tilbage med det resultat, at landet nu er havnet i dyb krise med en økonomi i frit fald og udsigt til, at millioner af burmesere igen ryger ud i ekstrem fattigdom.

”Det virker, som om militærstyret har undervurderet, at den folkelige modstand er blevet så massiv og i stigende grad voldelig. I hvert fald har generalerne ingen kontrol over landet her otte måneder efter kuppet, hvor de tvang den lovligt valgte regering fra magten. Tidligere var det etniske oprørsgrupper i udkantsområder, der stod for de væbnede angreb, men nu foregår det over hele landet som en slags guerillakrig. Der findes angiveligt omkring 300 af de her selvforsvarsgrupper, og intet tyder på, at folk har tænkt sig at opgive kampen,” siger John Nielsen, der for nylig forlod sin post i Myanmar og nu er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

Udover målrettede angreb fra modstandsgrupperne er der også jævnligt punktstrejker og lyndemonstrationer, hvor folk kan nå at løbe væk, inden politiet kommer og slår dem ned.

Og som fagforeningslederen Khaing Zar påpeger, er det vigtigt hele tiden at holde momentum og gøre livet surt for militærstyret. Men den interne kamp er ikke nok, understreger hun.

”Vi har brug for omfattende internationale sanktioner. Det handler både om, at store tøjkoncerner holder op med at lægge ordrer, samtidig med at forbrugere boykotter varer produceret i Myanmar. På den måde kan vi ramme juntaen hårdt økonomisk, og det er det, der skal til for at få styret til at bryde sammen,” siger Khaing Zar, der er forkvinde for tekstilarbejdernes fagforening IWFM og sidder i bestyrelsen for den faglige hovedorganisation CTUM, der står bag kampagnen for globalt boykot.

Den danske koncern Bestseller har allerede annonceret, at de sætter deres ordrer på pause, og H&M ventes at gøre det samme. Men problemet er, at kampagnen kan komme til at gå ud over flere hundredtusinde kvinder, der risikerer at miste deres job. Derfor har Myanmars skyggeregering, NUG, heller ikke direkte støttet fagforeningernes kampagne.

”Jeg må indrømme, at jeg tvivler på, om fagforeningernes strategi vil få den ønskede virkning. Og det vil i hvert fald være med meget store menneskelige omkostninger, hvis så mange tusinde i forvejen fattige tekstilarbejdere kommer til at miste deres job. Men det er da forståeligt, at store foretagender som Bestseller og H&M stopper med at lægge ordrer, for ellers kan de risikere at havne i en shitstorm som nogen, der støtter militærstyret,” lyder vurderingen fra John Nielsen.

Khaing Zar medgiver, at kampagnen for boykot vil føre til flere arbejdsløse. Men op mod halvdelen af de 600.000 mennesker, der normalt er beskæftiget i tekstilindustrien, har i forvejen mistet deres job. Og desuden er alle nødt til at bringe ofre – ligesom dem, der sætter deres liv på spil i en væbnet kamp for et frit Myanmar, mener hun.

”De økonomiske sanktioner vil først og fremmest gøre ondt på militærstyret, om end vi godt er klar over, at sanktioner udefra ikke gør det alene. Men hvis vi både har en international boykot, og vi internt i Myanmar har etniske grupper, der gør oprør, samt væbnede modstandsgrupper og strejker, så kan de ting tilsammen betyde, at vi når vores mål om at få fjernet det brutale regime,” siger Khaing Zar.