Gennem historien har menneskers tro og tilknytning til religiøse institutioner ændret sig. Religioner er forsvundet, og nye er dukket op. Alligevel kan den udvikling, det traditionelt kristne Vesten står i lige nu, dårligt sammenlignes med nogen anden epoke: I Nordamerika og Vesteuropa forlader mennesker i milliontal kirken, og ingen religion lader til at overtage dens plads. Denne nye, fragmenterede gruppe forstår sig ganske enkelt som ikke-religiøse og identificerer sig ikke med organiseret religion.
”Selvom der siden senantikken altid har været tale om forandringer af religionen, og de religiøse faser har varieret i styrke, er udviklingen i dag enestående,” siger Gert Pickel, professor i religions- og kirkesociologi ved Leipzig Universitet.
”Det, vi oplever i dag, kan kun i ringe grad sammenlignes med tidligere udviklinger. Det er hovedsageligt konsekvenserne af den accelererende modernisering, som vi kun har kendt i denne form siden industrialiseringen. Denne ændring i værdierne i overgangen mellem generationerne er noget nyt og specielt,” siger den tyske forsker.
På verdensplan udgør andelen af ikke-religiøse med 1,17 milliarder mennesker i dag den tredjestørste religiøse gruppe – efter kristendom og islam. Gruppen findes i altovervejende grad i Vesten og ventes at stige til 1,2 milliarder i 2060, vurderer det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center.
Inden for en overskuelig fremtid vil kristendommen ”som norm” forsvinde, konkluderer en rapport fra St. Mary’s University i London fra 2017. Rapporten viser, at flertallet af voksne unge i mindst 12 ud af 29 europæiske lande siger, at de ikke er religiøse. I både Storbritannien og Tyskland udgør andelen af ikke-religiøse i dag den største ”religiøse” gruppe, og i USA vil denne gruppe ifølge en fremskrivning også udgøre den største gruppe i 2029.
Tilbøjeligheden til at praktisere den kristne tro og give den videre til ens børn er faldet over de seneste mange generationer, forklarer Connor Wood, som forsker i religion ved forskningsinstituttet Center for Mind and Culture i amerikanske Boston.
”Til sidst når man til et vendepunkt, hvor det ikke er det normale længere. Det punkt har vi nået i Europa, og vi er ved at nå det i Amerika. Handlinger taler tydeligere end ord, og børn, der vokser op i en husstand, hvor forældrene går regelmæssigt i kirke og beder bordbøn og læser i Bibelen, er meget mere tilbøjelige til at blive kristne som voksne. Men de forældre bliver stadig færre,” siger han.
Der er ikke noget, der træder i stedet for religionens plads, og det er foruroligende. Det mener Ryan Burge, som forsker i religion og politik ved det amerikanske Eastern Illinois University. Han har skrevet bogen ”The Nones: Where They Came From, Who They Are, and Where They Are Going” (De intettroende. Hvor de kom fra, hvem de er, og hvor de går hen) om de mennesker, som ikke identificerer sig med organiseret religion.
”Jeg ville ønske, at jeg havde et godt svar på, hvad der erstatter religionen for folk, der forlader kirken. Men det enkleste svar er: Intet. I USA er vi i dag mere socialt isolerede end nogensinde før,” siger han.
Ryan Burge mener, at man kan trække en lige linje mellem social isolation og den politiske polarisering, som man ser i USA.
”Før i tiden var det sådan, at folk hele tiden mødtes med andre med forskellig baggrund ved sociale arrangementer, i klubber, i kirken. Men nu er alt det gået tabt – de sociale medier er blot med til at understrege vores forskelle og ikke vores ligheder,” siger han.
Det er lidt overdrevet at sige, at intet binder vestlige samfund sammen, når religion forsvinder som fælles referenceramme. Det mener Massimo Introvigne, italiensk religionssociolog og leder af Center for studier af nye religioner i Torino.
”Vi ser jo i mange europæiske lande – og også i USA med Donald Trump – at politiske bevægelser baseret på nationalisme, suverænitet og løftet om at ’gøre landet stort igen’ ikke nødvendigvis vinder valg, men i det mindste udgør seriøse konkurrenter. Nationalismen er dog ikke uanfægtet, undtagen i lande som Italien, når det drejer sig om fodbold. Men det, der er tilbage i en italiensk sammenhæng, er måske blot fodbold, stoltheden over italiensk kunst og mad, ikke meget andet. Analysen ville være tilsvarende, men ikke identisk i andre europæiske lande,” siger han og tilføjer:
”Jeg tror, at folk generelt savner det fællesskab, som kirken engang tilbød, og mange savner et samfund, der ikke var så dybt splittet i spørgsmål som homoseksuelles rettigheder eller abort.”