Prøv avisen

Millioner af migranter trodser finanskrisen

En mand tæller sine penge i Harare, hovedstaden i Zimbabwe. Foto: Djekesai NjikizanaAFP.

Flere års finanskrise har ikke dæmpet strømmen af penge fra migranter til deres familier

Den finanskrise, der i årevis har revet og flået i verdensøkonomien, har ikke lagt en dæmper på de private pengestrømme, de såkaldte remitter, som migranter verden over sender hjem til deres familier i de fattigste lande i Den Tredje Verden. Det viser de seneste tal fra Verdensbanken.

I 2011 sendte 215 millioner migranter 372 milliarder dollar hjem. Det var otte procent mere end året før og tre gange så meget som den officielle udviklingsbistand til de samme lande.

LÆS OGSÅ: Abdi sender penge til husleje og mad

Bortset fra et fald fra 2008 til 2009 fra 325 milliarder dollar til 307 milliarder dollar er det samlede antal remitter årligt steget med syv-otte procent. Og Verdensbanken vurderer, at det samlede beløb i 2012 vil nå 399 milliarder dollar.

Det glæder Hans Timmer, direktør for verdensbankens udviklingsprogrammer.

Remitternes modstandsdygtighed er gode nyheder for u-landene. De har vist sig at være en af de mindst sårbare indtægtskilder, særligt for de mindst udviklede lande. På husholdningsniveau er disse pengestrømme i mange tilfælde den eneste livline for familierne, siger han.

Svaret på, hvorfor remitter er så resistente over for globale konjunktursvingninger, skal findes i de stærke følelsesmæssige bånd mellem migranterne og deres familier derhjemme. Det mener Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun har i årevis arbejdet med remitter.

Når remitter sendt fra et familiemedlem til et andet er mere resistente, skyldes det, at disse remitter, ud over deres finansielle værdi, også har et socialt indhold. De udtrykker kærlighed, omsorg, ansvar og gensidighed. Mange migranters rejseudgifter kan være kollektivt afholdt af de familier, der blev tilbage, siger hun til Kristeligt Dagblad.

I en ny bog om remitternes åbenlyse resistens, udgivet af Verdensbanken, er en af konklusionerne, at den finansielle krise og den medfølgende følelse af usikkerhed faktisk var med til at booste remitterne. Den fik endnu flere borgere i verdens fattigste lande til at krydse grænser i jagten på arbejde.

Ved lanceringen af bogen fastslog Verdensbanken, at remitter opfattes som et vigtigt redskab til at reducere fattigdom via lokale investeringer, men organisationen erkender samtidig, at det fortsat er en stor udfordring at få pengestrømmene omsat til reel udvikling. Alle analyser viser, at langt de fleste af pengene går direkte til forbrug.

Ninna Nyberg Sørensen fra DIIS mener imidlertid ikke, at det er migranternes eller de modtagende familiers ansvar at sikre national udvikling.

Efter min mening er remitter private ressourcer, oftest skrabet sammen på baggrund af hårdt slid og med mange personlige og følelsesmæssige omkostninger. Udvikling skabes ikke af remitter, men af demokratiske regeringer, der satser på et godt investeringsklima og social omfordeling. Er disse forhold til stede, er der større sandsynlighed for at remitter kan bidrage til en allerede igangværende positiv udvikling, siger hun og fortsætter:

Kritikken af, at remitter går til forbrug frem for investering, er gammel, og til den har jeg kun to ting at sige. For det første: hvorfor skulle migranter have et større investeringsansvar end andre? Hvor meget investerer du og jeg eksempelvis af vores lønindkomst? Og for det andet: forbrug kan faktisk have en bredere økonomisk effekt, hvis de produkter og serviceydelser, der forbruges, produceres lokalt.