Millioner er samlet ind til forældreløs efter Chicago-skyderi

Den toårige dreng Aiden mistede sin mor og far i et skyderi nær Chicago mandag. Nu er der indsamlet millioner.

37-årige Kevin McCarthy og hans hustru, 35-årige Irina McCarthy, var blandt de syv mennesker, der mandag blev dræbt i et skyderi i Chicago-forstaden Highland Park. Nu er deres toårige søn, Aiden, forældreløs.
37-årige Kevin McCarthy og hans hustru, 35-årige Irina McCarthy, var blandt de syv mennesker, der mandag blev dræbt i et skyderi i Chicago-forstaden Highland Park. Nu er deres toårige søn, Aiden, forældreløs. Foto: Charles Rex Arbogast/Ritzau Scanpix.

En indsamling til en toårig dreng, som mistede begge sine forældre i et masseskyderi under en 4. juli-parade i udkanten af Chicago mandag, har nået over 2,5 millioner dollar svarende til over 18 millioner kroner.

37-årige Kevin McCarthy og hans hustru, 35-årige Irina McCarthy, var blandt de syv mennesker, der mandag blev dræbt, da en bevæbnet gerningsmand åbnede ild mod en menneskemængde i Chicago-forstaden Highland Park.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Parrets toårige søn, Aiden, vandrede efter skyderiet alene rundt nær paraderuten, hvor han blev fundet og efterfølgende returneret til nogle familiemedlemmer.

Det fremgår af platformen GoFundMe, hvor indsamlingen til den forældreløse dreng foregår.

- Som toårig er Aiden blevet efterladt i den utænkelige situation det er at vokse op uden sine forældre, siger Irina Colon, som har startet indsamlingen, ifølge AFP.

Hun fortæller videre, at andre medlemmer af familien nu vil tage sig af Aiden.

Onsdag eftermiddag lokal tid havde indsamlingen rundet 2,52 millioner dollar, inklusive 18.000 dollar - knap 132.000 kroner - fra milliardæren Bill Ackman.

Tidligere onsdag kendte en 21-årig mand, Robert E. Crimo, sig skyldig i skyderiet på USA's uafhængighedsdag, hvor syv blev dræbt og 47 andre såret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den formodede gerningsmand skød mod menneskemængden fra et tag. Ifølge politiet affyrede han over 70 skud.

Robert E. Crimo står til en straf på fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Ifølge myndighederne havde han planlagt sit angreb i flere uger.

Mindst to gange inden skyderiet havde han været i myndighedernes søgelys. Det skete ved indrapporteringer om, at han truede med at begå selvmord eller gøre skade på andre.

/ritzau/