Prøv avisen

Min grandtante festede med nazi-bødler

Grevinde Margit Batthyany-Thyssen elskede at gå på jagt og var lige til sin død i 1989 en beundret og velanset kvinde i landsbyen Rechnitz ved den østrigsk-ungarske grænse. At hun en marts-nat i 1945 holdt en overdådig fest for en gruppe nazibødler, deriblandt hendes egen elsker, som kortvarigt forlod festen for at massakrere 180 jødiske tvangsarbejdere fra Ungarn, satte ikke skår i hendes anseelse i landsbyen. For grevinden var generøs over for sine ansatte på slottet, der blev ødelagt i et russisk luftangreb i foråret 1945. – Foto fra bogen.

Den 44-årige schweiziske journalist Sacha Batthyany har altid vidst, at han tilhørte en fornem familie centreret omkring den respekterede og stenrige grandtante. Men han kendte intet til tantens venskab med nazister, som festede på hendes slot, inden de gik ud og henrettede 180 jøder. Trods trusler fra pårørende har han skrevet bogen ”Og hvad har det med mig at gøre?”, som udkom på dansk tidligere på året

Den østrigske landsby Rechnitz ser ikke ud af meget. I centrum ligger der et supermarked og et par anonyme bygninger. Meget mere er der ikke. For det blotte øje. Sacha Batthyany ved bedre. Et sted under asfalten ligger knoglerne fra 180 ungarske jøder begravet. De er aldrig blevet fundet, men den 44-årige schweiziske journalist er ikke i tvivl; vidner og retsdokumenter taler klart om massakren. Ofrene ligger der et ukendt sted som et åbent sår efter nazisternes forbrydelser, der stadig svier i den kollektive østrigske erindring.

Sacha Batthyany vender igen og igen tilbage til landsbyen, men af en anden og mere personlig grund. I godt 60 år var en dyster og smertefuld familiehemmelighed begravet sammen med de myrdede jøder. Indtil Sacha Batthyany for 10 år siden begyndte at grave i sin familiehistorie.

”Det var en chokerende opdagelse, som skulle forandre, hvordan jeg ser på min familie, hvordan jeg tænker om mig selv,” fortæller han i dag.

Vi skal 10 år tilbage. En aprilmorgen i 2007 blev den dengang 34-årige journalist stoppet af en kollega på den schweiziske avis, de begge arbejdede på. Kollegaen viftede med et udklip fra en tysk avis. Overskriften lød: ”Værtinden fra Helvede”. Sacha Batthyany vidste ikke, hvorfor han skulle se artiklen, før han så fotoet af værtinden. Straks genkendte han sin grandtante, Margit Batthyany-Thyssen, en stenrig verdenskvinde, han ofte havde besøgt som barn, og som familien selv længe efter hendes død i 1989 tildelte den største respekt. ”Hvad er det for en familie, du har?”, spurgte kollegaen. Artiklen var skrevet af en historiker og bragt i den velrenommerede Frankfurter Allgemeine Zeitung. Sacha Batthyany begyndte at læse.

Natten til palmesøndag den 25. marts 1945, umiddelbart inden Den Røde Hærs invasion af Nazityskland, holdt grevinde Margit Batthyany-Thyssen en overdådig fest for højtstående nazister på sit slot i landsbyen Rechnitz ved den østrigsk-ungarske grænse. Grevinden, datter og arving af en af Europas rigeste forretningsmænd, Heinrich Thyssen, serverede champagne og opvartede officererne fra Waffen-SS. Hendes mand, grev Ivan Batthyany, og hendes nazi- elsker var også til stede. Alle drak mere end vanligt, alle vidste, at slaget var tabt.

I nærheden af slottet var cirka 180 ungarske jøder blevet tvunget til at bygge en forhøjning med de bare næver, som skulle besværliggøre angrebet for de russiske kampvogne. Omkring midnat, da stemningen ved festen var på sit højeste, forlod 12 af gæsterne selskabet og spadserede eller kørte i bil ned til banegården, hvor de jødiske tvangsarbejdere opholdt sig. Jøderne var allerede blevet tvunget til at grave dybe huller og tage deres tøj af. Nazisterne skiftedes til at skyde jøderne ned, én efter én. Nogle blev tævet, inden de blev skudt, nogle muligvis tævet ihjel. Bagefter vendte selskabet med blussende ansigter tilbage til festen, hvor grevinde Margit Batthyany-Thyssen ventede dem med mere champagne.

Sacha Batthyany vidste ikke, hvad han skulle tro. Han har studeret historie, men havde aldrig hørt om landsbyen eller om massakren. Han vidste ikke, at hans fornemme familienavn havde forbindelse til en hændelse knyttet til holocaust.

Opdagelsen rejste øjeblikkeligt to spørgsmål i hans tanker, som han vidste, at han måtte have svar på: Hvad var der helt præcist sket dengang? Og hvorfor havde familien aldrig talt om det?

Han ringede til sin far, en fåmælt ungarsk-født mand, og spurgte ham, om han kendte til landsbyen Rechnitz. ”Ja, naturligvis,” svarede faderen. ”Kendte du også til massakren?”. ”Ja,” svarede faderen, ”jeg kender selvfølgelig til den, jeg har hørt om den”. ”Vidste du, at Margit var ved festen den aften?”. Faderen svarede: ”Ja, det ved alle.”

Sacha Batthyany var vokset op med fire årlige besøg hos den rige grandtante, der var gift med hans fars onkel. Familien traf hende altid på de smarteste restauranter i den schweiziske by Lugano, som hun flyttede til efter krigen, eller i hendes ferielejlighed i Monte Carlo. Hun bar Chanel-kjoler, talte om sit hestestutteri og var selskabets centrum. Sacha Batthyanys forældre optrådte høfligt, nærmest ærbødigt, over for hende og bad altid deres unge søn om at give hende et kys på kinden og ellers opføre sig ordentligt. Han forstod, at hun måtte være en meget betydningsfuld person.

Men hvordan kunne familien år efter år agere høflig gæst i hendes hus, hvis alle vidste, at hun var involveret i en forbrydelse? Hvorfor var alle tavse?

Myndighederne i Østrig havde efterforsket hende i 1946 i forbindelse med en række retssager om massakren. Men to hovedvidner fra den makabre nat blev myrdet under processen, og andre trak deres vidneudsagn tilbage af frygt. Grevinde Batthyany-Thyssen gik fri og døde i 1989 i en alder af 78 år efter en jagt, uden at nogen i Rechnitz eller i familien nogensinde bragte nazitiden eller massakren på tale.

Spørgsmålene blev ved med at køre rundt i Sacha Batthyanys tanker, og han bad sin redaktør om fri til at grave i historien. Han fandt arkiver og gennemlæste dokumenter fra efterforskningen af grandtanten i 1946, han begyndte at ringe til fjerne slægtninge og udspørge dem, besøgte landsbyen og gik fra dør til dør for at høre, om nogen kunne huske massakren.

Da han hørte, at familien skulle samles til et større selskab, fortalte han, at han kom for at diskutere historien med dem. Ingen ved middagen ønskede at tale. ”Hvad nu, hvis det ikke er sandt, hvis det er noget, jøderne selv har fundet på,” sagde en af de ældre onkler. Jo mere han gravede i historien, des voldsommere blev reaktionerne. Pårørende ringede ham op uden at fortælle, hvem de var – som i en mafiafilm – og bad ham om at stoppe sin research.

En onkel, som han havde været tæt på, sagde, ”lad være med at lege med din families navn. Du har ingen forestilling om, hvad der kunne ske”.

Han begyndte lige så stille at forstå deres tavshed. Det billede, der langsomt tegnede sig af grandtanten, havde flere, vidt forskellige lag.

Hun var overbevist antisemit, hun havde været en nær ven af nazistiske bødler, ja, hun havde aldrig røbet, hvor gravene var, og hun havde ovenikøbet hjulpet flere af nazisterne med at flygte fra Europa efter krigen. Men hun havde også været familiens protektor. Sacha Batthyany kunne formentlig takke hende for, at han var vokset op under trygge kår i Vesteuropa. Da de sovjetiske tropper invaderede Ungarn i forbindelse med opstanden i 1956, havde hun hjulpet hans far og bedstefar med at flygte. Andre flygtninge var overladt til den nødtørftige hjælp fra Røde Kors, men Batthyanys familie rejste direkte til Lugano i det sydøstlige Schweiz, hvor tanten havde bosat sig efter krigen. Hun dækkede alle udgifter, betalte for uddannelse, betalte for hus og hjem.

”Svaret på mine spørgsmål var penge. Penge er magt. Hun gav dem en ny begyndelse i Vesten. De har altid stået i gæld til hende,” fortæller han.

Efter opdagelsen af familiehemmeligheden havde Sacha Batthyany skabt sig en forestilling om familien som stupide medløbere. Forestillingen begyndte lige så stille at smuldre. Han tog sig tid til at tale med sin far om fortiden. De to havde altid haft svært ved at tale sammen, den følelsesmæssige afstand imellem dem var stor. Han begyndte at forstå det pres, faderen havde været underlagt.

”Vi havde altid haft store problemer. Vi kunne ikke finde hinanden. Men jeg begyndte at se på ham med andre øjne. Tilgivelse i forhold til ham begyndte at spille en vigtig rolle,” siger han.

Mens han fik svar på spørgsmålet om familiens tavshed, trængte et andet spørgsmål sig mere og mere på: ”Hvad har forbrydelsen, fortielserne med mig at gøre?”.

Sacha Batthyany besluttede sig for at tale med en psykoterapeut. Han ville forstå, hvem han var, hvad det var for en åre af fejhed, der løb gennem hans slægt, hvad der gemte sig bag det fornemme navn. Hans bedstemoder havde beskrevet familien som en flok muldvarpe, der er blinde for de barske realiteter og vender sig den anden vej, når det bliver for svært. Hun havde selv kæmpet hele livet med sin fejhed. Han havde læst hendes dagbog, og det store livstema var spørgsmålet om at skjule jøder under krigen. Hun og bedstefaderen blev bedt om at skjule jøder i Ungarn, de afslog, og hun havde taget skammen med sig i døden.

Sacha Batthyany begyndte at indse, at dette mønster af manglende civilcourage var noget, han selv bar på. Smerten var så meget desto større, fordi den ungarske kollektive arv, som familien er en del af, kæmper med det tema, at så mange mennesker så til, mens jøder blev massakreret, fortæller han. I Budapest kiggede folk ud ad vinduerne, men tav, mens tusindvis af jøder, som de få uger forinden havde købt brød hos og hilst på på gaden, blev skubbet i Donau-floden.

Et afgørende øjeblik i Sacha Batthyanys terapi var, da han en eftermiddag lå på briksen og udbrød: ”Jeg ville heller ikke have skjult jøderne, jeg ville ikke, jeg kunne ikke.” Sætningen blev hængende i luften. Han væmmedes ved den.

”Det var en svær indrømmelse for en stolt ung mand, men jeg fandt ud af, at jeg ikke er så forskellig fra min familie,” siger han i dag.

”Det gik op for mig, at fortiden har haft stor betydning for, hvordan min familie har opført sig, hvordan min far har opført sig, og hvordan jeg selv opfører mig. Jeg har altid haft det bedst med at løbe fra en konflikt. Det kan gøre mig bange. Jeg er bange for, at forbrydelser som dem under krigen kan ske igen. Jeg er for første gang i mit liv begyndt at identificere mig som ungarer. Jeg bærer denne dystre historie i mig. Men jeg er taknemlig for, hvad jeg har lært. Det lyder banalt. Men jeg tror, at når man først begynder at forstå de svage sider, man bærer på, så har man taget det første skridt mod at turde handle anderledes.”

Grevinde Margit Batthyany-Thyssen gik meget op i hesteopdræt, og her får hun overrakt en pokal af nogle lokale nazispidser, efter at en af hendes heste havde vundet væddeløbet Wiens Store Pris i 1942. – Foto fra bogen.
Sacha Batthayny (th.) og hans far, Balint Batthyany, havde altid haft svært ved at tale sammen, men nærmede sig hinanden, da sønnen konfronterede faderen med den velhavende tantes mørke historie og familiens fortielse af hendes nære forhold til nazister. Her ses far og søn sammen på rejse i Sibirien, hvor farfaderen, grevindens svoger, efter krigen i 10 år sad i sovjetisk krigsfangenskab. – Privatfoto.