Det var et foto, der blev vist i aviser og fjernsyn verden over: En kvinde med armene i vejret, hænderne foldet bag om hovedet, skikkelsen slank, svedpletter i armhulerne, pjusket og uvasket hår. Billedet blev taget den 15. juni 1972 i nærheden af den tyske by Hannover, da Ulrike Meinhof blev anholdt for blandt andet medvirken til flere bombe- attentater og fire drab.
I kølvandet på ungdomsoprøret i 1968 greb en gruppe vesttyske venstreekstremister til våben og dannede terrororganisationen Rote Armee Fraktion, RAF, som for alvor blev landskendt, da den feterede og markante journalist Ulrike Meinhof i 1970 hjalp med at befri RAF-grundlæggeren Andreas Baader og tilsluttede sig gruppen under stor mediebevågenhed.
Få år forinden havde den veltalende Ulrike Meinhof deltaget i tv-debatter og holdt celebre cocktailparties for venstreintellektuelle, og hun havde fortsat mange fortalere blandt folk fra 68’er-bevægelsen og intellektuelle i såvel Tyskland som udlandet. Forfatteren Heinrich Böll forsvarede Ulrike Meinhof i flere avisartikler, og den italienske sangerinde Giovanna Marini portrætterede i en sang den tyske terrorist som en stakkels, men modig kvinde, der havde mistet både hjem, mand og børn.
Et af disse børn var journalisten og forfatteren Bettina Röhl, som mener, det er på tide at gøre op med de myter og legender, der stadig omgiver hendes mor. I bogen ”Die RAF hat Euch lieb” (RAF holder af jer) med undertitlen ”Forbundsrepublikken i rusen af 1968. En familie i centrum af bevægelsen” beskriver den 56-årige Bettina Röhl baggrunden for – og omfanget af – ungdoms-oprøret i Tyskland, og hun fortæller minu-tiøst, hvordan RAF opstod i kølvandet på urolighederne. Hun er overbevist om, at vildfarelser og myter om ungdomsoprøret, om RAF og ikke mindst om Ulrike Meinhof stadig lever i bedste velgående i det tyske og de europæiske samfund.
Ulrike Meinhof var en succesfuld journalist. Hun lavede udsendelser for tysk tv. Hun var chefredaktør for din fars magasin. Hun havde to børn og levede i velstand. Hvornår begyndte det at gå galt for din mor?
”Det er et spørgsmål, som man efter min mening slet ikke skal stille, for så kunne man lige så godt spørge, hvorfor alle andre medlemmer af RAF blev terrorister. Desværre har der altid været et vanvittigt stort fokus på Ulrike Meinhof, og hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Hele RAF-gruppen befandt sig på afveje, men folk stiller altid kun spørgsmålet om Ulrike Meinhof i håbet om trods alt at finde noget, hvor hun i det mindste på en eller anden måde havde ret. I stedet for at stille dette spørgsmål bør vi se på de kendsgerninger, der foreligger: Hvad har terroristerne sagt, skrevet og gjort?”.
”Terroristerne ønskede at ødelægge den vestlige verden og ville bombe sig frem til tilstande som i Nordkorea. Man kan også erkende i alt, hvad Ulrike Meinhof skrev og gjorde, at hun var på afveje – og vel at mærke allerede tidligt i sit liv. Vi bør ikke interessere os for gerningsmændene, men derimod vise medfølelse med deres ofre og med vores samfund, der jo også blev et offer for RAF’s ideologi.”
Du har nu skrevet to tykke bøger om din mor og den tyske venstrefløj både før, under og efter studenteroprøret i 1968. Hvorfor?
”Lige siden jeg var 21 år, har jeg ønsket at levere et bidrag til, at 68’ernes ekstremt mytologisk ladede historie blev revurderet. Det tyske samfund er aldrig rigtigt blevet færdig med denne del af landets historie, og det har udviklet sig til et politisk problem, fordi man ser begivenhederne dengang og min mor i et forkert lys. Jeg håber, at ikke mindst de yngre generationer kan få et bedre indblik i 68’er-bevægelsen og RAF igennem mine bøger, og at de dermed lettere kan forstå den relevans, som 68’er-bevægelsen fortsat har i nutidens samfund. 68’erne havde de bedste fremtidsperspektiver, men pludselig opdagede denne forkælede luksusgeneration diktatorer fra fjerne lande som Cuba, Vietnam og Kina og begyndte at idealisere revolution og kommunisme. De stiliserede Mao til en kommunistisk gud og overtog alt, hvad han sagde om at ødelægge kultur, autoriteter og kapitalisme. 68’er- generationen mistede på den måde fuldstændig jordforbindelsen og gjorde massemordere som Mao Zedong og Ho Chi Minh til deres helte.”
”Især bliver Maos rolle under ungdoms-oprøret i dag bagatelliseret af mange histo-rikere, hvoraf adskillige jo selv er gamle 68’ere. En del af den kulturrevolution, som de unge dengang adopterede fra Kina, lever efter min mening fortsat videre – helt ureflekteret. Historisk set er det altid vigtigt, at fejltagelser og myter, der betragtes som sandheder, bliver korrigeret, for ellers kan samfundet ikke gøre sig fri af disse fejl.”
Både din far, Klaus Rainer Röhl, og din mors ven Peter Homann forsvarer hende den dag i dag. Hvad var der ved denne kvinde, der gav hende en sådan magt over folk?
”Det er virkelig et utroligt fænomen. Hun ønskede at slå sin eksmand ihjel og talte om, at man skulle manipulere hans bil, så han skulle komme ud for et uheld, og hun ville også ødelægge ham rent arbejdsmæssigt. Hun var også meget tæt på at skaffe sig af med sine egne børn, min søster og mig, i en lejr for forældreløse børn i Jordan. Samtidig støttede hun også, at hendes ven Peter Homann – en mand, der udelukkende var god ved hende og tog sig af både hende og hendes børn – skulle likvideres af de andre RAF-terrorister.”
”Hvis man så yderligere tager i betragtning, hvilke tekster hun skrev for RAF, at hun blandt andet forsvarede RAF’s ret til at skyde mennesker – ikke af mordlyst, men for at udløse en revolution – og hvis man tænker på de gerninger, som hun har begået, hvordan kan man så komme til det resultat, at hun ’ikke mente det på den måde’? Min far har hele tiden opført sig, som om det var de andre RAF-terrorister, der begik forbrydelserne, mens min mor kun sad i et værelse ved siden af imens, og Peter Homann skildrer også begivenhederne på samme måde. Selv nu opfatter min far det som blasfemi, hvis jeg siger, at ’Ulrike Meinhof besad en hårdhed, der delvist endda var mere udpræget hos hende end hos de andre RAF-terrorister Andreas Baader og Gudrun Ensslin’. Det er noget, han den dag i dag ikke vil begribe.”
Da Ulrike Meinhof sad fængslet, tillod familie og omverdenen så, at du og din søster fortsat elskede jeres mor?
”Ja, naturligvis. Vi var jo kun omgivet af folk, der forsvarede hende. Alle sagde, at hun var den gode, der var havnet i noget, hun ikke kunne gøre for. Det er netop et vigtigt træk ved myten omkring Ulrike Meinhof: Folk har ikke kunnet fatte omfanget af den brutalitet og konsekvens, som hun besad, og fordi de ikke forstod det, opstod der denne mytificering. Det er klart, at Ulrike Meinhof var kommet i det værst tænkelige selskab med Andreas Baader og Gudrun Ensslin, men alligevel bør man stille sig selv spørgsmålet, hvem der har sejret. Hvem er det, som folk sympatiserer med i dag? Sympatien gælder udelukkende Ulrike Meinhof og hverken Baader eller Ensslin, så i sidste ende har hun sejret. Det er i øvrigt en vigtig del af hendes sejr, at folk den dag i dag tror, at der ’på trods af alt var en mening med det, hun gjorde’. Ulrike Meinhof var i stand til at skabe det bedste image og den bedste propaganda omkring sin egen person.”
”Det, der betød noget for hende, var i virkeligheden hverken os børn eller hendes mænd, men derimod revolutionen. Og det er nu engang logisk, at revolution bliver skrevet med blod: Det er nødvendigt, at man er så brutal, at man er beredt til at ofre menneskeliv, for ellers havde Lenin eller Mao jo heller ikke klaret det. Ulrike Meinhof var sandsynligvis endda den eneste, der helt havde forstået denne brutalitet og også var parat til at ofre alt. Jeg tror ikke, at hendes tilhængere rigtig har forstået, at hun rent faktisk havde viljen til at gennemføre en revolution med alle de konsekvenser, det ville indebære. Selv i dag tror hendes sympatisører, at ’hun mente det ikke på den måde’, men jeg er på grund af min research om hende kommet til den erkendelse, at jo, hun mente det virkelig sådan.”
Hvornår begyndte du at se din mor i et andet lys?
”Da vi børn besøgte hende i fængslet, begyndte det at gå op for mig, at hun slet ikke var den lille stakkels uskyldighed, som alle talte om. Pludselig opdagede jeg, at hun var vildt begejstret for rollen som terrorist, og at hun slet ikke ville opgive den. Det var tidspunktet, hvor jeg for alvor begyndte at tvivle på det, andre sagde om hende. Jeg mærkede, at påstanden om, at hun kun var havnet i noget uforskyldt, ikke kunne passe. Men jeg er også selv i en meget tidlig alder kommet til den overbevisning, at terrorisme er forkert, og at RAF er forkert – og det vel at mærke uden forbehold. Mærkeligt nok har jeg af samme grund ofte måttet høre fra mange folk i 68’er-bevægelsen, at jeg var den eneste person, der ikke har elsket Ulrike Meinhof, men i virkeligheden var det vel lige omvendt: Vi, hendes egne børn, var helt sikkert de sidste, der virkelig elskede hende, da hun sad fængslet alene i Stammheim, og ingen af 68’er-aktivisterne længere ville have noget med hende at gøre. Sådan som børn nu engang elsker deres mor.”
”I 1995 begyndte jeg for alvor at beskæftige mig med temaet Ulrike Meinhof, da jeg fik til opgave at skrive en artikel om min mor til magasinet Der Spiegel. Jeg lavede artiklen – og det med tårer i øjnene.”
”Men i dag må jeg sige, at Meinhof ikke længere interesserer mig så meget, fordi jeg nu så at sige føler mig forløst. At man på et eller andet tidspunkt, når man bliver ældre, gør sig fri af sine forældre, er vel også normalt, især når man har stiftet sin egen familie.”
Så skriver du vel ikke flere bøger om RAF og Ulrike Meinhof?
”Jo, jeg vil sandsynligvis skrive en tredje og sidste bog. Min aktuelle bog ender to år før Ulrike Meinhofs død, hvor jeg stadig var et barn, men historien fortsætter jo. Min mors død er noget, jeg hidtil aldrig rigtig har lavet research på. Efter hendes død i 1976 talte folk som den daværende RAF-advokat og senere tyske indenrigsminister Otto Schily om, at der var blevet begået et ’statsmord’ på Ulrike Meinhof. Ifølge statens officielle version havde Ulrike Meinhof begået selvmord. Jeg var 13 år, da min mor døde, og jeg lukkede i som en østers over for dette tema. Mine følelser dengang som barn var – min indre overbevisning var – at min mor i hvert fald ville have efterladt os søskende et afskedsbrev, hvis hun havde begået selvmord. Hun havde jo netop få uger før sin død – efter årelang tavshed – bedt om igen at få besøg af os, men besøget blev bare aldrig til noget netop på grund af hendes død.”
”Teorien om et statsmord, altså at den daværende forbundskansler Helmut Schmidt skulle have udstedt en ordre om at slå hende ihjel, er totalt absurd. Men hvad nu, hvis det alligevel var mord, og hun for eksempel blev myrdet af sine medfanger? I den sidste tid før hendes død havde de jo mobbet hende ekstremt, og måske frygtede de, at hun ville trække sig ud af RAF? Det er noget, som jeg vil forsøge at undersøge – helt sagligt, grundigt og uden nogen form for ideologi.”
”Hvem ved, måske vil jeg derefter skrive bøger om helt andre temaer, måske om mit eget liv. Ulrike Meinhof var jo kun for en kort tid del af mit liv – og den største del har jeg levet uden hende,” understreger Bettina Röhl.
