Prøv avisen

Mindre madspild skal brødføde verdens voksende befolkning

Ingen har det nøjagtige overblik over antallet af litterære priser i Danmark, men det drejer sig om flere hundrede, og nye kommer hele tiden til. Her er det Morten Ramsland, der modtager Danske Banks Litteraturpris. -- Foto: Spencer PlattGetty ImagesAFP.

Der er stor fokus på at øge udbyttet fra jordens landbrugsressourcer men meget kan hentes ved at stoppe madspild og forbedre metoderne til at høste, transportere og opbevare fødevarer, mener Tim Fox, der er forfatter til en britisk rapport om madspild

Op mod halvdelen af alle de fødevarer, der bliver produceret til menneskeføde i verden, ender alle andre steder end i menneskemaver.

Den opsigtsvækkende konklusion står i en rapport fra den britiske forening for maskiningeniører, Institution of Mechanical Engineers.

Foreningen har foretaget, hvad den selv kalder den hidtil bedste kortlægning af, hvad der sker med verdens fødevarer. Konklusionen er den, at mellem 30 og 50 procent af al mad beregnet til mennesker aldrig fuldender rejsen fra mark til mave. Den sidste betegnelse er vigtig. For hvor dansk landbrug taler om fødevarernes rejse fra jord til bord, går de britiske ingeniører skridtet videre og ser på, hvor meget mad der rent faktisk bliver spist.

Det slående tal er, at i USA ender 25 procent af den mad, som bliver tilberedt og serveret på bordet, i skraldespanden, siger rapportens forfatter, Tim Fox, leder af energi- og miljøafdelingen i ingeniørforeningen.

Kristeligt Dagblad møder Tim Fox i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten i foreningens hovedkvarter i det centrale London rundt om hjørnet fra Westminister Abbey.

I de britiske medier trak rapporten store overskrifter på grund af omfanget af gode fødevarer, som britiske landmænd, supermarkeder og forbrugere smider ud.

Men rapporten handler ikke kun om madspild, men også om fødevaretab. Det sidste er, når særligt afgrøder går til undervejs fra marken og på vej til markedspladsen. Måden, mad bliver spildt på, er markant forskellig i de gamle veletablerede økonomier i den vestlige verden og i udviklingslande og vækstøkonomier.

Tim Fox ser derfor rapporten som et vigtigt bidrag til, hvordan verden skal brødføde sig selv, når jorden befolkning forventes at toppe med 9,5 milliarder mennesker i 2075.

Det vigtigste er, at vi har overvejet, hvordan vi skal brødføde verdens stadigt voksende befolkning frem til udgangen af dette århundrede, når vi skal skaffe mad til ekstra to til tre milliarder munde. Megen fokus har været på, hvordan vi kunne øge produktionen og udbyttet af afgrøder ved at forbedre jordbundsforholdene, med bedre gødning og så videre, fortæller Tim Fox.

LÆS OGSÅ: Bedre emballage fordobler holdbarhed

Men ingeniørforeningen valgte i stedet at stille spørgsmålet, om det overhovedet er nødvendigt at øge produktionen så enormt og markant.

Vi ville se på, om det er muligt at møde den øgede efterspørgsel på fødevarer ved at reducere mængden af madspild og ved at reducere mængden af mad, der går til i kæden fra mark til mave, og vi fandt, at det repræsenterer en signifikant mængde af fødevarer, som kan udgøre et væsentligt bidrag til at brødføde de mange ekstra mennesker på planeten, siger Tim Fox.

Selvom det regulære madspild nærmest udelukkende er et problem i den vestlige verden og andre højt udviklede lande, er det målt i tonnage i udviklingslandene, at det er muligt at lave den største forbedring.

Vi ser i mange lande i Afrika og Sydøstasien, at afgrøder bliver høstet og så stakket op ved siden af marken, hvor de allerede bliver stødt og misfarvet. Derefter bliver produkterne transporteret bag på vogne, som hopper rundt på dårligt vedligeholdte veje, hvor de får yderlige stødskader, hvilket skaber grobund for eksempelvis skimmelsvamp og meldug. Det handler om at designe de rette produkter. Det er ikke atomfysik. Det er basal ingeniørteknik, som vil reducere skaderne. Men det handler også om at lagre varerne steder med passende ventilation, temperaturkontrol og luftstrømme, siger Tim Fox, som dermed også forklarer, hvorfor det er en ingeniørforening og ikke FNs fødevareorganisation eller andre organisationer, der ser på spildet som løsningen til at brødføde den voksende befolkning.

Vi har været bekymrede over, at fokus hos FN og udviklingsorganisationer har været på at øge produktionen af afgrøder. Det kan være gennem bedre såsæd, jordbehandling, gødning og bedre landbrugspraksis og det er bevist, at man kan tredoble udbyttet fra et ton til tre ton pr. hektar. Men det giver ikke megen mening, hvis man så lader op til halvdelen af alle de fødevarer, der bliver produceret af den ekstra indsats, gå til spilde. Derfor skal vi se infrastrukturen, siger Tim Fox.

Med infrastruktur mener han også den energi, det vand og det land, som går til produktionen. Og det er ofte ingeniører, som får opgaven med at optimere forbruget.

Det er helt nyt, at vi ser på problemet på den måde. Ingen andre har set på fødevarespild og tab ud fra et ingeniørsynspunkt og med henblik på at koble det sammen med væksten i befolkningen og konsekvenserne for energi, vand og land, siger Tim Fox.

Han fremhæver videre, at rapporten netop ser på de forskellige former for spild og tab, som er i de forskellige dele af verden.

Det første er spild, som finder sted i den ende af fødekæden, hvor forbrugeren er. Og det andet er tab i den ende, hvor fødevarerne bliver produceret mellem landbruget, marken og markedspladsen. Tab skyldes ofte dårligt udviklet infrastruktur, manglende transport og høstmetoder, der skader produktet. Det meste af det ser vi i udviklingslande.

Meget går som beskrevet til mellem marken og markedspladsen i lande som Indien eller de afrikanske lande syd for Sahara, hvor 30 til 50 procent af frugt og grøntsager ikke når frem til forbrugerne.

Når produkterne først når frem til markedet, så er de fantastisk effektive. Befolkningen i de lande har en meget stærkere forståelse for værdien af fødevarer. De har ikke faciliteterne i deres hjem til at opbevare mad i lang tid, så de vil måske gå på indkøb tre gange om dagen og er på den vis meget mere effektive i deres måde at håndtere maden på, forklarer Tim Fox.

Billedet er markant anderledes i den vestlige verden.

Her er vi omvendt meget, meget effektive til at få fødevarerne fra markerne til markedspladsen, som er supermarkeder eller forretninger. Men vi spilder meget på markedspladsen selv og i hjemmet. På markedspladsen er vi drevet af vores stræben efter den perfekte, lige gulerod eller det uovertrufne, rosa, runde æble. Det betyder, at produkter går til spilde på grund af vores higen efter det perfekte, siger Tim Fox.

Et stort spild sker således allerede hos producenten typisk en landmand. Og de har ofte ingen andre steder at sælge de afgrøder, som indkøberne i supermarkederne kasserer.

Der er et marked for varer, som ikke lever op til de krav, men det er ganske lille endnu i forhold til omfanget den store masseproduktion.

Men selvom der var et marked, er producenterne ofte bundet på hænder og fødder af stramme kontrakter.

Kravet om det perfekte produkt leder til en situation, hvor supermarkeder udøver en stor kontrol over og indflydelse på, hvad landmænd gør med deres afgrøder. Så mange afgrøderne bliver afvist allerede på marken, og det kan være op til 30 procent af afgrøderne i lande som Storbritannien og USA. Her bliver de vragede afgrøder pløjet ned i jorden.

Kontrakterne betyder således, at mange landmænd har en tendens til at producere mere end nødvendigt for at være sikre på, at de kan leve op til forpligtelserne.

Det er som en forsikring. Så hvis de planter mere, kan de bedre levere den lovede mængde. Det er et stort problem i Storbritannien.

Dette er dog kun det første led af spild i den vestlige verden.

Noget andet er, hvad der sker, når vi får madvarerne ind i hjemmet. Igen er det 30-50 procent af dem, der her går til spilde. Nogle har et større madspild, og andre næsten intet. Spildet opstår, når folk ikke opbevarer maden korrekt, eller de køber alt for meget, fordi der er mængderabat, halv pris, to for en. Tilbud, som alle sammen opmuntrer til impulskøb. Og så ender de med at smide det ud, fordi de ikke planlægger deres ugemenu, siger Tim Fox.

Han betegner sig selv som en forbruger fra et udviklingsland. Han køber ind næsten dagligt og køber kun det, han har planlagt, og han beskriver sig selv som nærmest immun over for supermarkedernes slagtilbud.

Fødevarer fra udviklingsverdenen finder også i stigende grad frem til hylderne i den vestlige verden.

Vi er ganske effektive til at tage produkter fra fjerne dele af verden og få dem frem til supermarkederne under perfekte betingelser. Så vi kan høste noget i Mellemøsten eller Afrika som eksempelvis grønne bønner, og de bliver hele vejen behandlet på den mest optimale måde. Så i det øjeblik de når forbrugerne, har de været i fødevarekæden i lang tid, men så snart man tager produktet ud af de perfekte vilkår og ind i et hjem, hvor folk ikke har kontrol med klima, temperatur og luftfugtighed, og hvor produktet måske bliver stødt, går det hurtigt i forrådnelse, lyder det fra Tim Fox.

Eksempelvis kan jordbær være otte dage gamle, før de når forbrugerne, og så er der ikke meget levetid tilbage.

Men det er ikke kampen mod jordbær, der går i fordærv, der skal løse udfordringen med at bespise verdens hastigt voksende befolkning.

Størstedelen af befolkningstilvæksten vil komme i den del af Afrika, der ligger syd for Sahara. Nogle stater vil opleve fordoblinger, tredoblinger og måske endog firedoblinger af deres befolkning. Det er også den region, hvor de har de største udfordringer i deres fødevareinfrastruktur, og vi er bekymrede for, om den struktur er robust nok ikke mindst i forhold til klimaforandringer, siger Tim Fox.

Han medgiver i den forbindelse, at rapporten ikke har set på, hvilke afgrøder det er mest optimalt at producere i forhold til klima, vand- og energiforbrug samt ernæring og udbytte.

Når vi ikke gør det, så er det, fordi vi i denne rapport vil dokumentere, hvordan det at reducere madspild og madtab kan afhjælpe fødevaremangel for verdens voksende befolkning. Så et emne for en anden rapport kunne være, hvilke afgrøder der er mest optimale i forhold til jord, klima og ressourcer.

Men rapporten bringer lister over, hvor meget vand der eksempelvis skal bruges for at producere ét kilo af en fødevare.

Og det er store mænger. Ét kilo tomater kræver 214 liter vand, før de røde frugter når forbrugerne. Men det er ingenting i forhold til et kilo oksekød, som kræver over 15.000 liter vand.

Det er ikke en kritik af, at vi spiser meget kød. Men det er en observation. Når de nyligt industrialiserede lande udvikler deres økonomi, er der et klart skifte i retning af at spise flere animalske produkter end korn og bælgfrugter. Og det har en klar påvirkning af ressourcerne. Animalske produkter er en ufattelig ineffektiv måde at få ernæring og energi på. Vi påpeger ganske enkelt, at når lande i Sydøstasien bevæger sig fremad, vil det kræve flere ressourcer og gøre vort job som ingeniører sværere. Vi siger ikke, om det er godt eller skidt, men kun at det bør tages med ind i overvejelser om brugen af ressourcer.

På positivsiden fremhæver Tim Fox, at der på globalt plan er et meget lille svind af kødprodukter. Kød er stadig en luksus for store dele af jordens befolkning.

Hvis vi ser på det globale forbrug, er frugt og grønt stadig den største del af det menneskelige forbrug. Og selvom forbruget af kød i Europa og Nordamerika er stort, er det fortsat frugt, grønt og kornafgrøder, der brødføder størstedelen af jordens befolkning. Men den balance er under forandring og vil sætte pres på behovet for jord, vand og energi, siger Tim Fox.

Han tilføjer videre, at skal der kød på bordet, er lyst kød som fjerkræ og svin langt mere effektivt at producere i forhold til brugen af ressourcer end rødt kød.

Men det overordnede billede er fortsat, at mellem 30 og 50 procent af alle fødevarer aldrig når frem til endestationen menneskets mave.

Trængsel på bogmessen i København kunne ikke skjule, at halvdelen af de danske forlag har røde tal på bundlinjen. --
En undersøgelse af 72 ud af landets 98 kommuner, som Bibliotekarforbundet foretog i efteråret, viste, at 80 procent af landets biblioteker skal spare i 2011. Her er det Værløse Bibliotek. --