Mindst 52 mennesker er døde i kulmine i Sibirien

Snesevis af mennesker blev fanget i en mine torsdag. Den menes at være blevet fyldt med gas.

Det russiske kriseministerium siger, at en redningsoperation er i gang i Listvyashnaja-kulminen ved byen Belovo i Sibirien. Det russiske ministerium oplyser via Telegram, at 237 mennesker er reddet op fra minen - heriblandt 45 kvæstede. Der er fortsat 48
Det russiske kriseministerium siger, at en redningsoperation er i gang i Listvyashnaja-kulminen ved byen Belovo i Sibirien. Det russiske ministerium oplyser via Telegram, at 237 mennesker er reddet op fra minen - heriblandt 45 kvæstede. Der er fortsat 48 . Foto: Handout/Ritzau Scanpix.

46 minearbejdere og seks redningsfolk er døde i forbindelse med en ulykke i en kulmine i Sibirien.

Det bekræfter det russiske Ministerium for Katastrofehåndtering natten til fredag dansk tid ifølge Tass.

Dog oplyser en kilde fra redningstjenesten til det russiske nyhedsbureau, at der er tale om 57 dødsfald.

Torsdag meddelte guvernøren i regionen Kemerovo, hvor minen ligger, at 11 minearbejdere var døde.

En eksplosion ramte minen torsdag morgen. Det er endnu uklart, hvad der var årsag til eksplosionen, der skete 250 meter under jorden.

Snesevis af mennesker blev fanget i minen, som menes at være blevet fyldt med gas.

Adskillige mennesker er indlagt, de fleste med røgforgiftning. Fire er i kritisk tilstand, siger kilder i redningstjenesten ifølge Reuters.

Tidligere oplyste guvernøren, at der var 285 mennesker i kulminen Listvyashnaja ved byen Belovo, da ulykken skete.

Det russiske ministerium meddelte tidligere torsdag, at 237 mennesker er reddet op fra minen.

En redningsaktion blev sat i værk for at finde 35 savnede. Men aktionen måtte senere afblæses på grund af høje koncentrationer af metangas. Det medfører en risiko for eksplosioner, sagde guvernøren.

En unavngiven repræsentant for de lokale myndigheder betegnede det tidligere som usandsynligt, at de 35 savnede havde overlevet nede i minen.

Mineulykker er ret almindeligt forekommende i Rusland og i det øvrige tidligere Sovjetunionen. Men torsdagens ulykke hører til en af de mest alvorlige i nyere tid.

Den hidtil dødeligste ulykke skete i 2010 i Raspadskaja-minen i Sibirien - Ruslands største kulmine. 91 mennesker omkom og over 100 blev kvæstet.

Ofte skyldes mineulykker dårlig sikkerhed og dårlige arbejdsforhold. Også manglende tilsyn og vedligeholdelse af forældet udstyr, hvoraf en del stammer fra sovjetæraen, spiller en rolle.

Private nødhjælpsgrupper og menneskerettighedsforkæmpere har længe kæmpet for at få mere fokus på de farlige forhold i Ruslands miner. Blandt andet i de russiske guldminer, som er blandt verdens største.

/ritzau/