Prøv avisen

Samburu-kvinde: Mine døtre vil kunne gøre alt med deres liv. Det har jeg aldrig kunnet

De røde farver i Joys Lelukais smykker symboliserer blod og tapperhed. For et par år siden måtte hun på hospitalet og have en livsreddende operation. Hendes opsparing fra smykkeprojektet gjorde det muligt for hende at betale hospitalsregningen. ”Uden pengene ville jeg være blevet hjemme, og så ville jeg have været død nu,” siger hun. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Joys Lelukai fra Kenya er sammen med 20 andre kvinder fra sit område en del af handels-virksomheden BeadWORKS. Perlesmykkerne, de producerer, giver dem økonomisk selvstændighed og skaber muligheder for deres børn

På den røde jord sidder Joys Lelukai på en måtte og laver perlearmbånd med en syl. ”LOVE” står der på hendes nyeste værk, selvom hun ikke selv kan engelsk.

Hun ved ikke, hvor gammel hun er. Den slags går man ikke op i herude, men hun gætter på omkring 40 år. Hun er en del af samburu-folket, der lever i et vildtreservat på størrelse med Danmark. Reservatet ligger nord for Afrikas næsthøjeste bjerg, Mount Kenya, og 300 kilometer nord for Kenyas hovedstad, Nairobi. Herude, hvor mennesker lever i harmoni med elefanter, giraffer og leoparder, har kvinderne taget virksomhedslære til sig. De har lært at bruge deres traditionelle færdigheder til at skabe en stabil indkomst, der er til gavn for både dem selv, deres samfund og den natur, de lever i.

Joys Lelukai bærer store og farverige perlesmykker, som hun selv har lavet. Smykkerne er en del af hendes folks kultur, og gennem farvevalg og størrelse kan man på lang afstand se, hvad en samburu-kvinde har oplevet. Grønne perler symboliserer det græs, hendes husdyr lever af, hvide perler betyder fred, og rød står for blod og tapperhed.

Joys Lelukais halssmykke er med tiden blevet så stort, at det går ned over hendes bryst og skuldre. Hun har tydeligvis opnået en del med sit liv og bærer det med stolthed.

For omkring 10 år siden blev hun sammen med 20 andre kvinder fra sit område en del af handelsvirksomheden Beadworks. Her lærte hun, hvordan hendes perlefærdigheder kan bruges til at producere smykker, der kan sælges, og hvordan hun kan tjene penge og spare op. Smykkerne laver kvinderne hjemmefra og sælger til lande som Australien og USA.

Sidste år tjente Joys Lelukais region, hvad der svarer til 1,2 millioner kroner på handel af smykker. Det har givet kvinderne og deres familier en uundværlig stabilitet i deres liv.

”Tiden før projektet var ikke lykkelig,” siger Joys Lelukai og fortæller en historie om usikkerhed og sultne dage for hende og hendes otte børn.

I dag tjener hun, hvad der svarer til 450 kroner i gennemsnit om måneden. Det er nok til mad og tøj til alle og til at sende børnene i skole.

”Jeg er stolt. Mine døtre vil kunne gøre alt med deres liv. Det har jeg aldrig kunnet,” siger hun.

Hendes eneste håb for børnene er, at de vil bruge deres uddannelse til at få et arbejde, så de kan støtte deres egen familie engang. Om det bliver her i reservatet eller inde i storbyen, er hun ligeglad med. Det må de helt selv bestemme. Og netop muligheden for selv at bestemme er hun stolt over, at hun er i stand til at give dem.

Beadworks-projektet, der har gjort det hele muligt, styres af den kenyanske organisation Northern Rangeland Trust (NRT). Før projektet tjente kvinderne penge på at fælde træer og sælge dem som trækul og på husdyr, som ofte blev presset til det yderste. Nu kan kvinderne leve af deres smykkevirksomhed, og mændene kan koncentrere sig om deres husdyr. Siden 2012 er værdien af områdets kvæg steget med 33 procent.

Perle-projektet strækker sig dog længere endnu, siger Beatrice Lempaira, produktionschef hos Beadworks. De seneste fire år har hun arbejdet med flere end 1000 kvinder fra ni forskellige områder i vildtreservaterne og lært dem om handel og opsparing. Hun oplever, at deres nye evner og indtjening giver kvinderne en helt ny status i deres samfund.

”Det har givet dem en stemme,” siger hun og fortæller, hvordan reservaternes kvinder nu tager del i beslutninger både i familien og for samfundet.

Joys Lelukai hiver en gammel mobiltelefon frem fra under klædedragten. Den har fysiske knapper i stedet for touchscreen og er den slags model, som er blevet sjælden i den vestlige verden. Men for Joys Lelukai betyder mobiltelefonen frihed, tryghed og ligestilling med hendes mand.

Telefonen er en del af projektet, for kvinderne bliver betalt via en mobil løsning i stil med den danske mobilepay. Det betyder, at Joys Lelukai aldrig har kontanter liggende, og det er kun hende, ikke hendes mand eller naboerne, der kan se, at hun får penge, så hun ikke skal bekymre sig om at blive bestjålet. Hun styrer sin egen indkomst, og hendes mand har for længst accepteret, hvor stort hendes bidrag er til hjemmets økonomi. Det har betydet, at hun nu har lige så meget at skulle have sagt som ham.

”Nu er vi ligemænd. Han tager ingen beslutninger uden at spørge mig først. Vi sætter os ned og taler om, hvad vi skal gøre med alt fra aftensmaden til opsparing, og så er vi næsten holdt op med at skændes,” ler hun.

Når hun får ordrer ind på smykker, springer hendes mand til og laver hendes pligter i hjemmet som at hente vand og fisk, malke køerne og passe børnene. Han har fundet ud af, at hvis han gør det, kan hun lave flere smykker og tjene flere penge siger hun. De andre kvinder omkring hende ler også.

”Det tager mændene lidt tid at finde ud af,” siger en af de andre.

En af projektets største bidragydere er Danmark, og organisationen bag, NRT, vil få i alt 44,5 millioner kroner i støtte fordelt i perioden 2016-2020.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besøgte tidligere på ugen Joys Lelukai og reservatet sammen med kronprinsesse Mary. Ud over at sætte fokus på at styrke kvinders ligestilling og indtjening påpeger Ulla Tørnæs (V), at projektet også lever op til FN’s verdensmål om ikke at efterlade nogen i fattighed, mens fremskridtet sker.

”Det er en befolkningsgruppe, som ingen har særligt meget fokus på, fordi de er så langt fra alting. Så her bidrager vi til at skabe bedre levevilkår for nogle, som ellers ikke er øverst på dagsordenen. Jeg får tit stillet spørgsmålet om, hvorvidt det, vi laver ude i verden, virker. Her må man sige, at man ikke et sekund er i tvivl om, at det gør en forskel,” siger hun.

Hun understreger dog, at problemerne i Kenyas yderområder langtfra er løst, og at der stadig er brug for den danske tilstedeværelse.

Fra måtten på den røde jord i vildtreservatet smiler Joys Lelukai, når hun bliver spurgt, hvad projektet har betydet for hende.

”Jeg er ikke urolig for, om mine børn kan få medicin, når de er syge, eller skolebøger, når de skal lære noget. Jeg er ikke bange længere,” siger hun.

Hun ser op fra sit perlearbejde og gentager sine ord for at være sikker på, at de bliver forstået:

”Jeg er ikke bange længere.”

Kristeligt Dagblad var inviteret til Kenya af Udenrigsministeriet, der betalte flyrejsen samt lokal transport.

Kvinderne i gruppen kan lave smykkerne fra deres hjem, men de kan godt lide at tage ud og mødes, når du skal arbejde. – Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix