Mini-Merkel skal ruske op i kanslerens slidte parti

Annegret Kramp-Karrenbauer, katolsk ministerpræsident i delstaten Saarland og forbundskansler Merkels tætte allierede, bliver efter alt at dømme valgt som CDU’s nye generalsekretær i dag. Efter 18 år som formand kan Merkel dermed have peget på sin tronfølger

 Angela Merkel og Annegret Kramp-Karrenbauer går rigtig godt i spænd med hinanden. Det fremgik også af sidste uges pressekonference, hvor kansleren præsenterede regeringschefen fra Saarland som sit bud på partiets nye organisatoriske chef – og dermed sin egen kronprinsesse.
Angela Merkel og Annegret Kramp-Karrenbauer går rigtig godt i spænd med hinanden. Det fremgik også af sidste uges pressekonference, hvor kansleren præsenterede regeringschefen fra Saarland som sit bud på partiets nye organisatoriske chef – og dermed sin egen kronprinsesse. . Foto: Markus Schreiber/AP/Ritzau Scanpix.

Der var tale om et stærkt dramatisk magtskifte, da det kristeligt demokratiske CDU’s daværende, ret uanselige generalsekretær, Angela Merkel, i december 1999 tog et åbent opgør med patriarken Helmut Kohl under en skandale om partistøtte og siden blev valgt til partiets første kvindelige formand.

Knapt så dramatisk bliver det magtskifte nok, som nu kan være på vej, efter at den tyske forbundskansler har peget på en af sine tætteste allierede, ministerpræsident i delstaten Saarland Anne-gret Kramp-Karrenbauer, som kandidat til den magtfulde post som partiets nye generalsekretær. CDU er begyndt at se sig om efter en ny formand efter 18 år med den nu 63-årige Merkel i spidsen, og hvis baglandet på en partikongres i Berlin i dag siger ja til den 55-årige Kramp-Karrenbauer, vil hun ifølge tyske medier blive kørt i stilling som kanslerens efterfølger.

Dramatisk bliver så til gengæld det politiske klima, som Annegret Kramp-Karrenbauer skal navigere i som partiets nye organisatorisk chef. CDU fik sit værste resultat siden 1949 ved valget for fire måneder siden, Tyskland står stadig uden en ny regering, Merkels autoritet har fået alvorlige skrammer, og kritikken af hende vokser i det konservative bagland, som på dagens kongres også skal godkende det nye regeringsgrundlag med det socialdemokratiske SPD.

Midt i denne krise kan udpegningen af Annegret Kramp-Karrenbauer imidlertid blive et vigtigt skridt mod partiets redning. Kramp-Karrenbauer vandt stor respekt, da hun i marts sidste år sikrede CDU sejren ved valget i den lille sydvesttyske delstat ved grænsen til Frankrig. Med over 40 procent af stemmerne sørgede hun for at styrke partiets position forud for forbundsdagsvalget og tildelte SPD et markant nederlag midt i euforien over den dengang nye SPD-formand Martin Schulz.

Ligesom kansleren er hun kendt for at være en skarp analytiker, ikke-ideologisk i sine politiske beslutninger og særdeles velbevandret i politisk-tekniske detaljer, hvilket har fået medier til at døbe hende ”mini-Merkel”. Hun er en slider, som imponerede partifæller i sidste måned, da hun efter et biluheld fortsatte med at deltage i regeringsforhandlingerne med SPD fra en hospitalsseng. At hun kan finde ud af at lede en koalition mellem de to store partier, har hun allerede bevist: I Saarland står Annegret Kramp-Karrenbauer i øjeblikket for anden gang i spidsen for en stor koalition.

Hun var også et oplagt bud på en ministerpost, men ved i stedet at satse på hende i partiapparatet opfylder Merkel baglandets ønske om flere nye ansigter i partitoppen og sikrer samtidig sin egen kandidat til formandsposten. Det er et tilbageslag for 37-årige Merkel-kritiske CDU-komet Jens Spahn, der gerne så sig selv på posten. I en Forsa-meningsmåling fra december fik han dog kun støtte fra 36 procent af partiets medlemmer, mens 45 procent udpegede Kramp-Karrenbauer til den bedst egnede som Merkels efterfølger. Ifølge nyhedsbureauet dpa vil Merkel i stedet gøre Jens Spahn til sundhedsminister i sin nye regering

Kansleren, som ellers ikke bærer følelserne uden på tøjet, kunne ikke skjule sin begejstring, da hun på en pressekonference i sidste uge hyldede Kramp-Karrenbauer som den første kvindelige generalsekretær i CDU. Hun havde åbenbart glemt, at hun selv sad på posten fra 1998 til 2000.

”Vi har kendt hinanden længe og kan stole på hinanden, selvom vi har vores egne synspunkter,” sagde Angela Merkel.

Nomineringen af Annegret Kramp-Karrenbauer – eller AKK, som partifæller kalder politikeren med det tungebrækkende navn – er ikke uden risici. Saarland-politikeren er ikke medlem af Forbundsdagen i Berlin, og det kan bringe hende i konflikt med CDU’s magtfulde parlamentariske gruppe, skriver avisen Süddeutsche Zeitung. Kramp-Karrenbauer, som har været ministerpræsident siden 2011, beviste dog, at hun kan vinde en magtkamp, da hun i 2012 smed det liberale FDP ud af sin regering.

Hun er forankret i CDU’s midte, stærkt populær hos partiets arbejderfløj og i dets kvindeorganisation og samtidig selv stærkt konservativ i social-politiske og etiske spørgsmål. Som barn af en katolsk borgerlig familie med mange søskende hører hun til de største modstandere af homoseksuelle ægteskaber. Hun er for kvindelige præster i den katolske kirke, men modstander af reklamer for abort.

Hun har bakket Merkel op i flygtningepolitikken, men stiller klare krav til flygtninge i Saarland, herunder krav om lægelig undersøgelse af den biologiske alder for flygtninge, der hævder at være mindreårige. Hun har også modsat sig en afgørelse fra en domstol i delstatshovedstaden, Saarbrücken, om, at kors skulle fjernes fra offentlige mødelokaler. Det kristne symbol er en ”formaning til ydmyghed”, har hun sagt.

Den udadvendte Kramp-Karrenbauer vil formentlig også få nemmere ved at omgås vælgere og kolleger end den generte og lidt tørre Merkel. Ved det årlige karneval i Saarland optræder hun som regel i et teaterstykke i rollen som delstatsparlamentets rengøringsdame Gretel, der giver både sig selv og delstatens øvrige politikere en omgang med den satiriske kost.

”Man må også være i stand til at gøre nar af sig selv,” siger hun til nyhedsmagasinet Stern.