Prøv avisen

Minister: Lækkede brexit-papirer viser værst tænkelige scenarie

Michael Gove har ansvar for at forberede Storbritannien frem mod brexit. Foto: Peter Nicholls/Reuters

Lækkede papirer advarer om konsekvenser brexit uden aftale. Meget er sket de seneste tre uger, siger minister.

De lækkede dokumenter, der belyser effekterne ved, at briterne træder ud af EU uden en aftale 31. oktober, er baseret på "det værst tænkelige scenarie".

Sådan lyder det fra Michael Gove, der som minister har fået ansvar for at forberede vejen mod, at briterne skal forlade det europæiske samarbejde.

- Der er taget vigtige skridt de seneste tre uger for at fremskynde brexit-planlægningen, skriver ministeren på Twitter.

En intern analyse fra den britiske regeringen er blevet lækket til The Sunday Times. Dokumenterne belyser en række praktiske konsekvenser, som borgerne i Storbritannien vil blive ramt af, såfremt det ender i et hårdt brud med EU.

Ifølge avisen kan brexit uden aftale muligvis både betyde mangel på fødevarer, medicin og benzin. Derudover kan det blive nødvendigt at indføre fuld kontrol ved grænsen mellem EU-landet Irland og det britiske Nordirland, står der.

I dokumenterne forsøger regeringen ifølge Sunday Times angiveligt at opridse nogle af de mest sandsynlige "efterskælv" ved en såkaldt no-deal brexit. Men det afviser Michael Gove i sit tweet.

- Normalt kommenterer vi ikke læk, men her er lidt fakta. Yellohammer (dokumenterne, red.) er det værst tænkelige scenarie, står der.

Dokumenterne skal angiveligt være udarbejdet i denne måned af the Cabinet Office, der skal støtte regeringen i at opnå sine målsætninger.

Heri frem går det eksempelvis, at den britiske import af varer ventes at blive voldsomt påvirket i tilfælde af et hårdt brexit sidst i oktober.

Op mod 85 procent af lastbilerne, der kører med varer via Den Engelske Kanal, er ikke forberedt på at skulle gennem toldkontrol i Frankrig.

Det kan betyde, at de må vente i franske havne.

/ritzau/