Prøv avisen

Misbrugssager sætter ortodokse jøder i USA under pres

Sager om sexmisbrug af børn ryster det ortodokse jødiske miljø i New York Foto: Sylvain Grandadam

Ultraortodokse jødiske samfund i New York konfronteres med sexmisbrugssager. 89 mænd er blevet tiltalt for overgreb inden for de seneste to år

New Yorks ekstremt lukkede ultraortodokse jødiske samfund kommer i stigende grad under pres af samme type sexmisbrugssager, som i løbet af de seneste årtier har hjemsøgt andre religiøse retninger. Flere sager om jødiske autoriteters seksuelle overgreb på medlemmer af deres menighed er i den seneste tid blevet bragt for retten, hvilket markerer et bemærkelsesværdigt brud med den ultraortodokse tradition for at sky myndighedernes indblanding.

Senest er en rabbiner fra en fremtrædende ultraortodoks familie i New York-bydelen Brooklyn blevet anholdt og tiltalt for seksuelt misbrug af mindst tre unge drenge. Det sker blot en uge efter, at en højtagtet religiøs vejleder tilhørende samme jødiske gren, satmar-sekten, efter en tumultarisk retssag blev idømt 103 års fængsel for gentagne grove seksuelle overgreb på en teenagepige.

Ifølge avisen New York Post har distriktsanklageren i Brooklyn i løbet af de seneste to år tiltalt i alt 89 ultraortodokse jødiske mænd for sexmisbrug.

Sagerne sætter fokus på et isoleret religiøst samfund, der opererer som en slags uafhængig stat i staten og presser ofre for forbrydelser til at undlade at gå til myndighederne og i stedet overdrage deres sager til rabbinere.

Ifølge avisen New York Times oplever ortodokse jødiske sexmisbrugsofre og deres familier ofte at blive forvist fra religiøse skoler og synagoger, at blive set skævt til og udsat for chikane, hvis de kontakter politi eller sagførere.

Da sagen om den nu dømte religiøse vejleder kom for retten i Brooklyn i efteråret, aflagde ofret vidnesbyrd om, at hendes familie blev truet og chikaneret af andre ultraortodokse jøder efter at være gået til politiet.

LÆS OGSÅ: Israelsk film behandler tabuer inden for jødedom

Under retssagen blev fire jødiske mænd anholdt for at forsøge at bestikke den i dag 18-årige kvinde med 500.000 dollar (knap tre millioner kroner) for at tilbagetrække sine anklager, og andre blev tiltalt for ulovligt at tage billeder af hende i vidneskranken og lægge dem ud på internettet til offentlig skue. Ifølge anklagerne har den dømte, der nægter sig skyldig, forgrebet sig på mindst ni yderligere ofre, men deres sager er faldet for forældelsesfristen.

Den offentlige anklager i Brooklyn, Charles Hayes, benægter vedholdende rygter om, at han af hensyn til sine tætte bånd til magtfulde rabbinere har vendt det blinde øje til sexforbrydelser i sit distrikt. Han har nu oprettet en særlig voldtægtshjælpelinje og lover at slå ned på chikane mod dem, der står frem med anklager.

Det ultraortodokse jødiske samfund i New York tæller cirka 250.000 mennesker og er dermed det største af sin slags uden for Israels grænser.

De fleste ultraortodokse jøder er bosat i Brooklyn, og deres antal er hastigt voksende på grund af høje fødselsrater. Eksperter vurderer, at sexmisbrugsraten er omtrent den samme som befolkningen som helhed.