Prøv avisen

Misforstået velvilje sætter en stopper for effektiv flygtningepolitik

En syrisk kvinde og hendes barn ses her ved ankomsten til den græske havneby Piræus tidligere på ugen. Over 1800 primært syriske flygtninge og migranter, som de seneste uger er ankommet til den græske ferieø Lesbos via Tyrkiet, har nu fået midlertidige papirer af de græske myndigheder. Det kriseplagede Grækenland har allerede modtaget over 48.000 flygtninge i år, mere end seks gange så mange som sidste år, vurderer FN's Flygtningehøjkommissariatet, UNHCR, som Arnulf Torbjørnsen har arbejdet for i en årrække. Foto: Yannis Behrakis/Reuters/Scanpix

Man kan nå langt flere mennesker på flugt med støtte til nabolande end ved at tage imod i Europa, fortæller mangeårig rådgiveri FN's Flygtningehøjkommissariat Arnulf Torbjørnsen, som klandrer de skandinaviske lande for at være for godtroende

Samtidigt med at verden står over for den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig, debatterer danske politikere under den verserende valgkamp, hvordan man får u-landsbistanden til at strække sig længst, og om man skal bruge kræfterne på at hjælpe i katastrofeområdernes nabolande eller tage imod dem som flygtninge.

Arnulf Torbjørnsen har over 30 års erfaring med humanitært arbejde i organisationer som Røde Kors og FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Nordmanden har i løbet af sin karriere modsat mange politikere mødt ofrene for krig og katastrofer, og han mener, sagen er ganske klar.

I hans øjne skal man alene huse syge og mennesker med risiko for politisk, religiøs eller seksuel forfølgelse fra lande som Syrien og Irak, mens resten får mest ud af at blive i nærområderne.

”De fleste ønsker jo at komme hurtigst muligt tilbage til deres hjemland og har ikke selv bedt om at blive drevet på flugt. Samtidig er det økonomisk langt mere effektivt at bruge midlerne på at hjælpe der, hvor flygtningene er, i stedet for at skulle tilbyde job og bolig i Europa,” fortæller Arnulf Torbjørnsen, der af mange anses som Norges vægtigste stemme i nødhjælpsdebatten.

Han har arbejdet 16 år i norsk Røde Kors - heraf 10 år som udlandschef, 10 år i UNHCR som landechef i Eritrea og organisationens operationelle chef i Bosnien samt leder af UNHCR's koordination med ngo'er i Geneve. Han har desuden været formand for det norske Læger uden Grænser, inden han sidste efterår gik på pension.

Arnulf Torbjørnsen har været udsendt til kriser i Afrika, på Balkan og efter tsunamien i Det Indiske Ocean, og han mener, der er et klart mønster i, hvordan hjælpen rækker længst.

”Der findes ikke humanitære løsninger på humanitære kriser. Politik er det eneste, der kan løse konflikter, uanset hvor meget nødhjælp man sender. Man er nødt til at bygge samfundene op fra grunden med infrastruktur - og det gælder både naturkatastrofer og krige. Dér hjælper en pose ris og et par flybilletter til Norge ikke meget,” siger han.

Torbjørnsen mener, at hovedårsagen til fattigdom skyldes strukturelle problemer, hvor mange af Europas lande af hjemlige hensyn står i vejen for, at svage lande kan vokse sig stærke nok til at klare naturkatastrofer og konflikter.

”Hver gang der kommer en katastrofe, er det de udsatte, der lider. Derfor har jeg aldrig forstået, hvorfor man ikke bruger flere bistandsmidler på at opbygge skolesystem, vejnet og erhvervsliv, så landene bliver bedre rustet. I stedet bygger man toldmure, så man eksempelvis i Norge ikke kan købe kød fra Botswana,” forklarer han.

Uanset hvordan man vil løse problemer med flygtninge og fattigdom, kommer det til at koste de europæiske og skandinaviske lande økonomisk, og ifølge Torbjørnsen bør Europa acceptere den frie konkurrence - også selvom det resulterer i, at hjemlige landbrug lukker - på samme måde som store dele af industrien er flyttet til lande med billigere arbejdskraft.

I dag regner FN med, at over 50 millioner mennesker er drevet på flugt som følge af verdens konflikter, hvilket fylder meget i den politiske debat i hele Europa - også i den danske valgkamp, hvor Venstre vil skære i u-landsbistanden, mens den socialdemokratisk ledede regering har stået for en kurs, hvor man har brugt dele af midlerne til hjemlige asylsøgere og desuden afviser at hæve bistanden.

Samtidigt raser debatten i Norge, hvor det borgerlige regeringsparti Høyre har indgået en aftale med oppositionen om at modtage 8000 syriske flygtninge de kommende tre år, mens regeringspartneren Fremskridtspartiet ønsker en folkeafstemning om de ekstra 3500 syriske flygtninge. Flere meningsmålinger viser, at op mod 65 procent af nordmændene er modstandere af at modtage flere syriske flygtninge, og det mener Arnulf Torbjørnsen, der er fint ræsonnement bag.

”FN-lejrene i lande som Libanon og Jordan har i forvejen ikke midler nok, og derfor bør man i Norge i stedet give flere penge til FN, som har den største autoritet i de urolige områder, og som med størst overblik kan strukturere indsatsen,” siger Torbjørnsen, der fortæller, at det vil koste mellem 17 og 34 milliarder danske kroner at modtage de 8000 syrere, mens man med fire milliarder danske kroner vil kunne dække FN-lejrenes budget i Libanon og Jordan i et år.

Han mener, idéen om at modtage flere syrere er udtryk for en misforstået sindelagsetik, hvor man vægter den moralske hensigt højere end målet.

”Vi kan ikke bære hele verdens kriser og fattigdom på vores skuldre. Der har været stort pres fra de frivillige organisationer om at modtage flere, og det er selvfølgelig af et godt hjerte, men samtidigt er jeg blevet anklaget for at være uanstændig, fordi jeg er imod. Debatten ender som et mesterskab i god moral, og det hjælper ikke flygtningene,” siger Arnulf Torbjørnsen.

Han mener, at Norges tradition for dialog ved internationale konflikter har været medvirkende til at sprede selvbilledet af en godgørende nation. Og han peger på, at der særligt på venstrefløjen mangler en kritisk diskussion af flygtninge- og bistandspolitikken - også i Danmark og Sverige.

”Hos de socialdemokratiske partier er traditionen, at man skal være god og hjælpe, men konflikterne i Mellemøsten bliver ikke løst på et halvt år, og vi kan ikke huse millioner af flygtninge i Europa, samtidigt med at vi modtager afrikanske bådflygtninge som asylsøgere. Uanset hvad vi gør, fortsætter problemerne, og derfor er vi nødt til at tænke anderledes i Skandinavien,” forklarer Arnulf Torbjørnsen, der mener, at man samtidig med at støtte i nærområderne bør skærpe indsatsen for at udbrede forståelsen for verdens problemer blandt nordmænd.

”Vi er blevet så ekstremt selvgode og tror, at vi kan løse alle problemer med lidt oliepenge, men bliver skræmt, hvis vi ser en rumænsk tigger herhjemme og vil ikke se dårligdom i øjnene. Vi skal blive bedre til at overlevere fortællingen om fattigdom og elendighed til nye generationer, også selvom vi ikke har oplevet nøden på egen krop,” siger Arnulf Torbjørnsen

Han mener, man bør sætte større pres på lande som Qatar og Saudi-Arabien for at modtage flygtninge, så Libanon og Jordan kan blive aflastet.

For selvom Vesten støtter infrastrukturen, er der grænser for, hvor mange flere end de nuværende 1,2 millioner syriske flygtninge, Libanon kan huse.

”Jeg tror ikke på sanktioner, og selvom det er kompliceret, mener jeg, at den eneste løsning er, at FN taler med Saudi-Arabien og Qatar. Desuden er hovedansvaret Syriens eget, og det skal vi ikke tage fra dem. Det er dem selv, der bestemmer deres historie,” siger han.

””Vi er blevet så ekstremt selvgode og tror, at vi kan løse alle problemer med lidt oliepenge, men bliver skræmte, hvis vi ser en rumænsk tigger herhjemme og vil ikke se dårligdom i øjnene.”

Portrætbillede af rådgiver for FN's Flygtningekommisariat Arnulf Torbjørnsen. Foto: Privatfoto.