Prøv avisen

Missilangreb lægger boligblok i ruiner i Aserbajdsjan

Aserbajdsjans næststørste by, Ganja, er blevet ramt af et missilangreb natten til lørdag, der har lagt en boligblok i ruiner. På billedet ses et andet boligområde i Ganja, der blev ramt af et missil sidste søndag. Foto: Umit Bektas/Reuters

Der er meldinger om 13 døde og over 40 sårede efter et missilangreb i Aserbajdsjans næststørste by, Ganja.

Et missilangreb har natten til lørdag dansk tid jævnet flere hjem med jorden i Aserbajdsjans næststørste by, Ganja, og dræbt og såret flere mennesker, mens de sov.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har 13 civile mistet livet, mens over 40 andre er såret.

Nyhedsbureauet AFP har talt med flere beboere i området. De beretter om, at adskillige mennesker er blevet båret ud af murbrokkerne.

Det er uklart, hvad tilstanden er på disse mennesker. Samtidig leder flere efter overlevende på stedet.

Andre beboere siger til AFP, at den berørte boligblok huser mere end 20 mennesker, og at folk har lidt alvorlige kvæstelser i angrebet.

Hikmet Hajijev, der er udenrigspolitisk rådgiver for Aserbajdsjans præsident, skriver på Twitter, at mindst ti mennesker er dræbt i "Armeniens afskyelige missilangreb".

Yderligere 40 personer er såret, skriver han tidligt lørdag morgen lokal tid.

Angrebet fandt sted omkring klokken tre lokal tid, mens de fleste beboere sov. Det skete blot få timer efter et andet missilangreb i Nagorno-Karabakh-hovedstaden Stepanakert.

Redningsarbejdere har opfordret til stilhed i området, så de kan opdage lyde fra overlevende.

Angrebet er en optrapning af den indtil videre tre uger lange konflikt mellem etniske armeniere og aserbajdsjanere om den separatistiske region.

Sidste søndag blev ti civile dræbt, efter at et missil ramte et andet boligområde i Ganja.

Urolighederne er de værste, enklaven har oplevet siden 1990'erne, skriver Reuters. Dengang blev omkring 30.000 mennesker dræbt under konflikten.

Nagorno Karabakh er en enklave i Aserbajdsjan, hvor de fleste indbyggere er etniske armeniere. Området har været en kilde til spændinger, lige siden de to sovjetrepublikker i starten af 1990'erne fik deres uafhængighed.

/ritzau/