”Vi bliver og leverer.”
Sådan lyder Mission Østs motto, og det holder organisationen fast i – også selvom sikkerhedssituationen i Afghanistan er en helt anden, efter at Nato-styrkerne har forladt landet.
Hovedparten af organisationens omkring 100 medarbejdere var nødt til at forlade deres poster, da Taleban indtog de to provinser Takhar og Badakhshan, hvor den danske hjælpeorganisation siden 2001 har ydet hjælp til nødstedte afghanere. Sidst i juli var situationen blevet så uholdbar, at ledelsen ikke så nogen anden udvej end at suspendere alle hjælpeprogrammer.
”Der er ikke noget, vi hellere vil end at genstarte vores aktiviteter i de to provinser, hvor vi i 20 år har arbejdet med udviklingsprojekter og desuden de sidste par år også har leveret nødhjælp til de mange, der har måttet flygte dertil på grund af borgerkrigen. Nu er det lykkedes os at få Talebans garanti for, at vi kan genoptage vores arbejde, og det handler i første omgang om at få bragt nødhjælp ud til de hårdest ramte familier,” siger landechef for Mission Øst, Mohammad Aslam.
Nu da hans medarbejdere igen kan bevæge sig nogenlunde sikkert rundt, er de også gået i gang med at danne sig et overblik over, hvem der har brug for hvad, og i hvilken rækkefølge de forskellige nødhjælpspakker skal deles ud. Men det store problem er, at de i øjeblikket ikke har rede penge, og derfor kan de hverken købe de livsvigtige fødevarer eller brændstof til deres biler. En række vestlige lande har ganske vist bevilget milliarder af kroner til Afghanistan via FN, men det nytter ikke meget, når pengene ikke kan komme frem til dem, der skal yde hjælpen til afghanerne.
”Vi har brug for donorpenge og bankkanaler, så vi kan få flere penge ud i systemet og hen til de mennesker, der har behov. Vi er glade for, at mange donorer fortsat er villige til at støtte Afghanistan, men nu skal vi gerne snart se, at midlerne bliver udbetalt, så de kan komme ud at arbejde der, hvor der er brug for dem,” siger generalsekretær i Mission Øst, Betina Gollander-Jensen.
Problemet med at skaffe penge skyldes primært, at bankerne i Afghanistan har været lukket i flere måneder, og selvom en del af dem er genåbnet, så er det meget begrænsede midler, de råder over. I øjeblikket kan man kun hæve 100-200 dollars (600-1200 danske kroner) ad gangen, og det kommer man ikke langt med, når der er 14 millioner mennesker, der lider nød. Også landets nye magthavere kæmper med at skaffe penge, fordi de vestlige stormagter nægter at anerkende Taleban-regeringen og derfor tilbageholder store pengestrømme. I sidste ende går det ud over befolkningen.
Kvindeprojekter i fare
Fokusområdet for Mission Østs arbejde er de mange sårbare og konfliktramte afghanere samt internt fordrevne. Det er ikke kun årtiers borgerkrig, der er problemet – også tørke og andre klimaproblemer har tvunget mange indbyggere til at forlade hus og hjem og søge tilflugt rundt om i landet, hvor de har kunnet finde lommer af stabilitet.
Udover klassisk udviklingsarbejde som at skaffe rent vand og ordentlige toiletforhold har organisationen også arbejdet målrettet på at hjælpe de nødstedte familier til at hjælpe sig selv. Blandt andet ved at hjælpe kvinder med at dyrke køkkenhaver og bruge drivhuse, så deres familier kan blive selvforsynende med grøntsager.
”Det er projekter, vi har haft meget stor succes med, og dem håber vi på at kunne køre videre med om et par måneder, når vi til den tid er ude over selve katastrofefasen. Men vi har desværre endnu ikke fået Talebans udmelding om, hvorvidt vores kvindelige ansatte må fortsætte med at arbejde – ej heller om vi må genoptage hjælp til familierne ved at engagere kvinder i arbejdet for at blive selvforsørgende. Jeg vil være meget ked af, hvis vi må droppe den del af vores udviklingsarbejde, fordi det er noget af det, der kan virke på langt sigt og gøre familierne uafhængige af hjælp udefra,” forklarer Mohammad Aslam.
Foreløbig har Taleban givet tilladelse til, at kvinder må arbejde som læger, sygeplejersker og lærere. Men de 18 kvinder, der er ansat i Mission Øst til at drive kvindeprojekterne, falder altså uden for disse kategorier. Dermed må den del af udviklingsarbejdet udskydes på ubestemt tid eller i værste fald helt opgives.
Og selvom Mohammad Aslam håber, at den gode udvikling, der er sat i gang, kan fortsætte, er det ingen hemmelighed, at der ude på landet, hvor over 80 procent af den afghanske befolkning bor, ikke alle steder har været den store forståelse for, at kvinder de sidste 20 år har fået langt flere rettigheder. Den begyndende ligestilling med adgang til uddannelse og mulighed for, at kvinder kan tage kørekort, er primært blevet hilst velkommen af middelklassen og de veluddannede inde i de store byer. Og som Mohammad Aslam med mange års erfaring fra sit arbejde i landet bemærker:
”Man er nok også nødt til at forstå og acceptere, at denne konservative afghanske kultur ikke bare er en, man ændrer fra den ene dag til den anden.”