Den 11. marts 2004 eksploderede 10 bomber i fire fyldte morgentog i den spanske hovedstad, Madrid, og tog brutalt livet af 192 mennesker. Det skete på et tidspunkt, hvor spaniernes mistillid til deres politiske institutioner i forvejen var voksende, og da nationen gik til valg tre dage senere, tabte premierminister José Maria Aznar og hans konservative parti magten til socialisterne.
Parallellen til weekendens terrorangreb i USA, hvor to bomber eksploderede i New York og New Jersey – dog uden at koste menneskeliv – er oplagt. USA er midt i en valgkamp, der tegnes af vælgernes historisk store mistillid til Washington, og terrorangrebene spiller ind i denne virkelighed.
Mens USA umiddelbart efter terrorangrebene den 11. september 2001 var præget af et nationalt sammenhold, så gør terrorisme i dag det modsatte ved politikerne og befolkningen. Det var tydeligt efter de islamistisk motiverede angreb i San Bernardino i Californien i december i fjor og i Orlando i Florida i juni, og det var tydeligt efter weekendens angreb, hvor de to præsidentkandidater omgående beskyldte hinanden for at være indirekte ansvarlige for volden.
Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, klandrede sin demokratiske rival, Hillary Clinton, for at have svækket USA’s nationale sikkerhed i sin tid som udenrigsminister. Og Clinton beskyldte Trump for at fungere som en ”rekrutteringsagent” for terrorister takket være hans verbale angreb på muslimer og på islam. Striden vil utvivlsomt blive et væsentligt tema ved den første tv-debat mellem kandidaterne, som finder sted i New York på mandag.
Umiddelbart kan terrorangrebene synes at virke mest til Donald Trumps fordel. Han appellerer til de mange amerikanere, som er godt trætte af de konventionelle politikeres dansen rundt om den varme grød, når det gælder islamistisk terror. Mens Clinton og mange andre demokrater til at begynde med slog knuder på sig selv for at undlade at bruge ordet ”terror” om eksplosionen i Chelsea-nabolaget i New York natten til søndag, så var Trump anderledes kontant i sin vurdering af motivet. Og det viste sig, at han havde ret.
Samtidig er det kommet frem, at forbundspolitiet FBI allerede for to år siden havde den 28-årige muslimske afghansk-fødte mand, der nu er sigtet for at have plantet bomberne i New York og New Jersey, i kikkerten. Det styrker Trumps påstand om, at Obama-regeringen er uduelig, hvad angår terrorbekæmpelse. Ligesom den sigtedes baggrund også spiller ind i et af republikanerens centrale kampagnetemaer: at USA af sikkerhedsgrunde må lukke grænserne for indvandring.
I en normal amerikansk valgkamp ville Donald Trumps bombastiske stil og hans tendens til at fælde dom over begivenheder, før kendsgerningerne er på plads, bevise over for vælgerne, at han er uegnet til at blive præsident.
Men dette er ikke et normalt præsidentvalg, og dette er ikke normale tider. Angrebene i San Bernardino og i Orlando har øget mange amerikaneres angst for islamistisk terror. Og den voksende foragt for Washington og for de konventionelle politikere har gødet jorden for en kontant, politisk ukorrekt outsider-kandidat som Trump.
Hillary Clinton repræsenterer bureaukratisk forsigtighed og eftertænksomhed, mens Donald Trump repræsenterer handlekraft. Meningsmålinger viser, at afstanden mellem de to præsidentkandidater bliver mindre. Et afgørende spørgsmål frem til valget om 47 dage bliver, hvilken tilgang der får amerikanerne til at føle sig mest trygge.