De fleste amerikanere vil mærke et patriotisk brus i hjertet, når de i dag løfter blikket mod himlen og ser festfyrværkeriet eksplodere, mens nationalsangen ”The Star-Spangled Banner” gjalder. Amerikanerne fejrer hvert år den 4. juli nationens uafhængighedsdag og dermed også idéen om et folk, der trods store forskelligheder forenes af en fælles, forpligtende drøm om frihed og lighed. ”E pluribus unum” – ud af mange, én – som indskriften på USA’s segl slår fast.
Men det USA, som i dag hylder sig selv, er en nation delt langs politiske, økonomiske og racemæssige skel. Valget af Barack Obama i 2008 var ikke den katalysator for tværpolitisk samarbejde og folkelig forsoning, som mange amerikanere håbede på, og i stedet har de politiske fløje forskanset sig i skyttegrave.
Ifølge en nylig undersøgelse fra forskningsgruppen Pew Research Center er fjendtligheden mellem konservative og liberale amerikanere vokset kraftigt siden valget af Obama i 2008, og halvdelen af alle republikanske vælgere og 55 procent af de demokratiske vælgere siger nu, at de decideret ”frygter” det modsatte politiske parti. For otte år siden gjaldt dette kun en tredjedel af begge partiers vælgere.
Denne mistillid forstærkes af den årtier gamle tendens til, at amerikanerne i stigende grad vælger at leve blandt landsmænd med samme ideologi og værdisæt som dem selv. Som journalisten Bill Bishop skriver i bogen ”The Big Sort: Why the Clustering of Like-Minded America Is Tearing Us Apart” (Den store sortering: Hvorfor klynge-dannelsen af ligesindede amerikanere river os fra hinanden):
”Vi har bygget et land, hvor vi alle kan vælge det nabolag, den kirke og det nyhedsprogram, der er mest foreneligt med vores livsstil og overbevisninger. Vores land er blevet så polariseret, så ideologisk indavlet, at folk ikke kender og ikke kan forstå dem, der bor blot få mil derfra.”
Den sociale lim, der kitter nationen sammen, svækkes af den generelle frygt og vrede, der fejer henover nationen i disse år. Amerikanerne er, alt efter temperament og politisk ståsted, vrede på Wall Street, på muslimerne, på den politiske korrekthed, på præsident Obama, på det republikanske parti, på Kongressen, på de rige, på de liberale, på de konservative, på systemet. De er vrede over den voksende økonomiske ulighed, over globaliseringen, over stagnerede lønninger, over politikernes indblanding i deres liv, over ulovlig immigration, over svundne tider, over nationens politiske og sociale kurs.
Denne utilfredshed er med til at gøre 2016 til et højst usædvanligt valgår. Det amerikanske samfund er usædvanligt foranderligt, og amerikanerne har gang på gang vist sig i stand til at tage svimlende sociale og politiske kvantespring. Det viste de i 2008, da de blot fem årtier efter de store borgerrettighedsmarcher valgte en sort mand til præsident, og det viste de i fjor, da Højesteret tog luften ud af den engang så bitre værdikamp om homoseksuelles lige rettigheder ved med ét slag at gøre homoseksuelle ægteskaber lovlige i hele USA.
Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at det folk, der for otte år siden sagde ja til dengang blot 47-årige Barack Obama og hans budskab om ”håb og forandring”, nu er nået til et punkt, hvor de overvejer at erstatte ham med den 70-årige præsidentkandidat Donald Trump – en politisk novice, provokatør og reality tv-stjerne, hvis platform kendetegnes af populisme, fremmedfrygt og politisk ukorrekthed.
Donald Trump bryder alle regler i moderne amerikansk politik, og hans opstigen har været så uortodoks, at det er vanskeligt at forudsige, hvad de langsigtede konsekvenser bliver. Han kan være et forbigående fænomen, hvis succes er bundet op på hans særlige evner til at dominere nyhedsstrømmen, eller han kan være et varsel om en ny type politiker.
Det politiske USA står lige nu i et vadested. Det republikanske parti er halvvejs kollapset, efter at Trump til partitoppens store fortrydelse vandt posten som præsidentkandidat, og hos Demokraterne har den forbitrede magtkamp mellem karrierepolitikeren Hillary Clinton og den lidenskabelige socialist Bernie Sanders udstillet venstrefløjens store uenigheder.
Uanset hvem, der flytter ind i Det Hvide Hus i januar, vil han eller hun arve en dybt splittet og dybt utilfreds nation. ”Revolution” og ”oprør” er blevet del af dagligsproget i USA anno 2016, og selv på denne mest patriotiske af alle dage – den 4. juli – kan eksploderende festfyrværkeri ikke overdøve lyden af vrede stemmer.