Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mobile klinikker hjælper flygtninge på Balkan

Mange flygtninge står i kø foran flygtningelejren i Opatovac i Kroatien. Inde i lejren kan de få lægehjælp. Arkivfoto. Foto: Danilio Balducci/Sintesi

Ved grænserne på Balkan venter Læger uden Grænsers personale. Ændrer flygtningestrømmen kurs, følger lægerne med

Landskabet strækker sig fladt ud, så langt øjet rækker. Markerne er mørke og overfladen bar. Dog er der stadig rigeligt med liv i grænseregionen mellem Serbien og Kroatien. I landsbyen Sid modtager man nemlig flere tusinde flygtninge hver dag, og med stadig mere kulde, regn, blæst og nu den første sne bliver deres helbred stadig mere sårbart, siger Momcilo Durdevic, der før flygtningekrisen var læge i Beograd, og som nu arbejder på flygtningeruten for Læger uden Grænser (MSF).

”Vi ser mange forkølelser, lungeinfektioner og mennesker med influenza. Flere uger - nogle gange måneder - med dårlig ernæring, lange rejser og mange mennesker på lidt plads giver sygdomme gode betingelser,” siger lægen, der dagligt tilser mellem 100 og 300 patienter.

Dog kan Momcilo Durdevic ikke gøre meget andet end at medicinere, for Sid i det nordvestlige Serbien er ikke endestationen for nogen. Hverken flygtningene eller serberne ønsker, at opholdet bliver langvarigt, og derfor drejer det sig for lægerne og sygeplejerskerne i de mobile klinikker om at tilse så mange som muligt og gøre, hvad de kan på kort tid.

Normalt er klinikken her i lejren i Adasevci åben 22 timer i døgnet. Fra klokken 23 til klokken 21. Tiderne skifter ligesom stedet, lægerne arbejder, for de er der, når og hvor der er mest brug for dem, forklarer belgiske Leen Lacroix, der har været med til at organisere MSF's arbejde i Sid siden begyndelsen af november:

”Med de mobile klinikker kan vi være der, hvor flygtningene er. I starten var det i Principovac ved grænsen mellem Serbien og Kroatien, men i dag er det i Adasevci og nogen gange på Sids togstation. Vi prøver at samarbejde med de lokale myndigheder og læger, så godt vi kan, men der er en vis modtand mod at få for mange folk ind udefra. Så det kan nemt blive meget bureaukratisk.”

Dog er det lykkedes organisationen at bygge opvarmede telte i Adasevci samt ved togstationen, så der - når vinteren for alvor sætter ind - er plads til omkring 1500 overnattende flygtninge. Hvor mange, der kommer hen over vinteren, ved ingen, men den seneste måned er der sket en lille, men markant ændring, forklarer Leen Lacroix:

”Midt om natten blev vi vækket af larm nede på gaden den 19. november. Der stod en masse marokkanske unge mænd. De serbiske betjente ville have dem ud til Principovac-lejren, væk fra togstationen, fordi landene på Balkan havde indgået en aftale med EU om, at kun syrere, afghanere og irakere kunne komme ind. Efter nogle dage i lejren var de unge mænd væk. Om de var blevet kørt tilbage til den makedonske grænse eller videre til Kroatien og Slovenien, ved jeg ikke. Vi hørte ingenting derefter.”

Lige siden har kun syrere, afghanere og irakere fået lov at vente på toget til Slavonski Brod i Kroatien på Sids faldefærdige togstation. Alle andre er allerede blevet stoppet længere mod syd, og hvad der skal blive af dem der, bekymrer Leen Lacroix.

Dog kan hverken hun eller lægerne på de mobile klinikker gøre noget for dem fra Serbien.

Her er de ikke velkomne, da landet ikke ønsker at blive endestation for tusindvis af afviste asylsøgere fra resten af EU, og derfor som resten af landene på Balkan vælger at skubbe problemet mod syd - til Grækenland, hvor flere tusinde atter venter ved grænsen i Idomeni og i Athens parker.

Busser kører flygtninge fra Adasevci-lejren lidt uden for Sid til togstationen, hvorfra de heldige, der er kommet ind i Europa, kan tage videre til Slavonski Brod i Kroatien. Alle andre end syrere, afghanere og irakere kan ikke længere komme nord for den græsk-makedonske grænse. Foto: Anna Klitgaard.