Mobiltelefon og redningsbåd redder liv under monsun i Nepal

Tidligere omkom mindst fem mennesker, når den årlige monsun fejede over Thapapur i Nepal. Takket være et bedre varslingssystem er dødsfald ikke længere en uundgåelig ledsager til oversvømmelserne

80-årige Ratna Kola Pondey er næsten blind og har ingen slægtninge, der kan hjælpe hende. Under monsunen sidste år blev hun evakueret af en båd fra landsbyens særlige katastrofekomité.
80-årige Ratna Kola Pondey er næsten blind og har ingen slægtninge, der kan hjælpe hende. Under monsunen sidste år blev hun evakueret af en båd fra landsbyens særlige katastrofekomité. . Foto: Kishor Sharma/DCA.

Kokila Bishwakarma er en lokal heltinde i landsbyen Thapapur i det sydvestlige Nepal. Den 29-årige kvinde smiler kækt, da hun cykler ind på gårdspladsen foran sit toetages lerklinede hus med udsigt til den lokale landsbyskole. Kokila, der ligesom mange andre i landsbyen tilhører Nepals kasteløse, er en rank kvinde iført lyserød sari. I solskinnet denne fredelige eftermiddag er det svært at forestille sig den katastrofe, hun oplevede under monsunen sidste sommer.

Den 14. august 2014 styrtede regnen ned med en styrke, Kokila ikke havde oplevet før. Hun var alene med to sønner på seks og syv år. Hendes mand er gæstearbejder i Indien, så han kunne ikke hjælpe.

Men Kokila havde forberedt sig. Hun og børnene opholdt sig på loftet, og hun havde fået sine kyllinger og geder båret i sikkerhed. Hun havde også sørget for, at familien havde rent drikkevand, og hun havde forseglet fjernsynet og vigtige papirer i plastic.

Regnmasserne fyldte efterhånden hele stueetagen op.

”Jeg var så bange, og vi troede, at vi skulle dø, så jeg bad hele tiden,” fortæller hun.

Kokila fik via mobiltelefon kontakt med landsbyens katastrofekomité, der havde en båd. Efterhånden som vandet trængte ind på loftet, tog hun en rask beslutning. Med en kniv skar hun et hul i den lerklinede væg, så hun og børnene kunne komme ud. Da båden kom, råbte hun til naboerne, at de også skulle gøre sig klar. På den måde reddede hun også naboerne fra at drukne. Båden fragtede Kokila og hendes to børn til en højbro, der løber over den nærmeste flod en kilometer fra hendes hus. Her tilbragte de en dag og en nat sammen med andre forkomne landsbybeboere, før de kunne vende hjem. I dag har Kokila repareret skaderne, men væggene i stueetagen har stadig skjolder af fugt. Hullet i muren, har hun beholdt som et minde om den dag, hvor hun reddede sig selv og sine børn.

Landsbyen Thapapur med omkring 900 indbyggere ligger i et område med tre floder. Det lille samfund, der er omkranset af endnu grønne hvedemarker, er en af de tusindvis af asiatiske landsbyer, hvor lokale beredskabs-systemer de senere år har reddet mange menneskeliv.

Den nepalesiske hjælpeorganisation Faya Nepal træner med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp i Danmark Thapapur og 14 andre landsbyer i Nepal, så de er forberedte på katastrofesituationer. Darbin Jushi fra Faya Nepal fortæller, at lavlandet i det sydvestlige Nepal traditionelt har været plaget af oversvømmelser i regntiden. Men oversvømmelserne er blevet markant værre efter udbygningen af det store indiske dæmningsanlæg Indian Dam.

”Vi kan ikke standse oversvømmelserne, men vi kan forsøge at mindske skaderne. Tidligere troede folk i landsbyerne, at andre skulle redde dem. Kurser og beredskabsprogrammer har gjort folk bevidste om, at de selv kan spille en vigtig rolle,” siger Darbin Jushi.

En kilometer fra Kokila Bishwakarmas hus bor den 29-årige nygifte bygningsarbejder Jay Prasad Dhungana og hans hustru, Radhaka. Jay repræsenterer landsbyen i Nepals nationale netværk for katastrofeforebyggelse og har været til møde med landets præsident. Jay fortæller, at landsbyen har fem katastrofekomitéer med hvert sit ansvarsområde. For eksempel er der oprettet telefonkæder, så alle ved, hvem de skal ringe til, hvis vandet begynder at stige, ligesom der hver anden måned holdes redningsøvelser.

Jay Prasad viser ind i sit primitive hus, hvor en smal træstige fører op til en nybygget loftsetage. Her kan familien og de naboer, der ikke selv har et loft, søge ly. I det godt 15 kvadratmeter skråloftede rum står også en aluminiumstønde med et forråd af ris.

Et par hundrede meter fra Jays hus sidder den 80-årige Ratna Kola Pondey på hug foran sin ydmyge lerhytte, der kun er omkring halvanden meter i højden. Den gamle kvinde har et furet ansigt og er næsten blind, og hun må kravle ud og ind af hytten, der rummer en seng og et par gryder og pander. Hun lever af de omkring 25 kroner om måneden, hun modtager fra den nepalesiske stat.

Da monsunen ramte sidste år, hentede beredskabskomitéen Ratna i en båd. Hun blev evakueret til landsbyens politistation, der ligger højt. Her tilbragte hun fem dage, før hun kunne vende tilbage til sin hytte.

Efter oversvømmelsen modtog hun en spand med blandt andet ris, gule ærter og et uldtæppe, der i dag hjælper hende med at holde varmen i de kølige nætter.

”Jeg er lykkelig for, at båden kom. Jeg har ingen familie, der kan hjælpe mig, og jeg er gammel og skal snart dø,” siger Ratna Kola Pondey med en spæd stemme.

Nepalese flood affected villagers wade through floodwaters in Lockey village of the Sunsari district in Eastern Nepal some 400 kms from Kathmandu on August 19, 2008. Some 40, 000 villagers were displaced after the Saptakoshi river burst its banks. AFP PHOTO/Diptendu DUTTA
Nepalese flood affected villagers wade through floodwaters in Lockey village of the Sunsari district in Eastern Nepal some 400 kms from Kathmandu on August 19, 2008. Some 40, 000 villagers were displaced after the Saptakoshi river burst its banks. AFP PHOTO/Diptendu DUTTA Foto: Dutta Diptendu