Mobiltelefoner skal dokumentere vold i Cambodjas gader

At filme eventuel vold mod civilbefolkningen kan være vigtig dokumentation over for det nationale og internationale samfund. På den måde kan borgerne tage kontrol over deres egen skæbne, siger en af initiativtagerne

"Vi har fundet ud af, at det er vigtigt for folk at dokumentere og tage kontrol over deres egen skæbne. Med brug af smartphones kan de optage hændelser for at indfange spørgsmål om menneskerettighedskrænkelser," siger direktør for menneskerettighedsorganisation.
"Vi har fundet ud af, at det er vigtigt for folk at dokumentere og tage kontrol over deres egen skæbne. Med brug af smartphones kan de optage hændelser for at indfange spørgsmål om menneskerettighedskrænkelser," siger direktør for menneskerettighedsorganisation. . Foto: Samrang Pring.

En gruppe af politimænd, der slår løs på en enkelt borger og en anholdelse, der sker uden grund.

Det er blandt andet episoder som disse, den cambodjanske menneskerettighedsorganisation Licadho filmer og ligeledes opfordrer munke, aktivister og meningsdannere til at optage på deres smartphones (moderne mobiltelefoner red.) med henblik på efterfølgende at sprede indholdet på de sociale medier som eksempelvis Facebook og Twitter for at dokumentere vold og overgreb mod almindelige mennesker.

En metode, der også går under navnet Information and Communications Technology (ICT) (Informations- og Kommunikationsteknologi) og eksempelvis kan hjælpe en borger, som sidder fængslet for voldelig adfærd mod ordensmagten. Findes der en video af episoden, kan den vises i retten og dokumentere, at vedkommende ikke engang var i nærheden af politiet.

Licadho udleverer selv smartphones, kameraer og andet udstyr, og det har vist sig at være en effektiv måde til at fortælle historien om, hvad der virkelig foregår i det fattige kongerige i Sydøstasien, fortæller Naly Pilorge, der er Licadhos direktør og lige nu er i Danmark for at deltage i et debatmøde om metoden, som Folkekirkens Nødhjælp netop har afholdt. 

”Vi har fundet ud af, at det er vigtigt for folk at dokumentere og tage kontrol over deres egen skæbne. Med brug af smartphones kan de optage hændelser for at indfange spørgsmål om menneskerettighedskrænkelser. Navnligt i Cambodja hvor der er restriktioner for menneskerettigheder og forsamlingsfriheden, handel med kvinder og børn og fysisk vold fra politiets side,” siger Naly Pilorge.

Selvom Cambodja er et fattigt land med ringe infrastruktur, få økonomiske midler og begrænset adgang til internettet, så kan en simpel smartphone og en lille sjat penge bringe folkets stemmer og oplevelser op på et nationalt og internationalt niveau. En vision, der dog også lever side om side med risikoen for, at videoer bliver klippet om og brugt til at fortælle en anden historie samtidig med, at organisationen har en udfordring i forhold til at beskytte de voldsofre, der fremtræder i videoerne og senere kommer på nettet.

”Teknologi og smartphones gør befolkningen til ’borgerjournalister’. Det er nyttigt, da medierne i vores land styres af regeringen, og oplysningerne er meget forvrængede. Hvorvidt brugen af smartphones kan påvirke institutioner og systemer og reducere krænkelse af menneskerettighederne er stadig ved at blive afprøvet,” siger Naly Pilorge.