Prøv avisen

Mobning skader flere år frem

Ifølge en undersøgelse fra forskere på Duke University, hvis konklusioner netop er offentliggjort i fagtidsskriftet JAMA Psychiatry, har både skolegårdens mobbeofre og de, der piner og plager dem, forhøjet risiko for psykiske lidelser langt ind i voksen-årene. Foto: Sonja Iskov Denmark

Både mobbede børn og deres mobbere har forhøjet risiko for psykiske lidelser som voksne, viser forskning

Mobning gør ikke kun børn stærkere, men kan også gøre ondt langt ind i voksenårene. Det konkluderer en amerikansk undersøgelse, som er det hidtil mest omfattende forsøg på at granske de langsigtede konsekvenser af mobning i barndommen.

Ifølge undersøgelsen fra forskere på Duke University, hvis konklusioner netop er offentliggjort i fagtidsskriftet JAMA Psychiatry, har både skolegårdens mobbeofre og de, der piner og plager dem, forhøjet risiko for psykiske lidelser langt ind i voksen-årene.

LÆS OGSÅ: Drilleri og mobning skal forhindres

Eksperter har længe vidst, at mobning kan gøre stor psykisk skade på både ofre og udøvere, men undersøgelsen fra Duke University, der er baseret på data indsamlet fra 1440 undersøgelsespersoner over en mangeårig periode, er blandt de første til at sætte tal på problemet.

Vi var overraskede over, hvor dyb en indvirkning mobning har på en persons langsigtede psykologiske funktion. De psykiske skader forsvinder ikke bare, når personen bliver voksen og ikke længere mobbes. Det er noget, som bliver hos dem. Hvis vi kan forholde os til det nu, kan vi undgå en masse problemer ude i fremtiden, siger William Copeland, der er lektor i psykiatri på Duke University og undersøgelsens pennefører.

Forskere fra Duke University konkluderer blandt andet, at mobbeofre er 4,3 gange mere tilbøjelige til at lide af angst som voksne, end de, der ikke har oplevet mobning i barneårene, mens deres plageånde er fire gange så tilbøjelige til at udvikle antisociale personlighedsforstyrrelser.

Og børn, der både mobbes og mobber, er endnu værre stillet. De har ifølge undersøgelsen en 14,5 gange højere risiko for at udvikle angst, en 10 gange højere risiko for at lide af selvmordstanker og en knap fem gange højere tilbøjelighed til at lide af depression end dem uden erfaringer med mobning.

Forskerne brugte data fra en undersøgelse, der med et begyndelsestidspunkt i 1993 interviewede 1440 præ-pubertære børn om deres erfaringer med mobning og drilleri hvert år, indtil de fyldte 16 år. Også børnenes forældre eller værger blev interviewet. Forskerne interviewede atter undersøgelsespersonerne og evaluerede deres mentale helbred, da de fyldte 19, 21, 24 og 26 år.

Resultaterne er justeret for fattigdom, fysisk eller seksuelt misbrug, ustabile familieforhold og andre faktorer, der kan øge individers risiko for psykiske lidelser.