Moderate britiske konservative advarer mod højredrejning

Konservative vælgere støtter Boris Johnsons Brexit-kurs, men mange har allerede forladt partiet. Parlaments-medlemmer frygter at tabe de midtersøgende vælgere som følge af Brexit, der nu igen risikerer at blive udskudt

Det Konservative Parti har mistet næsten hver tredje af sine vælgere siden valget for to år siden.
Det Konservative Parti har mistet næsten hver tredje af sine vælgere siden valget for to år siden. . Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvis premierminister Boris Johnson ikke får en ny aftale med EU om Brexit senest den 19. oktober, så bliver han meget mod sin vilje nødt til at leve op til en ny lov og bede de øvrige 27 EU-lande om, at den britiske udmeldelse nok engang bliver udskudt fra den 31. oktober til udgangen af januar, viser britiske regeringsdokumenter ifølge BBC.

Den sidste indrømmelse er kommet efter det konservative landsmøde, hvor Johnson ellers satte hårdt mod hårdt ved at holde fast i, at briterne forlader EU med udgangen af oktober – aftale eller ej.

Og det var en strategi, som to tredjedele af de konservative vælgere fuldt ud bakker op om, nu da premierministerens udspil til en ny skilsmisseaftale granskes af de andre EU-lande. Men det er kun de vælgere, der fortsat vil stemme konservativt. Partiet har mistet næsten hver tredje af sine vælgere siden valget for to år siden. Primært til Brexit-partiet, men De Liberale Demokrater har med en klar pro-europæisk kurs også gjort indhug.

På et debatmøde under det netop overståede konservative landsmøde i Manchester vakte de tal bekymring hos parlamentsmedlemmet To-bias Ellwood, som frygter, at den konstante tale om at forlade EU uden nogen aftale skubber midtervælgere væk.

”Hvis vi rykker mere mod højre, så er der nok nogle, der vil klappe os på skuldrene. Men vi vil tabe folk som mig, som går tilbage til tankerne hos Edmund Burke. Og vi er nødt til at holde fast i vore vælgere,” siger han med henvisning til den britiske socialkonservative filosof, hvis tanker har stor indflydelse på den midtsøgende fløj i partiet, der kalder sig ”One-nation Conservatives”.

Parlamentsmedlemmet for Wells i Somerset, James Heappey, erklærer sig også som One-nation-konservativ.

”For et år siden sagde jeg på tv, at Boris Johnson aldrig kunne blive leder af partiet. Men vi har nu behov for klarhed om Brexit, og jeg er gået fra at sige ’Aldrig Boris’ til at støtte ham,” siger James Heappey, som er irriteret over, at han nu ofte bliver sat i bås på partiets højrefløj, bare fordi han nu siger, at det er nødvendigt at få Brexit gennemført på den ene eller anden måde.

Men han støtter beslutningen om at fratage 21 partifæller deres medlemskab af den konservative parlamentsgruppe, fordi de stemte imod regeringen.

”Vi kan ikke komme udenom, at mange af dem også er One-nation-konservative. Men vi skal have Brexit overstået, og som soldat ved jeg, at når du er i en fastlåst situation, så kan du enten fortsætte fremad eller foretage en tilbagetrækning. De 21 blev advaret af premierministeren. Vore modstandere siger, at det er en bevægelse mod højre, men de stod i vejen for, at vi kunne gå videre med Brexit,” siger James Heappey, hvilket udløser et sjældent bifald ved debatmødet.

Tobias Ellwood er også tidligere officer, og han forsvarer også beslutningen. Men han havde gerne set samme hårde kurs over for de konservative Brexiteers, der nægtede at støtte Theresa Mays aftale med EU, som hendes afløser Johnson nu prøver at ændre på rekortid.

”Disciplin er afgørende. Manglende disciplin var årsagen til, at vi tre gange ikke fik flertal for Theresa Mays aftale med EU,” siger han.