”Bomber, mortergranater og kugler susede over vores hoveder. Alle i nabolaget flygtede. Det var forfærdeligt.”
Sådan beskriver en beboer i den irakiske by Mosul sin egen og familiens flugt under et bombardement i sit kvarter. Citatet er blot et blandt mange, som er at finde i en ny rapport fra Internationalt Røde Kors (ICRC), som undersøger de ødelæggende menneskelige konsekvenser, som moderne krigsførelse i byer har. Rapporten tager udgangspunkt i de tre mellemøstlige lande Irak, Syrien og Yemen, hvor halvdelen af alle drab eller kvæstelser i verden i forbindelse med krig fandt sted mellem 2010 og 2015.
Rapporten viser, at verdenssamfundet er vidne til en stor historisk forandring af, hvordan væbnede konflikter udkæmpes, og hvor større og mindre byer er fanget i urban krigsførelse i flere år ad gangen. Regeringsstyrker og ikke-statslige væbnede grupper udkæmper kampe i gaderne med både bombardementer, soldater på jorden og selvmordsbomber. Og midt i det hele står civilbefolkningen.
Ifølge rapporten er en af de fundamentale årsager til det høje civile antal ofre, at der er en generel mangel på respekt for Den International Humanitære Lov (IHL), også kaldet ”krigens regler”, som er en del af Genève-konventionerne. Det er Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet og professor på Center for Krigsstudier ved Syddansk Universitet, enig i.
”De væbnede grupper, som kæmper i de pågældende lande, tager ikke Genève-konventionerne alvorligt. Det er de ligeglade med,” siger han,.
Han forklarer, at reglerne oftest bliver brudt i lande med borgerkrigslignende tilstande, hvor staten ikke fungerer, og hvor regimerne er pressede på deres eksistens.
Det betyder samtidig, at mulighederne for, at hjælpeorganisationer kan yde deres hjælp, er stærkt begrænsede, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.
”Det gør det meget svært at udføre den humanitære bistand, når der ikke er respekt for fundamentale regler som at beskytte både hjælpearbejdere og de institutioner, som skal yde beskyttelse for civilbefolkningen,” siger han.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen er problemet i denne slags konflikter, at alle medlemmer af én bestemt befolkningsgruppe – som for eksempel en religiøs eller etnisk befolkningsgruppe – anses som potentielle fjender.
”Derfor er der ikke længere et skel mellem soldater og civile på samme måde som tidligere,” siger han og understreger samtidig, at man bør se udviklingen i et større perspektiv og minder om lignende tilstande i byerne Stalingrad, Berlin, Nagasaki og Hiroshima under Anden Verdenskrig.
”Når man anlægger den historiske målestok og ser på tallene, så dør der stadig færre som følge af konflikt,” siger han.
At urban krigsførelse ikke er noget nyt understreges også i rapporten, men det er igen blevet mere almindeligt, og kampene er blevet mere destruktive. Ifølge rapporten viser flere skøn, at de civile dræbte og sårede udgør 92 procent af dræbte og sårede ved forskellige bomber i befolkede områder sammenlignet med 34 procent i andre områder. Og i Syrien er flere end 11,5 millioner flygtet fra deres hjem siden krigens begyndelse i 2011, hvilket svarer til mere end tre mennesker i minuttet.8