Med det syriske regimes erobring af Aleppo har Rusland og Iran hjulpet den syriske leder, Bashar al-Assad, til dennes største sejr i den fem år lange borgerkrig. Omverdenen taler samtidig om en af de største forbrydelser mod menneskeheden i dette århundrede.
I Rusland taler man til gengæld om en stor sejr over Islamisk Stat og benægter alle beskyldninger om, at Rusland skulle være med- skyldig i krigsforbrydelser mod civile i Aleppo. Men for Rusland og præsident Vladimir Putin er det også en sejr over Vesten. Inden Rusland i efteråret 2015 gik ind i krigen og påbegyndte sin luftkampagne, var Assad og det syriske regime ved at falde. Kreml har solid adgang til efterretninger i Syrien, og analysen i Moskva var, at regimet ville falde inden for få uger, hvis ikke noget blev gjort.
Så ville Rusland have mistet sin sidste skakbrik i Mellemøsten og være irrelevant i regionen, mens USA, Iran, Tyrkiet og Saudi-Arabien kunne dominere regionens stormagtsspil.
I dag er Assad konsolideret i Syrien, og som beskrevet i gårsdagens avis er Vesten blevet irrelevant for en løsning i Syrien; en sådan er nu op til Rusland, Iran og Assad. Vesten er magtesløs, og FN er – via dem russiske vetoret i Sikkerhedsrådet – handlingslammet. Samtidig har Putin her i 2016 kløgtigt kørt den afgående amerikanske præsident, Barack Obama, og dennes udenrigsminister, John Kerry, ud på et sidespor, så Putin kunne få Aleppo, inden Obamas afløser i Det Hvide Hus, Donald Trump, kan træde i karakter.
De menneskelige katastrofer i Aleppo kan gøre det vanskeligt at se nøgternt på en aktør som Rusland. Men med et stadigt højere konfliktniveau mellem Rusland og Vesten er det nødvendigt at forstå den udenrigs- og sikkerhedspolitiske tænkning, der former Ruslands handlinger og de motiver, der driver Putin ud i konkrete konflikter.
Havde USA og dets allierede spurgt Rusland forud for aktionerne i henholdsvis Irak og Libyen, om det var klogt at komme af med Saddam Hussein og Moammar Gaddafi, ville svaret have været nej. Ikke af kærlighed til de to diktatorer, men på grund af en stats- og sikkerhedspolitisk analyse af hele regionen. Rusland er optaget af regionens geopolitik og finder det klogest med flere, relativt jævnbyrdige magter frem for en region, hvor en eller flere magter forsøger at opnå dominans. Det første giver regional stabilitet, der andet giver uforudsigelighed.
Derfor er det i russisk optik en stabilisering af regionen, at Assad-regimet nu er inde i en konsolideringsfase. Ligesom man anser det for naturligt, at man selv har en rolle at spille i regionen, fordi man netop har undgået et Irak- eller Libyen-scenarie i Syrien. Havde Vesten været den dominerende magt i Syrien, ville det ende som i de to andre tilfælde, med en fejlslagen stat, lyder ræsonnementet.
Putins motivation for at gå ind i Syrien handler dog om noget helt andet. I sommeren 2015 var han den mest isolerede af de magtfulde statsledere i verden som følge af Ukraine-konflikten. Syrien viste sig som en mulighed, da der var en række centrale asymmetrier til stede, der muliggjorde et russisk engagement.
Der var politisk asymmetri – Rusland var parat til at handle politisk, det var Vesten ikke i samme direkte omfang. Der var militær asymmetri – Rusland var parat til at handle militært, det var Vesten ikke. Er disse asymmetrier ikke til stede, er Rusland til hver en tid Vesten underlegen.
Er de til stede, så benytter Putin sig af det – det er læren af Georgien-krigen i 2008, Krim og Østukraine i 2014 og Syrien i dag. Syrien-engagementet virkede og gjorde Putin relevant og uomgængelig for alle betydende magter igen.
Nu kan Putin være på vej tilbage i isolation, eller han kan få ret i sin analyse af Vestens manglende evne til at stå sammen om sine principper. Når Vesten ikke længere er relevant i Syrien, så bliver Rusland også mindre relevant for Vesten samme sted.
Det afgørende bliver nu, hvorvidt Vesten diplomatisk – med alle de midler, der er – holder Rusland og Putin ansvarlig for krigsforbrydelser. Gør Vesten det, har Putin kørt sig selv og sit land tilbage i international isolation. Gør vi ikke, så bekræftes Putin i Vestens manglende principfasthed og vedholdenhed.
Svaret gives her i 2017 af et USA under Trump og et EU med Brexit, fransk præsidentvalg og tysk forbundsdagsvalg. Svaret gives af os.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.