Prøv avisen
Interview

Lisbeth hjælper fattige børn i Indien: "Jeg havde så meget at give af"

"Jeg kunne ikke vende mig væk,” siger Lisbeth Johansen om mødet med gadebørnene i Kolkatas slum, som hun i dag blandt andet hjælper ved at drive en specialskole og et børnehjem. Omkring 250.000 af Indiens 12 millioner gadebørn bor i det tidligere Calcutta. – Privatfoto.

Lisbeth Johansen kunne ikke vende sig bort fra børnene i slummen i den indiske by Kolkata. ”Man kan næsten kalde det et kald,” siger kvinden bag hjælpeorganisationen LittleBigHelp

De fleste danskere kan godt lade være med at stifte deres egen hjælpeorganisation. De kan også godt undlade at etablere et børnehjem og en skole til gadebørn i et beskidt, lugtende slumkvarter i Sydasien.

Men det kunne Lisbeth Johansen ikke, da hun i 2010 rejste til Kolkata, tidligere Calcutta, der er hovedby i den østlige delstat Vestbengalen i Indien. Her så hun, hvordan børn og voksne kæmpede for at overleve i slumområderne. Hun så børn, der boede alene på gaden og sniffede lim, børneprostituerede og en fattigdom så dyb og håbløs, at hun følte sig nødsaget til at blive og selv gøre noget.

”Indimellem møder vi si-tuationer her i livet, som vi ikke kan vende os bort fra. For mig var det her en af de situationer: Jeg kunne ikke vende mig væk,” siger hun.

Lisbeth Johansen var endt i Kolkata ved et tilfælde, fordi det var det billigste sted i Indien at flyve til fra Thailand, hvor hun opholdt sig forinden. Planen var, at hun skulle blive i Kolkata i nogle dage og så rejse videre.

På det tidspunkt havde den danske kvinde allerede rejst flere gange i Indien, og året før havde hun stiftet hjælpeorganisationen LittleBigHelp, der i første omgang havde til formål at samle penge ind til hjælpeprojekter i landet.

Det er ni år siden, at Lisbeth Johansen ankom med sin rygsæk til Kolkata, og hun er endnu ikke vendt ’rigtigt’ hjem til Danmark igen. I dag deler den 45-årige uddannede akademiøkonom sin tid mellem Kolkata og Amager i Danmark, og LittleBigHelp har efterhånden sat sig tydelige spor i den indiske millionby, hvor hjælpeorganisation driver 22 projekter i alt. Projekterne tæller blandt andet et børnehjem, skoler og en række uddannelsesprojekter for kvinder, og de inkluderer tilsammen flere hundrede udsatte børn og kvinder.

Inden Lisbeth Johansen stiftede LittleBigHelp, var hun nordisk salgs- og marketingschef for den internationale hotelkæde Radisson Edwardian og arbejdede som coach ved siden af sit faste job.

Hun rejste meget, havde et spændende og vellønnet job, og på papiret manglede der ikke noget i hendes liv. Alligevel slap hun efter nogle tillløb det hele, da hun var klar. Og på det tidspunkt var beslutningen ikke længere svær.

”Jeg følte, at jeg havde så mange ressourcer at trække på og så meget at give af. Det var virkelig en stærk kraft i mig – man kan næsten kalde det for et kald. Jeg har nok altid været god til at følge mit hjerte. Og så har jeg en stærk vilje. Viljen har været mit våben i hjælpearbejdet,” siger hun.

Våben bliver brugt i kamp, og en del af tiden er LittleBigHelps hjælpearbejde også en kamp, fortæller Lisbeth Johansen.

”Alting er svært i Indien. Korruptionen og ineffektiviteten er så udbredt og præger alt, hvad der foregår. For at kunne arbejde i Indien skal man for eksempel have en international bankkonto. Det tager fire år at få en, og selv når de fire år er gået, og det altså burde være i orden, så går der alligevel tre måneder mere, uden at det kommer til at fungere,” siger hun.

Meget handler om korrup-tion, og det ville muligvis være gået hurtigere med at få bankkontoen klar, hvis LittleBigHelp betalte bestikkelse.

”Men det gør vi ikke. Så efter at have hørt om processen i ugevis fra en af mine medarbejdere, der kæmpede med det, endte jeg med selv at møde op i banken for at komme til at tale med den ansvarlige. Der forsøgte jeg høfligt at bede ham om at få det ordnet. Tilfældigvis kom vi til at tale om yoga, og dét interesserede os begge. Dagen efter var det blevet bragt i orden med bankkontoen,” siger hun.

Tilfældigheder, uvished og ventetid er grundvilkår i Lisbeth Johansens arbejde. Alligevel hænger det sammen og giver mening for ngo-iværksætteren. For hun havde ret i, at Kolkatas gadebørn og udsatte kvinder havde brug for hjælp, til trods for at hun kun så en brøkdel af deres virkelighed ved første blik.

”Jeg kunne ikke have forestillet mig noget af det, de børn og kvinder her har overlevet: Børn, hvis far har kastet syre på børnenes mor, og som nu fra fængslet truer med at slå børnene ihjel for at straffe sin kone. En kone, der i øvrigt har solgt sine egne æg i et forsøg på at forsørge familien. Eller tidligere gadebørn, der er kommet hen og bo på vores børnehjem, og hvis forældre holder op med at besøge dem. Det frygtelige i at sidde med et barn i armene, der spørger én, hvorfor dets mor og far ikke mere kommer på besøg,” siger Lisbeth Johansen.

Det er hårdt at være vidne til børnenes liv, og netop fordi hun vil holde til arbejdet på den lange bane, gør hun meget ud af også at behandle sig selv godt.

”For alting går bedre, ikke mindst hjælpearbejdet, når jeg behandler mig selv rigtigt,” understreger hun.

Afbrækkene i Danmark er med til at give ny energi, og i dag deler hun sin tid mellem projekterne i Kolkata og fundraising, coaching og yogaundervisning i Danmark.

Gennem årene har Lisbeth Johansens syn på udviklingshjælp, og på hvad hjælpen består i, ændret sig markant:

”I starten tænkte jeg, at det handlede om at give, give, give: tøj, medicin og mad. Men det udvikler ikke mennesker at give. Det gør dem bare afhængige og dovne. I dag giver vi børnene uddannelse, så de kan klare sig selv, når de en dag skal forlade børnehjemmet. Det samme gælder kvinderne. De får uddannelse, så de kan blive selvforsørgende. Mad er også vigtigt – men mad alene udvikler ikke.”