Da klokken var omkring midnat om aftenen den 28. februar 1986, ringede telefonen i statssekretær Ulf Dahlstens lejlighed i det centrale Stockholm.
Han var i gang med at pakke kufferten for at rejse til USA morgenen efter, hvor han skulle planlægge statsminister Olof Palmes statsbesøg hos præsident Ronald Reagan.
Den slags havde han gjort mange gange forud for besøg hos statsledere verden rundt. Palme var nær ven af Indiens Rajiv Gandhi, besøgte Fidel Castro i Cuba og tilskrives af mange ansvaret for, at det sydafrikanske apartheid-regime faldt.
Mange kalder Palme for den største politiker, Norden har set.
For Ulf Dahlsten var den slags opkald almindelige, og han modtog ofte sene samtaler fra statsministeren, som ville drøfte politiske sager med sin statssekretær, der var landets højest rangerede embedsmand.
På det seneste var tonen mellem dem blevet anstrengt, men aftenen inden havde de talt sammen i flere timer på kontoret og lagt uenighederne bag sig.
I den modsatte ende af telefonlinjen var en oprevet politibetjent, der ringede fra hospitalet Sabbatsberg.
”Olof Palme er død, du er nødt til at komme herned,” lød den korte melding.
Ulf Dahlsten havde på det tidspunkt arbejdet sammen med Palme i tre år og vidste godt, at statsministerens hårde fremtoning havde skabt fjender - både i Sverige og udlandet.
Dahlsten forstod dog alligevel ikke rigtigt, hvad der foregik, men fik de næste timer samlet landets ledende politikere og hastede senere på natten ned til hospitalet, hvor han talte med statsministerfruen Lisbet Palme. Hun var selv nær blevet slået ihjel sammen med sin mand gennem 30 år, da parret var på vej hjem fra biografen Grand, hvor de sammen med deres søn Mårten og hans kæreste havde set den svenske komedie ”Brødrene Mozart”.
Hun var ude af sig selv, og for det svenske politi, der så småt begyndte at forstå alvoren, var desperationen total.
Uden central koordinering kørte betjentene rundt i vildelse i Stockholms nat og ledte efter spor, der kunne opklare, hvem der havde slået landsfaderen ihjel.
Sverige var med ét forandret for altid.
I krydset mellem Sveavägen og Tunnelgatan i Stockholm døde ikke bare Nordens måske største politiker i moderne tid, men også drømmen om en fredsnation, der med Palmes ukuelige aktivistiske stil kunne løse verdens store konflikter og skabe et Sverige af mangfoldighed, multikultur og lighed.
Ulf Dahlsten stod de næste mange dage med ansvaret for, at nationen kunne komme videre.
”Det var først til selve begravelsen, at jeg egentlig forstod, hvad der var sket. Jeg havde i mange døgn bare kørt på for at løse opgaven og få Sverige til at fungere, men der gav jeg til sidst slip,” siger han i dag.
Vaneforbryderen Christer Pettersson blev udpeget af Lisbet Palme som drabsmanden og i 1989 dømt for mordet i byretten, men senere frikendt i landsretten, fordi der var blevet sået tvivl om Lisbet Palmes erindring af mordet.
Ifølge Ulf Dahlsten skal Pettersson flere år inden drabet have opsøgt regeringsbygningerne og søgt information om Palmes adfærd.
Den tidligere statssekretær er som Lisbet og sønnen Mårten Palme overbevist om, at Pettersson er gerningsmanden, og at svenskerne bør acceptere den ubekvemme sandhed. Deres landsfader blev dræbt af ”en almindelig Svensson” og ikke i en international sammensværgelse. Petterson døde i 2004 - angiveligt kort inden et planlagt møde med Mårten Palme, hvor han ville tilstå.
Dahlsten kritiserer i dag den daværende anklager for at have misforstået Lisbet Palme og for ikke at have anket sagen til højresteret omgående.
”Problemet er, at mange svenskere ikke er tilfredse med konklusionen om, at en ensom mand på kanten af samfundet har gjort det. Den forklaring passer ikke dem, der elskede Palme. De vil have det til at handle om et internationalt attentat, og for højrefløjen, der hadede ham, er sandheden ligeså slem. De vil ikke stå med ansvaret for at have opbygget det had, der til sidst slog ham ihjel,” siger Palmes tidligere statssekretær.
I årene efter mordet er anklagerne om politiets ringe håndtering af sagen blusset op adskillige gange. Hvorfor lukkede de ikke grænserne, informerede befolkningen ordenligt og satte alt mandskab ind for at fange morderen?
Svensk politi holdt i går en pressekonference i anledning af 30-årsdagen, uden at der dog kom noget nyt frem, og generelt er mange svenskere blevet trætte af politiets inkompetente behandling af nationens største traume. I stedet sætter de deres lid til, at krimiforfattere som Jan Guillou eller Leif G.W. Persson finder nye spor, der kan opklare sagen.
Jan Guillou selv mener dog, at mange svenskere slet ikke har interesse i, at forbrydelsen bliver opklaret.
”Palme står i dag som en kultfigur for det moderne, progressive Sverige, men hvis han i stedet var snublet ned af trappen i biografen, havde eftermælet været helt anderledes. Myten er meget større, end Olof Palme selv var, og de socialdemokratiske romantikere svælger i, at han døde en martyrdød for Sverige. Derfor tror jeg aldrig, at man vil acceptere, at han blev slået ihjel af en Svensson,” siger krimiforfatteren.
Jan Guillou tror ikke, at den svenske offentlighed nogensinde kommer til at acceptere, at Palme ikke døde den heltedød, mange ønsker.
”Vi så jo Palme sammen med alverdens statsledere, og nogle giver ham ansvaret for, at apartheid i Sydafrika stoppede. Den fortælling er der meget få som ønsker skal dø, og den er en stor del af vores politiske arv. Det skal være et statsmord, der svarer til statsmanden Palme, som lagde grundstenen for det moderne Sverige, og derfor kommer vi aldrig videre,” siger han.
Den danske forfatter Thomas Ladegaard har i mange år fulgt det komplekse sagsforløb efter drabet og udgav for nylig bogen ”Palmemordet”.
Han forklarer den store fascination af drabet med, at der dengang ikke var hændt noget lignende i det fredelige Skandinavien, hvor der på den tid gik film som ”Olsen-banden” og den svenske ”Jönssonligan” i biograferne.
”Det er et stort mysterium og et åbent sår, at den mest markante nordiske politiker i det 20. århundrede på så simpel vis blev slået ihjel, uden der i dag er udsigt til, at sandheden kommer frem,” siger Thomas Ladegaard.
Han mener ligeledes, at myten om Palme er større end personen og dennes politiske resultater, men peger også på, at skammen over den manglende modstand mod Hitler under Anden Verdenskrig åbnede et rum for at tryllebinde svenskerne med en ekstremt aktivistisk udenrigspolitik.
”Palme havde en forklaringskraft i sin hårde internationale linje og skabte tanken om Sverige som en humanitær stormagt som modsætning til krigens tavshed. Han viste, at Sverige som land kunne spille en vigtig rolle, og skabte grobunden for den politiske arv, der stadig lever i Sverige. Mange sagde dengang ikke, at de meldte sig ind i Socialdemokratiet, men at de meldte sig ind i Palmes parti. Sådan taler man ikke længere om statsministre i Skandinavien,” siger forfatteren.