Moriscoerne kræver samme ret til pas som sefardijøderne

Arabere, der boede i det sydlige Spanien gennem århundreder, indtil de ligesom jøderne blev udvist, vil også kræve kompensation af staten

Der menes at være omkring 600 familier af spansk herkomst i Marokko i dag. –
Der menes at være omkring 600 familier af spansk herkomst i Marokko i dag. –. Foto: Christian Goupi/AGE/.

Sefardijødernes mulighed for at opnå spansk statsborgerskab har fremkaldt misundelse hos de såkaldte moriscoer, det vil sige arabere, der boede i det sydlige Spanien gennem århundreder, indtil de ligesom jøderne blev udvist.

Den spanske stat bør give samme rettigheder til alle de udviste og også give moriscoerne mulighed for at søge spansk pas. Hvis regeringen ikke gør det, vil den være selektiv, for ikke at sige racistisk, siger Bayib Loubaris, der er formand for foreningen Mindet om Andalusierne, som efterkommerne af moriscoerne kaldes i Marokko, til det spanske nyhedsbureau EFE.

De moriscoer, der ikke ville konvertere til kristendommen, blev udvist af Spanien i 1610. Der var skønsmæssigt tale om 300.000 mennesker, der fortrinsvis bosatte sig i landene på den anden bred af Middelhavet, især i marokkanske byer som Tetuan, Fez og Rabat, men nogle valgte Algeriet og Tunesien.

LÆS OGSÅ: Mange jøder vil søge spansk statsborgerskab

Moriscoerne har i modsætning til en del sefardijøder, der stadig taler den spanske dialekt ladino, ikke bevaret deres eget sprog. Men de medbragte en kultur og en livsform, der bar præg af deres lange ophold i Spanien, og som selv i dag kan ses i blandt andet arkitekturen (huse med typiske grønne tegltage), i deres beklædningsgenstande, i deres madlavning og i deres musik. Og de kom på grund af deres uddannelsesniveau og kultur til at udgøre en overklasse i de nye lande, hvor livet i begyndelsen af det 17. århundrede var meget primitivt og fattigt.

Det ville ikke være det store problem at give statsborgerskab til moriscoerne. I dag menes der kun at være omkring 600 familier af spansk herkomst i Marokko og et meget lavere antal i de andre Maghreb-lande.

Derimod kan den spanske stat få sin sag for, hvis samtlige næsten fire millioner jøder med spanske aner søger det statsborgerskab, som den borgerlige regering har lovet dem som kompensation for den historiske fejltagelse, det var at udvise dem i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede.

Men lederen af Konferencen af Europæiske Rabbinere, Pinchas Goldschmidt, mener ikke, det er nok oprejsning med et spansk pas.

Det jødiske folk har krav på en formel undskyldning. Det ville klæde den spanske regering. For det er et spørgsmål om historisk og moralsk retfærdighed, som han udtrykte det for nogle dage siden i Jerusalem.