Prøv avisen

Mostar skal være én by med ét folk

Bygget af tyrkerne i 1566 stod broen over Neretva-floden gennem århundreder og verdenskrige, men bukkede under for et kroatisk angreb i 1993. En handling, som blev bedømt som det måske klareste tegn på krigens meningsløse ødelæggelser i det tidligere Jugoslavien. I 2004 blev broen genopbygget, men forener ikke de kristne kroater og bosniakiske muslimer, der lever på hver sin side af floden. -- Foto:Laura Elisabeth Schnabel. Foto: Laura Elisabeth Schnabel.

TILBAGE: IMOSTAR Sanel flygtede til Danmark med sin mor og søster, da han var 14 år. Sidste år vendte han tilbage til sin fødeby, Mostar, i Bosnien. Her befinder han sig i en verden, hvor mange stadig lever i en by splittet mellem kristne og muslimer

Fra Sanels lejlighed lyder historien om Mostar flere gange hver dag. Går man ud på hans altan mod øst, kan man se samtlige tårne på moskeer i Mostar. Fra modsatte ende af lejligheden er udsynet over vestsiden helt anderledes. Her er det kirketårne og kors, der dominerer billedet.

På den bosniakiske østside er vejskiltene blå. Passerer man broen over Neretva-floden, skifter skiltenes farve til rød på den kroatiske vestside. Det samme gælder de mange dødsannoncer, der hænger på byens lygtepæle og husvægge. De grønne dødsannoncer er bosniakiske. De har et lille billede i venstre hjørne, og i midten af dødsannoncen omkranser en halvmåne en stjerne. De sorte, med tilsvarende billede og et kors i midten, er kroatiske.

Den skarpe opdeling mellem muslimske bosniakker og kristne kroater er et levn fra krigen i Bosnien-Hercegovina. Den delte byens borgere i to halvdele på hver sin side af floden, der snor sig gennem byen.

Men for Sanel på 27 år og hans kæreste, Anja på 25 år, er det vigtigt ikke at dele alt op i bosniakiske og kroatiske områder, folk og bygninger. Ikke hvis byens indbyggere skal komme videre efter krigen fra 1992 til 1995.

– Der er børn i folkeskolen, som aldrig har været i den anden del af byen. Men man tager en beslutning, om man vil bo i én by eller i to halvdele. Vi har valgt det første, siger Sanels kæreste Anja, der er taget med Sanel til Mostar.

Efter 12 år i Danmark er Sanel nu flyttet tilbage til den lejlighed, hvor han voksede op med sin familie. Lejligheden ligger på den såkaldte kroatiske

side af byen, to gader fra krigens frontlinje. På grund af lejlighedens placering på den kroatiske side har Sanel kun mulighed for at vælge et kroatisk telefonselskab. Det tilsvarende gælder på den bosniakiske side. Men fra næste år er der planer om at lave det om, så alle byens borgere frit kan vælge mellem de to teleselskaber i byen.

Og det er en drejning, som ifølge Sanel adskiller sig fra en til tider fastgroet holdning om at dele Mostar i to. Før krigen var byens borgere venner på tværs af religionerne, men i dag hører man folk fortælle, at de ikke længere

taler med deres tidligere venner. Kun fordi de tilhører en anden religion. Og alle byens folkeskoler, tekniske skoler og universiteter er også delt i bosniakiske og kroatiske skoler.

Ifølge Sanel skal der en grundlæggende holdningsændring til, hvis byen skal komme videre og samle sig til én by med ét folk.

– I Mostar er der flere moskeer og kirker, end der er mennesker til at fylde dem ud. Hvis vi skal komme videre efter krigen, så nytter det ikke noget med den overfokusering på religion, siger Sanel.

I 1992 var situationen noget anderledes. Krigen gjorde det umuligt at se bort fra de religiøse skel. Og Sanel

husker tydeligt det første tegn på, at krigen var ved at bryde ud.

– Jeg var på vej hen til mine onkler sammen med min mor og søster, da en tankvogn blev sprunget i luften lige ved siden af os. Klokken var fem om eftermiddagen. Dagen efter skulle jeg i skole, men blev sendt hjem igen, fordi der kun var mødt to op fra min klasse. Læreren sagde, at vi skulle tage hjem, fordi der var krig, fortæller Sanel.

Sanel og hans familie er bosniakker, men boede på den kroatiske side af floden ligesom mange andre muslimer. Han fortæller, hvordan bosniakkerne deltog i to krige. Først mod serberne og så mod kroaterne. Hans far døde i den første krig, da Sanel var 13 år.

– Serberne kom fra bjergene og tog den muslimske side. Min far kæmpede som soldat mod serberne og var med, da den side af byen skulle befries igen. Han svømmede over floden sammen med en anden spejder for at se, om der var klar bane til, at de andre bosniske soldater kunne kommer over floden. Det var der. Han nåede at kravle op i en bygning og hænge det bosniske flag op, men da de skulle gemme sig og vente på de andre, blev han skudt af serberne. Min far døde den 13. juni 1992, siger Sanel.

Det var ikke sidste gang, at Sanel mærkede krigen på egen krop. Året efter startede krigen mod kroaterne.

– De kroatiske soldater kom ind i vores lejlighed og ledte efter våben. De sagde, at vi ikke måtte være her mere. Dagen efter skulle vi være ude. Vi endte i en flygtningelejr i det nordlige Kroa-

tien, hvor vi boede i otte måneder sammen med 800 andre flygtninge. Vi forsøgte flere gange at komme til udlandet, men ingen ville tage imod os. Den 17. marts 1994 kom vi til Danmark, fortæller Sanel.

Sanel, hans mor og søster endte på Asylcenter Avnstrup på Sjælland, men kom hurtigt til et asylcenter på Langeland, hvor de boede i to år. Forholdene på asylcentrene var ikke gode, men det var trods alt "bedre end flygtningelejren i Kroatien".

– Vi kunne selv lave mad, og vi gik i skole på asylcenteret. Men undervisningen var på et meget lavt niveau. Og det eneste, vi havde tilfælles på asylcentret, var krigen og minderne, siger Sanel.

Han fik lov til at tage på Rantzausminde Efterskole ved Svendborg, men var der kun i tre måneder, da det var for svært at følge med i undervisningen, der udelukkende foregik på dansk. Men et års ophold på en dansk-bosnisk kostskole resulterede i et flydende dansk, der gav Sanel mod på at gå videre i uddannelsessystemet.

Skolegangen beskriver Sanel som en stor lettelse.

– Der følte jeg, at jeg fik en del af min barndom tilbage. Den barndom, som krigen havde afbrudt. Ankomsten til Danmark betød, at krigen var så langt væk, at jeg fik kræfter til at tænke mere positivt. Det var en stor lettelse for mig og min familie, at vi ikke skulle være bange mere. Og jeg fik overskud til at klare skolen og tage en uddannelse. Men det var svært at have venner, fordi vi kun ventede på at få grønt lys til at flytte fra asylcenteret. Venskaberne blev sat i anden række, fortæller han.

Sanel og hans familie fik opholdstilladelse og flyttede til Nakskov, hvor

Sanel tog 10. klasse. Med både en handelsskoleeksamen og en HF-eksamen i bagagen begyndte han senere at læse multimediedesign i Kolding, hvor han mødte Anja.

Men selvom Sanel havde bosat sig i Kolding, hvor han både havde mødt Anja og taget sin uddannelse færdig, så tænkte han hver dag på det liv, han var tvunget til at flygte fra. Sanel måtte tage tilbage til Mostar.

– Der var noget, der skulle ud af systemet. Når man bor i Danmark som bosniak, så tænker man halvdelen af tiden på Bosnien. Jeg boede ikke helt i Danmark og måtte tage tilbage hertil.

Derfor flyttede han i januar 2005 tilbage til Mostar sammen med Anja. Mødet med barndomshjemmet vækkede minder fra krigen og fra den dag, Sanel og familien blev tvunget til at flygte.

– Jeg kom til at huske på alt det ubehagelige, der skete, da vi blev smidt ud. Og jeg tænkte meget på, hvordan naboerne i opgangen ville reagere. Halvdelen af dem, der bor i opgangen i dag, var folk, som også boede her, da jeg

var lille. De fleste er kroater, og jeg var bange for, hvordan de ville modtage os, siger Sanel, der i dag har dansk statsborgerskab.

Men det viste sig, at mødet med Sanels tidligere naboer gik gnidningsfrit. Den eneste fra opgangen, som han ikke taler med i dag, er en ældre kroatisk

dame, der lejede Sanels families lejlighed ud, efter de blev tvunget til at flygte fra den.

– Jeg mødte hende engang i opgangen, hvor hun spurgte mig, hvorfor jeg ikke vil hilse på hende. Jeg vil da ikke hilse på en, som har tjent penge på at leje vores lejlighed ud, sagde jeg til hende. Der har boet andre i vores lejlighed, som har brugt vores møbler. Det hele var i meget dårlig stand, da vi kom hertil, fortæller Sanel og kigger rundt i lejligheden.

Hans blik fæstner sig ved en malerpensel. Anja og Sanel har brugt det seneste stykke tid på at sætte lejligheden i stand efter de mange år, hvor den er forfaldet dag for dag og år efter år.

Bortset fra den ældre dame har Sanel det godt med mange af byens beboere. De fleste af Anja og Sanels venner er

ligesom dem selv folk, der vælger at bo i én by, og ikke i to halvdele, fortæller Sanel.

Til dagligt arbejder Anja på et bio-grafprojekt, der ønsker at fremme kulturlivet blandt unge. Der er ikke længere en biograf i Mostar, men gennem projektet er det muligt at se film, som Anja er med til at sætte op. Desuden kan de unge låne udstyr til selv at producere film. Filmklubben er placeret

lige ved den gamle frontlinje i byen.

– Ved ikke at lægge den på den ene eller anden side, så undgår vi at have en holdning til religion og på den måde være med til at dele byen op, siger Anja og fortsætter:

– Jeg elsker at være her, selvom det kan være hårdt. Jeg er glad for, at jeg

ikke er her gennem en organisation

eller gennem frivilligt arbejde med identitet, for så var jeg måske blevet tvunget til at tage part i den religiøse opdeling. Min tilgang er en hel anden. Og det er et stort plus, for så kan jeg se Mostar som én by, siger Anja.

Også Sanel brænder for at stable initiativer på benene, der er med til at opløse den etniske og religiøse opdeling, der gennemsyrer Mostar. I dag arbejder han som engelsk-bosnisk tolk i Mostar. Om et år skal han være med til at starte et radioprojekt for børn mellem 9 og 13 år på tværs af religioner. Radioprogrammerne skal handle om demokrati.

Mange unge forstår imidlertid ikke, hvorfor Sanel har valgt at vende tilbage til Mostar.

– Jeg har det så godt her, at jeg har det helt dårligt med at sige det. Folk kan ikke forstå, hvorfor vi er her. De unges muligheder her i byen er så begrænsede, og de kan ikke bare tage af sted. Men vi har mulighed for at tage tilbage, hvis vi vil, siger Sanel.

Han og Anja er da også enige om, at de må tage tilbage til Danmark for at studere efter sommerferien, hvis de bliver optaget på henholdsvis lingvistik og historie på Københavns Universitet.

Men det bliver ikke uden returbillet til Mostar.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

krigen i Bosnien

Konflikten i Bosnien-Hercegovina stod mellem ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniakker. De religiøse grupper ønskede at skabe etnisk homogene landområder, og dermed blev omfattende fordrivelser af befolkningen krigens egentlige formål.

Krigen kom til at koste op mod 250.000 menneskeliv.

I Mostar er indbyggertallet faldet fra 150.000 før krigen til 80.000 i dag.

Før krigen var Mostars befolkning på 34 procent kroater, 35 procent bosniakker og 20 procent serbere. I dag er godt 48 procent kroater, 47 procent bosniakker og tre procent serbere.

Over to millioner mennesker i Bosnien måtte forlade deres hjem. Ved en folketælling i 1991 blev befolkningen opgjort til cirka 4,4 millioner indbyggere. Da krigen sluttede i december 1995, var 1,2 millioner bosniere flygtet til nabolandene eller til Vest-europa, mens 1,3 millioner var

blevet fordrevet inden for landets grænser.

Flertallet af de godt 400.000 bosniske flygtninge, der er vendt tilbage til Bosnien-Hercegovina siden fredsslutningen, tilhører nu et etnisk mindretal i deres hjemområde.

Danmark modtog 20.000 bosniske flygtninge i løbet af 1990'erne. I alt er 1714 flygtninge vendt tilbage igen med støtte fra de danske myndigheder.

Kilde: Afdeling for holocaust- og folkedrabsstudier og Dansk Flygtningehjælp

Den krigsramte ungdom

10 år efter, at krigen i Bosnien-Hercegovina sluttede, spøger traumerne stadig i de unges hverdag. l byen Mostar har den 42 måneder lange borgerkrig, baseret på etniske forfølgelser og udrensninger, sat sine tydelige spor hos de unge. Narkoproblemer, religiøse opdelinger og traumatiske minder fra krigen er blot nogle af de problemer, som de unge døjer med. I den kommende tid sætter Kristeligt Dagblad fokus på den krigsramte ungdom i Mostar. Dette er tredje artikel i serien.

Sanel flygtede til Danmark, da han var 14 år. I dag bor han sammen med sin kæreste Anja i samme lejlighed, som han flygtede fra under borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. -- Foto: Laura Elisabeth Schnabel.
På den gamle grænselinje mellem de bosniakisk og kroatisk beherskede dele af Mostar ligger stadig et ingenmandsland af sønderskudte bygninger. Bølger af etniske udrensninger skubbede kroaterne mod vest, bosniakkerne mod øst og serberne helt ud af byen. Byen blev opdelt i en kroatisk og en bosniakisk bydel, hvor frontlinjen og floden trækker grænsen. -- Foto: Laura Elisabeth Schnabel.