Det er ikke alle Mosuls indbyggere, der er lige taknemmelige for, at terrorgruppen Islamisk Stat (IS) øjensynligt er på vej til at være nedkæmpet i storbyen. Ifølge den irakiske hær har den befriet omkring 90 procent af Mosul, og kun nogle få bydele er nu på IS’s hænder, men for nogle af Mosuls beboere kommer det ud på et.
”Den irakiske hær kom og smadrede vores, sunni-muslimernes, områder. Og de giver os ingen kompensation,” siger familiemoderen Umm Hiba.
Under Islamisk Stat skulle alle kvinder gå fuldt tildækket med heldækkende sorte dragter, have handsker på og måtte ikke forlade hjemmet uden at være ledsaget af et mandligt familiemedlem. Og selvom den primært shiamuslimske irakiske hær har fordrevet IS fra det sydvest- lige Mosul, har hun valgt at beholde den sorte dragt og handskerne på.
Også andre steder i Mosul møder Kristeligt Dagblad borgere med lignende synspunkter. Ingen andre end Umm Hiba tør dog offentligt give udtryk for kritikken i byens befriede områder, der vrimler med irakisk politi og soldater.
En 54-årig mand, der ønsker at være anonym, siger, at han frygter, at ”så snart IS er væk, bliver vi undertrykt af shia-muslimer.”
Den frygt deler Umm Hiba. Derfor håber hun at komme væk.
”Hvis vi kan få asyl i udlandet, vil vi flytte,” siger hun.
At IS’ sunni-muslimske styre kan blive udskiftet med et shia-muslimsk styre, føler nogle borgere i Mosul sig bekræftet i, når de ser på de billeder, som den magtfulde Hashid Shaabi, en irakisk paraplyorganisation med over 40 primært shia-muslimske militser under sig, har hængt op i udkanten af Mosul – et område, der er beboet af sunni-muslimer. Der hænger billeder af Irans shiitiske åndelige leder ayatollah Khamenei, Iraks shia-leder ayatollah al-Sistani og shia-islams helteikon imam Hussein fra 600-tallet.
”Khamenei har ikke noget at gøre i Irak,” siger en kurdisk embedsmand fra Kirkuk, der ønsker at være anonym.
Han henviser til, at årsagen til IS’ fremkomst i 2014 skyldtes sunni-muslimernes følelse af at være marginaliseret af den shia-dominerede regering i Bagdad.
”Ved at opstille billeder af Khamenei, bekræfter man IS i, at sunni-muslimerne er ofre for et pro-iransk shia-styre,” siger embedsmanden.
Ifølge den israelske Irak-ekspert Ofra Bengio fra Tel Aviv Universitet i Israel ”symboliserer billedet af Khamenei shia-muslimernes sejr over sunni-muslimerne.”
”Det kan skabe uendelige konflikter og hævnaktioner,” siger hun.
Andre borgere udtrykker deres glæde over at være sluppet af med IS, men frygter også for fremtiden.
23-årige Hamid Marwan skulle som alle andre mænd under IS have langt skæg. Det skulle være mindst lige så langt som en knytnæve.
”Det er rart at slippe af med det lange skæg,” siger han.
Kvinden Umm Ahmad blev også lettet over at kunne smide den heldækkende dragt, da jihadisterne blev fordrevet fra denne del af Mosul.
”Jeg skulle gå fuldt tildækket, med flere lag slør over ansigtet. Jeg faldt flere gange og slog mig, fordi jeg ikke kunne se noget,” siger hun.
Både Umm Ahmad og Hamid Marwan er dog trods glæden skeptiske i forhold til den shia-muslimske regering i Bagdad.
”Vi ved ikke, om fremtiden bliver meget bedre,” siger Umm Ahmad.
Paraplyorganisationen Hashid Shaabi kritiseres af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International for at ”stå bag udenrets-lige drab, tortur og kidnapning af tusindvis” af primært sunni-muslimske mænd og drenge, som organisationen skrev for nylig.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den irakiske hær. Men Hashid Shaabi har tidligere afvist Amnestys anklager som ”løgn”.
Ramadhan Jamil Hassan er soldat i den irakiske hær. Han er overbevist om, at IS bliver nedkæmpet – for denne gang.
”Men IS forsvinder ikke. Zarqawi døde også i 2006, så kom IS i stedet,” siger han.
Soldaten henviser til jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, der efter USA’s invasion af Irak i 2003 dannede al-Qaedas afdeling i Irak. Den, der senere blev til Den Islamiske Stat i Irak (ISI) – forløberen for nutidens IS.
Zarqawi blev dræbt under et amerikansk bombeangreb i udkanten af Bagdad. Sunni-muslimerne, der var trætte af ISI’s brutalitet, samarbejdede dengang med amerikanerne om at nedkæmpe ISI. Til gengæld skulle de inkluderes i magten. Men shia- regeringen under premier-minister Nouri al-Maliki nægtede at imødekomme sunni-muslimerne, og derfor vendte nogle af dem tilbage til ISI. Da IS angreb Mosul i 2014, var det let for dem at indtage byen, blandt andet fordi mange sunni-muslimer var så utilfredse med regeringen i Bagdad, at de i protest foretrak de sortklædte krigere.
Joby Warrick, amerikansk forfatter til bogen ”Sorte flag” om IS, mener, at IS formentligt vil genopstå, selvom de bliver nedkæmpet, fordi problemerne, som er årsagerne til gruppens succes i 2014, ikke er løst.
”Manglen på en reel indsats for at løse de problemer, der bidrog til at styrke IS, såsom sekterismen, vil fortsat skubbe lokale sunni-muslimer i armene på terrorgrupper, herunder IS,” siger han.
Han bakkes op af Ofra Bengio.
”IS kan skifte navn, stil og sted for at tilpasse sig realiteterne. Men selvom de bliver nedkæmpet, er det usandsynligt, at radikale sunni- islamister vil forsvinde.”
