”Jeg kender hende der. Engang var hun skrædder og boede meget tæt herpå. Men jeg har ikke set hende på disse kanter længe,” siger Mohammed Ahjim og peger mod de hvide plakater på facaden.
Det er et af de få steder, hvor husmuren faktisk er intakt. Det er ikke en selvfølge i denne del af byen, den gamle bydel i Mosul, der efter tre års islamistisk styre blev befriet fra Islamisk Stat for 10 måneder siden, men som fortsat ligger i ruiner.
”Nogle af dem kommer herfra, og de er gode nok. De har bare ikke gjort noget for os endnu. Vi står stadig midt mellem miner og ruiner og uden hjem,” supplerer Faris Mahmoud Abdullah, der er stødt til midt på den øde Faruq-gade, der engang var en af Vestmosuls mest travle.
Efter hvad der af mange betragtes som nogle af de mest intense krigskampe siden Anden Verdenskrig, er gaderne i dag i det mindste farbare. En taxa kører tilmed forbi i ny og næ. Men størstedelen af Vestmosul ligger øde, er stadig ubeboet og lugter sporadisk fortsat af rådnede lig under de støvede og pulveriserede murbrokker. Noget er dog i disse dage synligt forandret i det grå gadebillede.
Overalt i Mosul er der fyldt med farverige plakater, hvor mænd og kvinder i alle aldre, generaler og sheiker, sunnier og shiaer og sågar hijabløse sminkede kvinder toner frem med alverdens budskaber. For efter knap fire års undtagelsestilstand, ultrareligiøst styre og krig går Irak i dag til stemmeurnerne i sit første parlamentsvalg, siden terrorgruppen blev besejret. Det er det fjerde demokratiske valg siden Saddam Husseins fald, og i al sin optimisme er valget symbolsk. Det kan varsle en ny begyndelse for det krigstrætte Irak generelt, men i særlig grad for indbyggerne i storbyen Mosul, som i tre år IS’ hovedby i Irak.
Men hvor både farver, liv og investeringer synes at have bragt den østlige bydel hurtigt tilbage på ret og håbefuld kurs, synes incitamentet for ”et nyt Irak” svært at spore i vest. Ikke mindst for den håndfuld mænd, håndværkere og tidligere indbyggere, som Kristeligt Dagblad møder på Faruq-gaden.
”Nej, jeg gider ikke stemme. Ham, jeg stemte på sidst, har ikke gjort noget som helst. Jeg har endda arbejdet for ham, og han skylder mig penge, jeg aldrig har fået. Hvor var han, da min søn blev dræbt? Jeg mødte ham i Østmosul for nylig, hvor han pludselig inviterede på middag. Men jeg sagde sandheden: ’Jeg vil ikke ha’ din middag’. Jeg kan jo ikke give mine børn noget. Jeg har kun det her at gøre godt med,” siger den 54-årige Qusay Adnan, mens han trækker to irakiske 1000-sedler, svarende til 12 kroner, op fra brystlommen og peger mod sine fire overlevende børn.
På facaden af hans ødelagte butik kun 10 meter derfra hænger valgplakaten af selvsamme mand, som han lige har affyret tiraden imod. Og som blot er et eksempel af mange valgplakater, der som et bizart brandudsalg hænger overalt i den fortsat ødelagte bydel, der hverken har vand og el, og hvor ingen kandidater har formået at forvandle ruiner til beboelige hjem.
”Vi kender dem alle sammen. De kommer kun for deres egen skyld. De er ligeglade med os bagefter,” siger tidligere caféejer Ibrahim Yahiya på 37 år, der også tilslutter sig selskabet og giver udtryk for den politiske lede og udmattelse i landet.
Tiltroen til shia-muslimerne, der sidder på magten i Bagdad, og til reelle forandringer er på disse kanter lige så ikke-eksisterende som en officiel cigaretbod under IS-styret. Så når de 700 valgsteder åbner i dag i Mosul, er det højt sat at anslå en valgdeltagelse på 50 procent.
”De prøver at snyde os. Jeg ville tage imod dem alle sammen, selv hvis de var kandidater uden penge, så længe de ville hjælpe os. Alt afhænger af deres samvittighed, men når valget er slut, vil de alle sammen glemme os, og så ser vi ingen af dem igen. Det sker altid,” siger den 44-årige Faris Mahmoud Abdullah, der ikke har hentet sit valgkort endnu.
Så kan politikerne sende nok så mange gratis frugt- og madkurve af sted til den smadrede bydel. Men det synes langt de fleste lokale kun at have et skuldertræk tilovers for. Sådan en fik den 35-årige Mohammed Ahjim leveret forleden fra den kvindelige skrædder, der engang var hans nabo. Men hans stemme får hun ikke.
Samme holdning har den 46-årige Abu Hamza. Ikke langt fra Faruq-gaden og foran den sønderskudte al-Nuri-moské, hvorfra det islamiske kalifat blev udråbt i 2014, viser han sin nye madkurv frem. Under fint orange cellofan titter ”en venlig hilsen” frem på en politisk pamflet.
”Jeg skal ikke stemme. De lyver alle sammen og kommer kun på valgdagen,” siger Abu Hamza og fortsætter så med et selvtilfreds grin:
”Nu udnytter jeg bare denne politiker tilbage. Når jeg har åbnet min kurv, smider jeg hans kort i floden.”