Muligt tøbrud på vej for Afrikas homoseksuelle

Mange afrikanere er stærkt imod homoseksualitet, som primært dyrkes i det skjulte på kontinentet. I dag skulle have Kenyas højesteret have afgjort, om seksuelle forhold mellem personer af samme køn fremover skal være lovlige, men beslutningen er nu udskudt

Kriminaliseringen af homoseksuelle forhold blev indført for over 120 år siden. Dengang hørte Kenya ind under Det Britiske Imperium, og eksperter har under retssagen beskrevet, hvordan regler mod homoseksuelle blev importeret i kolonitiden. På billedet ses den kenyanske LGBT-aktivist Phelix Kasanda.
Kriminaliseringen af homoseksuelle forhold blev indført for over 120 år siden. Dengang hørte Kenya ind under Det Britiske Imperium, og eksperter har under retssagen beskrevet, hvordan regler mod homoseksuelle blev importeret i kolonitiden. På billedet ses den kenyanske LGBT-aktivist Phelix Kasanda. Foto: Baz Ratner/Ritzau Scanpix.

I dag risikerer en kenyaner at blive idømt mellem 5 og 14 års fængselsstraf, hvis han eller hun indleder et seksuelt forhold til en anden person af samme køn. I morgen kan det se helt anderledes ud, hvis Kenyas højesteret ved et med spænding ventet retsmøde slår fast, at lovgivningen er i strid med landets grundlov fra 2010. Højesteret har dog fredag i sidste øjeblik udskudt afgørelsen til den 24. maj.

Den kenyanske organisation for fremme af homoseksuelles menneskerettigheder, NGLHRC, har anlagt sagen, og her er man ”optimistisk”, fastslår en repræsentant for organisationen, Lelei Cheruto:

”Bliver loven ophævet, vil det betyde, at seksuelle minoriteter får frihed til at eksistere,” siger hun til nyhedsbureauret Reuters.

”Når denne lov er afskaffet, vil det give os stor frihed,” siger David Ochara til nyhedsbureauet AFP.

Han var i 2013 med til at stifte kirken Cosmopolitan Affirming Church, hvor homoseksuelle kan søge ly.

Kriminaliseringen af homoseksuelle forhold blev indført for over 120 år siden. Dengang hørte Kenya ind under Det Britiske Imperium, og eksperter har under retssagen beskrevet, hvordan regler mod homoseksuelle blev importeret i kolonitiden.

Men Kenya er langtfra det eneste afrikanske land, hvor seksuelle forhold mellem to personer af samme køn er bandlyst. Faktisk er det ulovligt i 33 ud af 54 afrikanske lande, og i en undersøgelse fra Pew Research Center i 2013 svarede 67 procent af afrikanerne, at homoseksuelle forhold ”er uacceptable”.

Budskaberne i Kenyas kirker er mange steder stadig, at den naturlige og gudgivne kærlighedsrelation er mellem mand og kvinde, siger forsker i den afrikanske seksualitets historie ved Roskile Universitet, Bodil Folke Frederiksen.

Men at spørgsmålet om afkriminalisering af homoseksuelle forhold er nået hele vejen op i Kenyas højesteret signalerer ifølge Bodil Folke Frederiksen ”kraftigt”, at der alligevel finder et opbrud sted i synet på homoseksualitet, fordi retssagen er drevet af civilsamfundet, som står meget stærkt i Kenya.

”Samtidig er ikke-heteroseksuelle relationer blevet et fremtrædende tema i nyere afrikansk litteratur, film og kunst,” siger hun.

Homoseksualitet er da heller ikke noget ukendt fænomen i Afrikas historie. Blot har det været praktiseret i en ”diskretionskultur”, påpeger Adriaan van Klinken, adjunkt i religion og afrikanske studier ved Leeds University og forfatter til bogen ”Kristendom, seksualitet og borgerskab i Afrika”.

”Kulturen har rummet plads til forskellige former for seksuelle forhold, så længe de ikke var for åbenlyse i lokalsamfundet. Vestlige begreber som LGBT-rettigheder kolliderer med denne kultur, fordi seksualitet bliver et offentligt anliggende,” siger han.

Karismatiske bevægelser og pinsekirken har haft stor indflydelse på afrikanernes nutidige syn på homoseksualitet, vurderer Karen Lauterbach, adjunkt ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet og forsker i afrikansk religion og politik.

”I et land som Uganda taler både præster og missionærer imod homoseksualitet og bruger deres status som religiøse og moralske ledere til at udbrede disse budskaber,” siger hun og forklarer, at Bibelen bliver læst på ”fundamentalistisk” vis og koblet med en dagsorden om at skulle beskytte afrikansk kultur og moral mod vestlig indflydelse.

”Så det er også en måde at påberåbe sig egen værdighed og uafhængighed på,” siger Karen Lauterbach.

Ophæver Kenya kriminaliseringen, kan det få massiv betydning.

”Kenya er en økonomisk og politisk stormagt i Østafrika, og en afkriminalisering vil være et stort skridt og en opmuntring til LGBT-organisationer over hele kontinentet,” siger Adriaan van Klinken.

Artiklen er opdateret, efter at Kenyas højesteret har udskudt beslutningen, som skulle være truffet i dag, til den 24. maj