Storbritannien står over for kæmpe integrationsproblemer, hvor et stigende antal borgere ganske enkelt lever i helt afskåret fra hinanden. Specielt britiske muslimer lever meget isoleret. Mange gør brug af de lovlige sharia-domstole, der giver råd og dømmer i sager mellem muslimske par, men gennem dette arbejde fremelskes kvindehad og mandedominans.
Samtidig er der enorme problemer med myndigheder, som lider af berøringsangst og er bange for at tackle problemerne af frygt for at blive kaldt racister. Det er nogle af de opsigtsvækkende konklusioner i en ny rapport, der som omtalt i Kristeligt Dagblad i sidste uge blandt andet foreslog, at indvandrere fremover skal sværge troskab til britiske værdier.
”Rapporten er en brat opvågning til alle, der lever i fornægtelse af den øgede og skadende raceadskillelse, som dele af Storbritannien lever i,” siger Trevor Phillips, der er tidligere formand for den britiske ligheds- og menneskeretskommission.
Phillips opfattes som manden, der gjorde begrebet islamofobi kendt i Storbritannien og var i mange år meget positiv over for det britiske multikulturelle samfund. I dag er han meget mere skeptisk.
”Hvis der ikke gøres noget, vil vi opleve øget isolation mellem racerne og større ulighed og flere gnidninger i de lavere klasser – og det er dybt skadeligt for samfundet,” siger Trevor Phillips, der er blevet godt og grundigt bekymret for sit lands fremtid.
Tidligere på året blev han selv ”ret rystet”, som han siger, da han gik tæt på britiske muslimers holdninger til samfundet. Den blev både til en rapport og en stort opslået dokumentar på Channel 4 med titlen ”What British Muslims Really Think” – ”Hvad britiske muslimer egentlig mener”.
Og det er især mangelen på integrationsvillighed fra dele af den britiske muslimske befolkning, der bekymrer Trevor Phillips.
”Det går ikke at have et lokalsamfund, hvor man mener, man kan opføre sig anderledes end resten af samfundet. Vi har stadig 80-90 sharia-råd, hvor idéen er, at muslimer kan få hjælp til at mægle i konflikter. Eksempelvis kan en kvinde gå herhen og kræve skilsmisse. Men det nytter jo ikke noget, når man mægler ud fra, at kvindens ord tæller en tredjedel af mandens,” siger han.
”Jeg er ligeglad med, hvad kulturen og traditionen måtte byde. Det kan ikke tillades i dette land.”
I programmet og undersøgelsen fra tidligere på året, som Phillips var hovedmand på, havde analyseinstituttet ICM for Channel 4 foretaget en grundig spørgeundersøgelse blandt 1081 af de omkring tre millioner britiske muslimer om en række emner. Og i foruroligende stort antal viste det sig, at britiske muslimer har holdninger, der ikke flugter med vestlige normer. Blandt andet når det kommer til homoseksualitet og terror (se boks).
”Selv for folk som mig, der de senere år er blevet meget mere skeptisk omkring multikulturalismen, som vi har praktiseret den her, hvor vi har isoleret folk i deres lokale områder, selv for mig var det her rystende,” siger Trevor Phillips om tallene.
”Vi taler ikke om folk, der lige er kommet fra Afghanistan eller Pakistan. De fleste har været her i tre-fire generationer. Og hovedparten af dem mener så, at homoseksualitet burde være ulovligt. Det er rystende, at holdningen er sådan blandt så mange britiske muslimer,” siger Trevor Phillips og peger på, at landet som helhed ellers er blevet meget mere tolerant over for eksempelvis homoseksuelle.
”Hvis du spurgte briterne som helhed, hvad de mente om spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde altid skal lystre sin mand, så ville de fleste grine ad dig. Blandt muslimer – inklusive kvinder – er det 39 procent, der mener, at det skal kvinder. Og vi spurgte også ikke-muslimer. Her var tallet fem,” siger Trevor Phillips, mens han sidder på en klapstol i et fællesområde i det store kulturcenter Barbican Centre i London, hvor han sidder i bestyrelsen.
Han er også bestyrelsesformand for den store detailvarekoncern John Lewis med næsten 100.000 ansatte – eller faktisk partnere, for alle ansatte er medejere i John Lewis, som dermed er et af verdens største kooperativer.
Og så er Trevor Phillips selv indvandrer. Eller tæt på i hvert fald. Hans forældre er fra den tidligere britiske koloni Guyana i det nordlige Sydamerika. Selvom han er født i London, boede han en stor del af sin barndom Guyana, mens forældrene var i London med nogle af hans ni ældre søskende. Det er blandt andet på grund af sit etniske ophav, han er bekymret for befolkningssammensætningen i Storbritannien. Der bor trekvart millioner mennesker i Guyana, og de er meget etnisk delte.
”Det Britiske Imperium indførte blandt andet slaver, som jeg selv nedstammer fra. Derudover indførte de også indere og kinesere. Så det er meget etnisk blandet. Og det har aldrig fungeret. Der har altid været etniske og racemæssige konflikter omkring land, politik – ja, alt muligt. Og landet er forblevet fattigt næsten udelukkende på grund af disse konflikter. Det er helt sindssygt. Der er masser af ressourcer som mineraler og guld, og folk har høje uddannelser, så Guyana burde være rigt som Singapore, men konflikterne har ødelagt det, fordi ingen har turdet investere i landet,” siger Phillips og forklarer, at det er grunden til, at han er opvokset med en stærk fornemmelse af, at medmindre man sikrer, at etniske og religiøse forskelligheder ikke dominerer et samfund, så ender man med et fattig land.
Frygter du, at det kan ske i Storbritannien?
”Baggrunden er anderledes, men grundlæggende ja. Et land, der er delt, og hvor folk er usikre på nationens identitet, vil være et uroligt sted med sociale konflikter og ikke et land i god udvikling. Lande, der gør det godt, er altid lande, hvor den slags fungerer bedre. Det er også derfor, man siger, at Danmark er et lykkeligt land.
Fordi det har været meget homogent. Men nu er det måske også ved at ændre sig, og det skal I holde øje med,” siger Trevor Phillips og fortsætter:
”Ikke fordi I er blevet fattige. Men fordi I nu er nødt til at spørge jer selv: Hvad er en dansker?”.
Trevor Phillips er medlem af Labour og hører til på Blair-fløjen, der står i skarp kontrast til den nuværende ledelse under den socialistiske partileder Jeremy Corbyn. Han siger dog selv, at han er venstreorienteret. Men han mener, at mange på hans fløj stikker sig selv blår i øjnene, når de ikke tager det alvorligt, at så stor en del af britiske muslimer har holdninger, der i stor grad divergerer fra den almene britiske holdning.
”Jeg er jo ikke Donald Trump eller noget i den retning. Men det her går ikke. Generelt er vi jo meget britiske. Det vil sige, at vi blander os ikke i, hvordan andre opfører sig, hvis de ikke generer os. Lige nu er det omkring en ud af 10 briter, der har muslimsk baggrund. Det vil være en ud af fem på et tidspunkt. Og hvis vi ender et sted, hvor en stor del af befolkningen ikke accepterer de regler, der er – så har du faktisk en kulturkrig,” fastslår han.
Trevor Phillips peger på, at et af de helt store problemer i Storbritannien er mangel på integration i skolerne. En meget stor del af børn med muslimsk baggrund går i skole udelukkende med andre muslimer. Mange sorte børn møder kun andre sorte i deres klasser. Det samme med hvide i en del kvarterer. Og så fremdeles. Og så får man et segregeret samfund, advarer han.
”Jeg var en af få sorte i min klasse. Dengang var det normalt. Det betød, at jeg kendte hvide – og de kendte sorte. I dag var jeg sikkert endt i en skole kun med andre sorte. Det er den direkte vej til et delt samfund.”
At lave dokumentaren om de britiske muslimer har ændret Trevor Phillips’ udsyn. Han mener nu, at briterne har været alt for tilbagelænede i tilgangen til integration:
”Før havde jeg nok tænkt, at vi bare skal tale noget mere om det, diskutere, og så får vi ændret folks mening. Det tror jeg ikke på mere. Det er ikke nok at tale om det. Nogle gange er et samfund nødt til at tage en beslutning om, hvad der er i orden, og hvad der ikke er. Du kan være nok så liberal, men på et eller andet tidspunkt er du nødt til at trække en streg i sandet og sige, at det er muligt, at den og den opførsel er accepteret i andre lande. Men ikke her.”
Trevor Phillips mener, at Storbritannien er i fuld gang med at vade hovedkulds ind i en katastrofe, hvis man ikke stopper op og laver nogle ting om.
”Vi har i Storbritannien en tendens til at passe vores planter og ikke blande os i, hvad andre laver, medmindre nogen virkelig kommer og banker vores dør ned. Og så regner vi med, at problemerne forsvinder af sig selv. Det gør de ikke her – alene på grund af omfanget. Midt i dette århundrede vil en tredjedel af vores befolkning være ikke-hvid. Vi vil være et andet land. Måske et bedre land. Men det bliver ikke let. Der skal arbejdes for det,” siger Trevor Phillips og kommer i kølvandet på den nye rapport fra sidste uge om muslimske parallelsamfund med et konkret bud på en af mange mulige løsninger:
”Vi kunne sætte grænser for, hvor stor en del af en befolkningsgruppe, der må være på skoler, så ingen gruppe nogensinde er i overtal – det ville jeg være fortaler for.”