Terrorfrygt fik München til at rykke sammen

Mange gav fremmede husly efter politiets opfordring om at holde sig inden døre efter masseskyderiet i den sydtyske storby fredag aften

Besøgende i det shoppingcenter, der fredag var ramme om skyderier, bliver evakueret ud med hænderne over hovedet. Angela Merkel roser sine medborgeres hjælpsomhed oven på den tragiske hændelse.
Besøgende i det shoppingcenter, der fredag var ramme om skyderier, bliver evakueret ud med hænderne over hovedet. Angela Merkel roser sine medborgeres hjælpsomhed oven på den tragiske hændelse. . Foto: Stringer.

Lettelsen er til at tage og føle på i München. Lettelsen over, at fredagens blodige angreb ved Olympia-indkøbscentret er blevet opklaret så hurtigt.

Hele byen er ganske vist dybt rystet over, at en 18-årig tysk-iraner skød og myrdede ni mennesker og derefter begik selvmord, men samtidig hersker der stor lettelse over, at massedrabet hverken kan tilskrives Islamisk Stat eller en lokal IS-sympatisør, men en psykisk ustabil enspænder.

”I dag begynder livet at normalisere sig i vores by. Fredag var folk helt klart bange for at færdes ude. Nu er vi mange, der er lettede over, at gerningsmanden er død,” siger Alexander Hanser, der har et bowlingcenter i München.

Centret er populært, men i denne weekend er hallen tom.

Da skuddramaet holdt delstaten Bayerns hovedstad i et frygtsomt jerngreb fredag aften, begyndte folk at ringe og afbestille de baner, de havde reserveret lørdag og søndag.

”Nu modtager vi nye reservationer, og folk kigger også bare forbi. De er ikke længere bange for at gå ud på gaden,” siger Alexander Hanser.

I timerne efter attentatet var 2300 betjente på gaderne overalt i München, men selvom de tjekkede folk, og det offentlige liv nærmest gik i stå, var der udbredt forståelse for, at politiets indsats var nødvendig.

Et stort område omkring Olympia-indkøbscentret var i knap et døgn totalt afspærret, politiet opfordrede folk til at blive indendøre, og hele byens offentlige trafik var indstillet frem til lørdag morgen.

Mange kunne ikke komme hjem, og utallige turister og rejsende var tvunget til at tilbringe natten i byen.

Mange borgere i byen reagerede hurtigt på denne nødsituation og brugte de sociale medier ikke alene til at udtrykke medfølelse med de døde og deres pårørende, men også til i stort omfang at tilbyde de strandede et tag over hovedet for natten.

De tyske statsbaner stillede tog til rådighed på en række stationer, hvor folk kunne overnatte, og både kirker og moskéer holdt åbent hus og tilbød folk et sted at sove.

Selvom mange borgere, der bor i umiddelbar nærhed af indkøbscentret i bydelen Moosach, var chokerede over så voldelig en begivenhed så tæt på deres hjem, hindrede det dem ikke i at vise hjælpsomhed.

Adskillige mødte som Frieda og Dieter Koller op ved afspærringerne omkring indkøbscentret og tilbød strandede turister og pårørende til ofre for massakren at overnatte hos dem.

”Mine forældre var selv sudetertyskere, der efter Anden Verdenskrig flygtede fra Østeuropa til Tyskland, og derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at nogen hjælper og giver dig tag over hovedet, når du står uden husly,” siger Frieda Koller.

Hendes familie stillede en lille lejlighed, som stod tom, til rådighed for en familie fra nabodelstaten Baden-Württemberg, der var på vej hjem fra ferie.

Münchnernes vilje til at hjælpe har vakt opsigt, både i Tyskland og internationalt. For eksempel hylder den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung det „stærke tyske borgerskab”.

Forbundskansler Angela Merkel har også rost sine medborgere for deres hjælpsomhed. Merkel er især på sociale medier blevet kritiseret for at vente mere end et halvt døgn med at udtale sig om angrebet.

Da politiet havde meldt ud, at der ikke var tale om IS-terror, og hun omsider holdt pressemøde lørdag eftermiddag, valgte kansleren at takke indbyggerne i München direkte:

”På den måde har De vist, at vi lever sammen i et frit og medmenneskeligt samfund. I denne frihed og medmenneskelighed ligger vores styrke.”

Masseskyderiet i München er det andet blodige attentat i løbet af en uge i Bayern.

Mandag aften angreb en ung flygtning med økse og kniv passagerer i et tog i Würzburg og sårede fem mennesker alvorligt. Et angreb, som Islamisk Stat hurtigt tog skylden for.

I de første uoverskuelige timer i München fredag aften var det derfor nærliggende for mange tyskere at tro, at der igen var tale om en islamisk fanatikers værk, og flere steder i München var der optræk til panik.

Politiet fik meldinger om skud på flere pladser i byen, men kunne hurtigt dementere disse oplysninger på sin hyppigt anvendte Twitter-side. Som magasinet Focus skriver på sin netavis, har netop politiets professionelle håndtering af begivenhederne bidraget væsentligt til, at der ikke udbrød massehysteri.

”Betjentene viste, hvordan det skal gøres rigtigt: Deres opdateringer var rolige og saglige. Ubekræftede informationer blev også betegnet som det, de var. Stor respekt for politiets rolige saglige stil,” skriver bladet.

München har før været plaget af blodige begivenheder.

Under De Olympiske Lege i 1972 tog den palæstinensiske terrogruppe Sorte September israelske atleter som gidsler med 17 omkomne til følge efter en kaotisk politiaktion, og i 1980 begik en ung højreekstremist et bombeattentat ved oktoberfesten, hvor 13 mennesker døde.

Tyskland har derimod været forskånet for store islamistiske terrorattentater i stil med dem, der det seneste år har ramt Frankrig og Belgien. Og mange frygtede fredag aften, at IS-terroren nu for alvor havde ramt landet.

”Først tænkte jeg, at det mindede meget om Nice, nemlig at en person finder et sted med mange mennesker og slår til. Derfor frygtede jeg, at hele München måske skulle være i undtagelsestilstand i flere dage eller måske uger, indtil alle gerningsmænd var blevet fanget. Nu er det utroligt betryggende at vide, at politiet har fundet ud af, at der kun var tale om en enkelt galnings værk, og at denne person er sat ud af spillet,” siger Alois Bauer, en pensioneret betjent.

Få timer efter skuddramaet i München blev de tyske tv-seere forvisset om, at der var tale om forvirret ung mand.

I en video, optaget af et øjenvidne, betegnede gerningsmanden sig selv som tysker og råbte på fejlfrit tysk, at han havde været i psykiatrisk behandling og ville skyde folk, fordi han var blevet mobbet.

Ifølge politiets efterforskning havde gerningsmanden, den 18-årige Ali David Sonboly, planlagt angrebet ved indkøbscentret i et år efter at have besøgt byen Winnenden, hvor en 17-årig i 2009 dræbte 15 personer i et skoleskyderi.

Han havde læst en bog om amokgerninger og hackede en facebookprofil og lokkede med vilje især folk med indvandrerbaggrund til en McDonald’s-restaurant, hvor masseskyderiet blev indledt.

Og ifølge politiet var det heller ikke tilfældet, at Sonboly valgte femårsdagen for Anders Behring Breiviks terrorangreb med 77 dræbte til at begå sit angreb med samme slags pistol, som nordmanden brugte, og ligesom Breivik havde han skrevet et manifest, som politiet har fundet på hans computer.

Den unge gerningsmand var født og opvokset i Tyskland.

Leder side 8