Prøv avisen
Interview

Uffe Ellemann-Jensen: Murens fald var en drøm. Nu er vi vågnet fra den

Uffe Ellemann-Jensen, her i sit hjem i Hellerup, har oplevet mange store begivenheder i sin tid. Ikke mange kommer op på siden af Murens fald i november 1990, som åbnede døren til Europas genforening og kommunismens sammenbrud. Foto: Leif Tuxen

Tidligere udenrigsminister og Venstre-formand, Uffe Ellemann-Jensen, fik travlt med at afslutte et marokkansk ministerbesøg, da Muren faldt i Berlin den 9. november 1989. Nu var der en chance for at forene Europa om frihed og demokrati. I længden har det vist sig mere besværligt end antaget, erkender han

Læs hele serien om 30-året for Murens fald på k.dk/muren.

Det ville ikke have været så mærkeligt, hvis tårerne skyldtes smerter. Han havde trods alt en brækket nakke, havde været gennem en operation for diskusprolaps og lå på Rigshospitalet med en krave og to lodder, der gennem to huller i kraniet sørgede for, at hovedet lå fuldstændig lige, og nakken var strakt. Men det var ikke smerter, der kaldte tårerne frem hos Uffe Ellemann-Jensen nytårsaften 1989. Det var billederne fra Berlin, hvor øst- og vesttyskere holdt en folkefest omkring Muren, kravlede op på den, skød raketter af og drak champagne. Det første nytår efter Murens fald den 9. november samme år.

”Jeg tudede. Det var fantastisk at opleve,” siger Uffe Ellemann-Jensen og forklarer detaljeret, hvordan sygeplejerskerne sørgede for, at han kunne følge med i begivenhederne ved at køre et tv-apparat ind på hans stue og sætte et spejl i den rigtige vinkel på hans seng, så billederne blev genspejlet.

Til midnat fik han et glas champagne udstyret med knæksugerør, og så kunne han skåle med. Og der var nok at skåle på for den daværende udenrigsminister fra Venstre.

”Jeg har altid haft et særligt forhold til Muren. Da den blev bygget i 1961, var jeg sergent i Ringsted. Vi blev purret ud med skarpladte våben midt om natten for at bevogte depoterne. Ingen anede dengang, hvad der ville ske,” fortæller han.

Siden så Uffe Ellemann-Jensen Muren utallige gange fra begge sider, først som journalist, derefter som politiker og minister. For ham, som for så mange andre, blev den det håndgribelige symbol på delingen af Europa.

Da den endelig faldt efter 28 år, var symbolikken tilsvarende stor.

”Det var et håb og en drøm, der gik i opfyldelse. Nu var der en chance for at få alle de ting, vi havde drømt om, til at fungere. Få sat EU og Nato i sving. Få genforenet Tyskland,” siger han.

Forud for Murens fald den 9. november 1989 var gået nogle turbulente måneder, hvor de hundreder af kilometer med betonmur og grænsehegn, som ellers blev opfattet som et ubrydeligt jerntæppe mellem Øst- og Vesteuropa, var trevlet hastigt op. Selv de mest kyndige udenrigspolitiske hoveder havde ikke forudset det tempo, som årtiers kommunistiske regimer ville falde sammen med.

”Det begyndte at knage i løbet af 1988, hvor der især var fart på i Polen med fagforeningsbevægelsen Solidaritet, og der skete også meget i Ungarn. I 1989 tog det yderligere fat. Polen holdt nogenlunde frie valg, hvor kommunisterne røg ud af Senatet. Der blev klippet hul i grænsehegnet mellem Ungarn og Østrig, og tusinder af mennesker fik ophold på den vesttyske ambassade i Prag. Det knagede virkelig,” siger Uffe Ellemann-Jensen, som drysser om sig med navne på de systemkritikere, der gik forrest i kampen mod de kommunistiske diktaturer, og hvoraf mange endte som ministre.

Han peger på, hvordan der blev gjort ting, som ellers ville have været politisk utænkelige. Under et officielt besøg i Prag i foråret inviterede han som udenrigsminister en række af det daværende Tjekkoslovakiets kendteste politiske systemkritikere til frokost på den danske ambassade. De var meget vel klar over, at de blev aflyttet, ligesom de vidste, at der holdt en bil udenfor, som fotograferede dem. Men man trak på skuldrene af det og spøgte med det.

”Alle sagde ja tak til invitationen, undtagen Vaclav Havel (nu afdød berømt dramatiker, systemkritiker og senere præsident i Tjekkiet, red.) – han sad i spjældet. Vi lavede sjov med, at det ikke gjorde noget, at systemet hørte, hvad vi sagde. Overvågningstjenesterne var alligevel altid langt bagud med at aflytte båndene. Det siger noget om den stemning, der var over det.”

Men selvom det folkelige oprør ulmede i østbloklandene, havde Uffe Ellemann-Jensen ikke fantasi til at forestille sig, hvor stærkt omvæltningen ville komme til at gå.

Så sent som en måned inden Murens fald var han og hans hustru, Alice Vestergaard, på privat besøg hos den daværende vesttyske, liberale udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher og hustruen, Barbara Genscher, som de var gode venner med. Den 9. oktober havde de to par spist middag sammen, og efter maden blev der tændt for nyhederne i fjernsynet. Et af indslagene handlede om demonstrationer i den østtyske by Leipzig, og det fik Uffe Ellemann-Jensen til at spørge Genscher, hvornår denne mente, at Muren ville falde.

”Så begyndte han at tælle på fingre: Altså i øjeblikket er det Erich Honecker, der er leder af DDR. Men han er færdig. Så han bliver snart skiftet ud med Egon Krenz, og han holder ikke længe. Bagefter vil vi så se den og den politiske leder – og det gik i øvrigt præcis, som han havde forudsagt – og Genschers overordnede konklusion var, at Muren ville være væk i begyndelsen af det nye årtusinde,” siger den tidligere danske udenrigsminister.

For Uffe Ellemann-Jensen var det et overraskende opmuntrende regnestykke. På vej hjem fra Tyskland talte han og Alice Vestergaard om, hvor fantastisk det ville være, hvis Muren allerede var væk 15-20 år senere.

Det skulle vise sig, at selv det, han betragtede som en enorm optimisme, blev løbet over ende af virkeligheden. En måned senere åbnede de østtyske myndigheder grænserne til Vesttyskland, og efter 28 år med Muren kunne den østtyske befolkning krydse grænsen uden at risikere livet. Det skete efter en kaotisk dag, hvor kommunistpartiets medieansvarlige Günter Schabowski uforvarende var kommet til at love, at de lempeligere udrejseregler, der var på vej, ville træde i kraft samme dag. Et løfte, der fik tusinder af østtyskere til at samle sig ved grænseposterne og gjorde myndighederne usikre.

”Jeg sad på Hotel d’Angleterre i København og var vært for en marokkansk udenrigsminister, der fes rundt i Europa for at overtale os alle sammen til at lade Marokko blive medlem af EU. Jeg var i færd med at forklare ham, at det var umuligt, blandt andet af den simple årsag, at Marokko ikke ligger i Europa, da jeg fik en besked fra ministeriet om, at ’noget er ved at ske’ i Berlin. Så jeg skyndte mig at få afrundet mødet og tog tilbage til Udenrigsministeriet for at følge med i, hvad der skete,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Resten af eftermiddagen og aftenen hang ministeriets embedsfolk i telefonerne fra Berlin. Informationerne kom i en lind strøm, for som Uffe Ellemann-Jensen siger med et finurligt smil: ”Vi fulgte godt med”. Både Udenrigsministeriet og forsvaret havde folk på gaden.

Og pludselig var det alvor. Kort før midnat hævede de østtyske grænsevagter bommene, og tusinder af mennesker strømmede over grænsen.

”Der var jo en jubel. I Vestberlin havde det store varehus KaDeWe, Kaufhaus des Westens, holdt åbent, og gaderne var fyldte med vesttyskere, der tog imod. Og allerede dagen efter myldrede det rundt med Trabier (østtyske Trabant-biler, red.) på vejene i Vesttyskland. Det var en fantastisk og bevægende tid,” siger han.

På grund af nakken blev det februar 1990, før Uffe Ellemann-Jensen selv var i stand til at tage til Berlin og Østtyskland. Sammen med lederen af ministersekretariatet i Udenrigsministeriet, Friis Arne Petersen, der i dag er dansk ambassadør i Berlin, besøgte han også Muren og fik købt et par stykker af den genstridige beton og noget pigtråd fra grænsehegnet med hjem.

”Friis kravlede op på Muren, men det kunne jeg jo ikke så godt på grund af nakken. Til gengæld købte jeg et stykke mur med hjem til dronning Margrethe – med graffiti på. Det brugte hun i mange år som brevvægt på Amalienborg,” ler han.

I dag er det ikke længere nakken, der generer Uffe Ellemann-Jensen, men ryggen. Efter en operation i sommer må han støtte sig til en stok, og det er længe siden, at han har fisket laks i de islandske elve. Men ”det kunne være meget værre”, som han siger, og støtter sig ikke bare til stokken, men også sin stædige tro på, at det nytter at være optimist.

Også, når det gælder fremtiden for Østeuropa, som det har udviklet sig i de forgangne 30 år. Han er bekymret for de autoritære strømninger, der tegner sig, især i Ungarn og Polen, og undrer sig over den lethed, som dele af befolkningen er parate til at opgive friheden og deres demokratiske rettigheder med.

”Det var en fantastisk proces, og selvfølgelig kan man i dag i bagklogskabens klare lys spørge, om det gik for stærkt, og om vi overså noget. Det sidste er utvivlsomt tilfældet, men til gengæld mener jeg ikke, at det gik for stærkt. Hvis vi havde forhalet beslutningen om at udvide EU, havde vi svigtet en historisk forpligtelse.”

Murens fald og kommunismens sammenbrud bliver ofte udlagt som det endegyldige bevis på Vestens ideologiske og økonomiske overlegenhed. Følte du det også som en bekræftelse på, at dit liberale udgangspunkt var rigtigt?

”Jo, på sin vis, men det gælder om ikke at hovere og overdrive. Historien er ikke død, og tror vi det, kan vi være sikre på, at den genopstår i al sin gru. Jeg synes, at vi netop var meget opmærksomme på ikke at hovere, men i stedet sørge for at få russerne inddraget. Det er ikke rigtigt, at Rusland – det vil sige dengang Sovjetunionen – blev ydmyget af Vesten. Vi gjorde meget, også for Sovjetunionen. Danmark støttede for eksempel nogle af de mange sovjetiske soldaterfamilier, der blev sendt hjem fra Østeuropa, med boliger og etablering af landbrug.”

Var I, datidens vesteuropæiske politikere, opmærksomme nok på de udfordringer, der kunne komme? Overså I noget?

”Det gjorde vi givetvis. Men der var faktisk også en stærk bevidsthed om, at det ikke ville blive let. At landene skulle hjælpes økonomisk og have en chance for at tilpasse sig markedsøkonomien. Vi var ikke i tvivl om, at det var en kæmpestor opgave. At vi så ikke kunne forudse alle problemerne, er en anden sag.”

Men al den glæde og eufori i Østeuropa over Murens fald, du beskrev tidligere, hvor er den blevet af?

”Der er ingen tvivl om, at både vi og de har haft overdrevne forestillinger om, hvad det ville betyde, at kommunismen blev afskaffet, og at landene blev en del af EU. Det er nok blevet oversolgt, og forventningerne er blevet skruet for højt op. Mange siger i dag, at ’før blev vi styret af Moskva, i dag bliver vi styret af Bruxelles’. Men det er noget sludder. Der er nogle frihedsrettigheder i dag i de østeuropæiske lande, som ikke eksisterede før Murens fald,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Og undrer sig. For det var østeuropæerne selv, der sloges for friheden. Den østtyske parole ’Wir sind das Volk’ (Vi er folket), blev ikke opfundet i Vesten. Og det var blandt andet Viktor Orbán selv, den nuværende omdiskuterede ungarske premierminister, der holdt flammende taler til fordel af de liberale demokratiske rettigheder, som han gjorde, da han var ung leder af studenterbevægelsen Fidesz.Så hvorfor foretrækker mange nu mere autoritære ledere som ham?

”Der kan ligge en vis tryghed i det autoritære og de stærke mænd, som man søger på bekostning af friheden. Det er næsten en form for dødsdrift,” siger Uffe EllemannJensen.

Hvad kan man gøre?

”Der er ikke andet at gøre end at sætte sig ned og tænke sig om. Vi har brug for nogle lederskikkelser, der viser vej uden at tromle magten ned over folk. Demokrati er besværligt. EU er en helt fantastisk vidunderlig størrelse, men det er også besværligt. Der vil altid være nogle små fedtede nationale interesser, som risikerer at spænde ben for det europæiske fællesskab.”

Når det er sagt, insisterer den tidligere udenrigsminister på, at både EU og demokratiet nok skal overleve.

”Den sunde fornuft skal nok sætte sig igennem i sidste ende,” siger han, som han har sagt det før.

Og stadig er fast besluttet på at have tillid til.

Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) foran Brandenburger Tor i Berlin februar 1990, hvor Muren stadig står, men glæder sig over dens symbolske fald sammen med sin hustru, Alice Vestergaard, sin chauffør Torben Jørgen (tv.) og ministersekretær Friis Arne Petersen (th.). – Privatfoto.