Prøv avisen

Muslimer demonstrerer mod ødelæggelse af koran

Omkring 1000 muslimer marcherede torsdag gennem den græske hovedstads gader i protest mod, at en græsk politimand angiveligt har ødelagt en koran. - Foto: JOHN KOLESIDIS Denmark

Hundredvis af indvandrere har smadret biler og butikker i Athens gader i protest mod, at en græsk politimand angiveligt har trampet på en koran

Omkring 1000 muslimer marcherede torsdag gennem den græske hovedstads gader i protest mod, at en græsk politimand angiveligt har ødelagt en koran, skriver Reuters.

Ifølge formanden for Grækenlands Muslimske Union tog politimanden en koran fra en kunde på en syrisk-ejet kaffebar, rev bogen fra hinanden, smed den på gulvet og trampede på den.

Smadrede biler
Det fik indvandrere primært fra Syrien, Pakistan og Afghanistan til at smadre flere butiksfacader og mindst fem biler.

Ifølge kilder i politiet er en intern undersøgelse af sagen sat i gang.

- Vi fik at vide af politiet, at vi vil få navnet på den politimand, som gjorde det, så vi kan lægge sag an mod ham, siger formanden for Grækenlands Muslimske Union, Naim Elghandour.

Tævet af nationalister
Mange af de tusinde indvandrere, som kommer til Grækenland primært fra muslimske lande, er uden job og bor i slumlignende områder.

Den 9. maj i år gik en højreorienteret gruppe løs på indvandrere i Athen og sendte mindst tre på hospitalet. Ifølge menneskerettigheds-grupper gør det overvejende kristne land ikke nok for at beskytte landets indvandrere.