Prøv avisen

Muslimsk dødsdom mod forfatter

Den 9. august blev forfatteren og systemkritikeren Taslima Nasreen fra Bangladesh angrebet af yderligtgående muslimer ved præsentationen af hendes seneste roman i den sydindiske by Hyderabad. Lokale pressefolk og arrangører beskyttede dog den 44-årige forfatter og fik hende i sikkerhed. Nu har dele af det muslimske præsteskab i hendes nuværende hjemby, Calcutta, imidlertid udsendt en dusør til den, der slår hende ihjel. – Foto: .

Forfatteren og systemkritikeren Taslima Nasreen fra Bangladesh reagerer fattet på trusler fra yderligtgående muslimer i den indiske storby Calcutta, hvor hun lever i eksil

Jeg ved, at jeg ikke kan glæde alle og vil fortsætte med at kritisere ulighed gennem mine skriverier.

Denne fortrøstningsfulde kommentar var i går reaktionen fra den 44-årige eksilforfatter Taslima Nasreen fra Bangladesh, efter at dele af det muslimske præsteskab i den indiske storby Calcutta havde udlovet en dusør for at slå hende ihjel.

Taslima Nasreen stammer fra Bangladesh og har i sine bøger kritiseret islams behandling af kvinder og af hindu-mindretallet i Bangladesh. Hun flygtede fra sit hjemland til Sverige i 1994, efter at debutbogen Lajja (Skam) havde udløst dødstrusler i hjemlandet. Samme år modtog hun Europa-Parlamentets Sakharov-pris for sin kamp for kvinders rettigheder. Hun bor i dag Calcutta i Indien, men har også i sit nye hjemland flere gange oplevet trusler og angreb fra lokale muslimer.

For nylig blev hun således angrebet af en muslimsk folkemængde i forbindelse med præsentationen af sin nye roman Shodh i byen Hyderabad i den sydindiske delstat Tamil Nadu, men undslap efter at være blevet beskyttet af en ring af journalister og arrangører. Efter episoden erklærede muslimske grupper, at Nasreen vil blive halshugget, hvis hun atter sætter sin fod i Hyderabad.

Fredag holdt en række ledende imamer fra Calcuttas moskéer så et møde, hvor de vedtog at udsende en dødsdom i form af en dusør på 100.000 rupees i belønning til den, der slår Taslima Nasreen ihjel. Anklagen lyder på, at hendes bøger, som blandt andet beskriver sammenstød mellem hinduer og muslimer, er blasfemiske.

Selv erklærer Nasreen, at hun er en sekulær humanist, hvis kritik af religioner udelukkende handler om den undertrykkelse, som mennesker begår i religionernes navn.

De religiøse ledere burde indse, at jeg ikke er religionsekspert, men blot skriver for kvinder om deres rettigheder. Jeg tror, de fleste mennesker, som ønsker mit hoved på et fad, aldrig har læst mine bøger, sagde hun i går til Reuters.

I forlængelse af den lokale dødstrussel holdes Taslima Nasreen, som arbejder på en ny roman som efterfølger til Lajja med de samme hovedpersoner, i øjeblikket under skarp sikkerhedsovervågning i sit hjem. Hun udtaler dog, at hun ikke frygter for sit liv og håber, at dødsdommen snart vil blive trukket tilbage. Samtidig kæmper hun for, at det skal blive muligt at vende hjem til Bangladesh efter 13 år i ufrivilligt eksil. Hun har ikke permanent opholdstilladelse i Indien, men har netop fået forlænget sit visum til at opholde sig i landet med et halvt år.

Bangladesh har siden januar været i undtagelsestilstand og regeret af et forretningsministerium, støttet af militæret, som gennem aktioner i hele landet forsøger at gøre op med den omfattende korruption, som har præget det politiske liv i Bangladesh i adskillige år. Taslime Nasreen knytter stærke forhåbninger til, at denne politiske udvikling også skal begrænse yderligtgående gruppers indflydelse og bane vejen for hendes tilbagevenden til Bangladesh.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk