Muslimske flygtninge må kæmpe for at finde fodfæste i Polen

Det er hårdt at være flygtning i Polen. Det er svært at finde job, polakkerne er skeptiske, hjælpen fra myndighederne begrænset - og sproget kompliceret

Fonden for Somalia arrangerer blandt andet kurser i polsk for indvandrere i den polske hovedstad, Warszawa. I forgrunden (med ryggen til) Malik Alabani fra Libyen, der har været to år i Polen.
Fonden for Somalia arrangerer blandt andet kurser i polsk for indvandrere i den polske hovedstad, Warszawa. I forgrunden (med ryggen til) Malik Alabani fra Libyen, der har været to år i Polen. . Foto: Clara Binczak Lindhardt.

”Mandag“ torsdag“,” remser Malik Alabani fra Libyen op på gebrokkent polsk.

”Nej, TIRS-dag,” afbryder Mustafa Salem fra Egypten, før læreren når at rette.

11 elever og en lærer terper polsk i et lille klasselokale hos Fonden for Somalia midt i Warszawa. Organisationen arrangerer blandt andet kurser i polsk for indvandrere og tilbyder hjælp til at tyde breve fra myndighederne.

Ned fra det hvide, indvendige jerngitter foran vinduet hænger et polsk flag, og i et andet er et afrikansk klæde med grønne, gule og røde striber draperet hen over gitteret. Eleverne kommer fra lande som Indien, Kina, Eritrea og mange andre steder. Men sprogproblemer har de til fælles.

”Grammatikken er virkelig kompliceret. Jeg har læst, at polsk er verdens næstsværeste sprog. Og det må være rigtigt,” sukker Malik Alabani.

Han har boet i den polske hovedstad i to år, efter han flygtede fra konflikten i det urohærgede Libyen. Sproget er ikke det eneste, der er svært for ham.

”Det er svært at få et job. Nogle gange føler jeg mig fortabt. Så tænker jeg: 'Hvad skal jeg gøre? Skal jeg tage tilbage til Libyen?'. Men jeg vil ikke give op. Jeg har en familie at forsørge,” fortæller han.

Og det oplever mange indvandrere, når de kommer til Polen.

”Det sværeste for flygtninge og indvandrere her i Polen er at finde arbejde. Arbejdsgiverne er bange for at ansætte dem. Og så er der mange formaliteter forbundet med at ansætte dem. Både for økonomiske indvandrere og for flygtninge - for dem er det endnu sværere, for de må først arbejde efter et år i Polen,” siger talskvinde for Fonden for Somalia, Paulina Adamczak-Zielonka.

Der mangler handling fra myndighedernes side, mener man i organisationen.

”Polen har ikke nogen integrationspolitik, ingen planer for indvandrernes fremtid. Lige nu er det kun nødhjælp - der er retsrådgivning og polsk-kurser. Det er det, myndighederne giver lige nu. Men hvad med bagefter?”, spørger Paulina Adamczak-Zielonka.

Men Polen er ikke så rigt et land som andre lande i Vesten. Er det ikke forståeligt, at myndighederne ikke har råd til det?

”Det handler ikke om rigdom. Hvor meget koster undervisning i for eksempel at drive en forretning i Polen, bogføring i Polen, marketing i Polen, opstille en forretningsplan? Det koster, hvad ved jeg, 20.000 zloty (cirka 35.000 kroner). Vi har for eksempel undervist en gruppe på 15 kursister hver anden uge. Det er ikke kosmiske summer, som regeringen ikke har råd til. Man kan jo ikke trække de mennesker hertil og bare sætte dem af på Defilad-pladsen midt i Warszawa. For hvad skal de så?”, spørger hun, endnu en gang retorisk.

En anden udfording er polakkernes indstilling til indvandrerne. Siden flygtningene begyndte at rejse til Europa i stort antal hen over sommeren, har hundreder og nogle gange tusinder af polakker mindst én gang om ugen demonstreret mod flygtninge alene i Warszawa. De holder bannere og skilte op, hvorpå der for eksempel står ”Islamiske svin” og ”Flygtninge = terrorister”. Den slags tilkendegivelser trækker sine spor.

”En gruppe skolebørn gennembankede for nylig en lille dreng med indvandrerbaggrund. Da de voksne spurgte hvorfor, sagde de, at de havde været til en demonstration imod indvandring, og at indvandrere var dårlige for Polen,” siger stedfortrædende næstformand i Fonden for Somalia, Elmi Abdi, som selv er fra Somalia.

Indtil videre er det blevet ved enkelte triste hændelser, fortæller han.

”Hadet findes endnu mest på internettet. For alle kan skrive, hvad de vil, uden at give sig til kende, og ingen kontrollerer det. Der eksisterer debatfora, hvor folk skriver ekstremt truende ord mod indvandrere. Og vi er bange for, at det ender med vold i gaderne,” siger Elmi Abdi.

Tilbage i klasselokalet er Malik Alabani forsigtig med at kritisere polakkerne. De holder sig fra ham, kan han konstatere:

”Det virker, som om polakkerne ikke har lyst til at få nye venner - i hvert fald ikke fremmede venner. Der kan være mangel på kommunikation på grund af sproget. Men det er ikke deres skyld. Der er min skyld. For det er mig, som er kommet til Polen - det er mig, som må lære polsk,” siger han.

Og polskundervisningen er afgørende, mener man hos Fonden for Somalia. Men der er også brug for mere oplysning om de fremmede, mener den stedfortrædende formand, Elmi Abdi.

”Der er brug for debat og samtale. Når man taler om tingene, ændrer folks holdning sig. Det handler om viden. Vi så gerne, at regeringen og myndighederne gjorde mere ud af oplysningsarbejde, og at medierne nuancerede deres dækning af indvandrerspørgsmål. Lige nu viser de kun de problematiske sider - for eksempel fra vestlige lande. Her i organisationen holder vi selv debatter. For eksempel havde vi for nogle dage siden en debat om, hvad islam egentlig er, så folk kunne stille spørgsmål. Hvis vi havde flere penge, kunne vi tage rundt på skoler og holde foredrag,” lyder det.

Trods udfordringerne kunne Malik Alabani fra Libyen ikke tænke sig at være andre steder end i Warszawa:

”Fra allerførste gang, jeg kom hertil, har jeg været begejstret for Warszawa. Her er moderne, her er ikke fuldstændig overbefolket, og her er relativt billigt. Og de unge er mere åbne og venlige. Jeg vil hellere blive her end tage til for eksempel London.”