Prøv avisen

Muslimske lande skuffer Pakistan

Mand slæber nødhjælp ud af FN-helikopter i byen Paca Biakh i 2169 meters højde i Allai dalen, Pakistan. Kun få mængder nødhjælp er endnu kommet til området. Foto: Erik Refner

Mens nødhjælpen strømmer ind fra de lande, der er mest forhadte i den pakistanske befolkning, lader de muslimske brødre fra Saudi-Arabien, Iran og de stenrige golfstater vente på sig - til stor pakistansk skuffelse

I det katastroferamte Pakistan giver man ikke meget for den slidte floskel om muslimsk solidaritet. Skulle nogen insistere på, at fænomenet eksisterer, er det i det mindste meget vanskeligt at få øje på i forbindelse med de omfattende oversvømmelser i Pakistan.

Foruden et fly med nødhjælp fra det jordanske kongedømme og småbeløb fra Tyrkiet, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater synes den muslimske verdens førende lande ikke at føle sig forpligtede til at hjælpe Pakistans regering og befolkning i den akutte nød, landet befinder sig i. Hverken nabolandet Iran eller Saudi-Arabien havde i går tilbudt nødhjælp til Pakistan. Det til trods for, at Saudi-Arabien sendte omkring 300 millioner kroner til Haiti efter det seneste jordskælv. Ironisk nok kommer de største beløb fra USA og Storbritannien, der ifølge adskillige meningsmålinger til daglig også topper suverænt på listen over forhadte lande i Pakistan. I Storbritannien har en række muslimske nødhjælpsorganisationer igangsat indsamlinger i de lokale moskéer.

"Pakistans befolkning ønsker at vide, hvad der er sket med lederne i Iran og Saudi-Arabien, som endnu ikke har tilbudt at hjælpe deres pakistanske brødre og søstre," skriver den pakistanske journalist Muhammed Akram i et debatindlæg i dagbladet The Daily Times.

Han viser nogen forståelse for, at den manglende hjælp kan skyldes politiske spekulationer og det faktum, at forholdet mellem Pakistan og Saudi-Arabien gradvist er blevet køligere i tidligere præsident Pervez Musharrafs fravær.

"Det er vanskeligt at forstå de lunkne reaktioner fra Iran og Saudi-Arabien, da nødhjælpen jo netop ikke går til regeringen, men befolkningen," skriver Muhammed Akram.

Hele sagen om katastrofen i Pakistan vækker i det hele taget ikke stor opsigt i den muslimske verden. Den israelske mellemøstekspert Rivka Yadlin fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem har noteret en meget svag dækning af katastrofen i de arabisksprogede medier i Mellemøsten. Hun afviser ikke, at Saudi-Arabien muligvis vil give nødhjælp i de kommende dage, men fastholder, at de største beløb vil komme fra de muslimske nødhjælpsorganisationer, der indsamler penge i moskéerne.

Selvom Pakistans regering er glad for hver en krone, der bliver indsamlet, indtager Taleban-bevægelsen et knap så liberalt syn på nødhjælpen. I en pressemeddelelse opfordrer Taleban til ikke at tage imod nødhjælp fra vestlige lande, vel vidende at summerne fra de resterende lande er meget små.

"Vi fordømmer nødhjælp fra USA og andre vestlige lande, fordi vi mener, det er ydmygende. Vores jihad mod Vesten vil fortsætte til trods for nødhjælpen," siger Azam Tariq fra Pakistans Taleban-bevægelse.

allan@kristeligt-dagblad.dk