Prøv avisen

Myanmar er en tiger med øjet på klem

Charles Maung Bo, der er katolsk ærkebiskop af Yangon, mener, at de religiøse ledere i Myanmar bør gå ud med et fælles budskab om fred og forsoning. – Foto: Maiken Skeem.

Den katolske ærkebiskop af Yangon, Charles Maung Bo, har offentligt appelleret til de stridende parter om at indgå i dialog. Han ser den kristne kirke som en vigtig mægler i konflikterne

Den katolske ærkebiskop Charles Maung Bo tager barfodet og med åbne arme imod i sit hjem i hjertet af Yangon (Rangoon). En nonne serverer cappuccino og konfekt, og vi begynder vores samtale om et Myanmar (Burma) i hastig vækst på vej mod demokrati men også om de mange sten, som skal flyttes på vejen dertil. Imens slumrer en fuldvoksen hvid tiger på gulvtæppet ved ærkebiskoppens fødder den er dog ikke af kød og blod, men af blødt plys. Om Myanmar bliver Asiens næste tigerøkonomi, er for tidligt at spå om.

Der er stadig lang vej til målet, men de drømme, som engang var ren fantasi, er nu blevet til realistiske muligheder inden for rækkevidde, siger Charles Maung Bo.

Borgerkrig, blodige sammenstød mellem etniske og religiøse grupper, optøjer og uroligheder destabiliserer den positive udvikling i landet, og ifølge Charles Maung Bo udgør konflikterne en reel risiko for at standse udviklingen.

Jeg er optimist og er af den overbevisning, at vejen mod demokrati er for smal til, at vi kan foretage en U-vending. Vi er på vej, og vi kan og skal ikke vende om nu. Men alt kan ske, hvis ikke de stridende parter sænker deres våben. Dialog og ikkevold er vigtige midler til at nå målet.

Ærkebiskoppen ser det som den kristne kirkes rolle at mægle og til at bidrage til fred og forsoning. Særligt i de eskalerende konflikter mellem muslimer og buddhister mener han, at den kristne kirke kan gøre en forskel.

LÆS OGSÅ: Buddhistisk kampagne lægger muslimer for had

Vi skal forholde os neutrale og aldrig tale imod eller nedsættende om en anden religion. Den kristne kirke skal sørge for at være en del af løsningen frem for en del af problemet.

Netop derfor har ærkebiskoppen sammen med den amerikanske ambassadør i Yangon taget initiativ til at holde det, som de kalder inter-religiøse frokoster. Buddhistiske, muslimske og kristne ledere inviteres til dialog, og målet er at udarbejde et fælles budskab, som lederne skal sprede i deres menigheder.

De religiøse lederes rolle og indflydelse i det burmesiske samfund er utrolig stærk. Derfor er jeg overbevist om, at hvis vi går ud med et fælles budskab om fred og forsoning, vil det sprede sig som ringe i vandet og dermed føre til en positiv udvikling, forklarer Charles Maung Bo og tilføjer, at langt de fleste religiøse ledere er positivt indstillede over for initiativet.

Roden til hetzen mod muslimerne mener Charles Maung Bo, at man primært skal finde ved at kigge ud over landets grænser:

Munkene orienterer sig mod udlandet. De kan se, hvad der sker i for eksempel Syrien og Egypten, i Thailand og i Filippinerne og de er usikre på, hvad muslimernes agenda egentlig er. Vil muslimerne skabe uro og islamisere Myanmar? Man kan ikke forhindre de buddhistiske munke i at have den slags tanker. Derfor opfordrer jeg de muslimske ledere til at spille med åbne kort, til ærligt at gøre rede for deres idéer og deres planer, når de taler med de buddhistiske ledere.

Den hastige udvikling mod demokrati og frihed, som Myanmar lige nu oplever, er ifølge Charles Maung Bo overvejende positiv. Men måske skal noget af årsagen til de fremmedfjendske ytringer og handlinger findes i netop den pludselige frihed.

Befolkningen har været undertrykt og holdt nede i seks årtier. De kunne ikke sige, hvad de ville, end ikke tænke på det. Nu er de snærende bånd med ét løsnet, og det skaber en form for overtryk. Det er nu til forskel fra tidligere tilladt at udtale sig også nedsættende om andre religioner. I hvert fald har det ikke umiddelbart nogen konsekvens.

Manglende uddannelse på alle niveauer af samfundet skal ses i forlængelse heraf. Charles Maung Bo mener, at netop befolkningens mangel på uddannelse er en væsentlig årsag til de sekteriske stridigheder.

Vi skal modnes og uddannes til at forstå betydningen af ord som frihed og demokrati, og derfor er uddannelse et væsentligt område at sætte ind på for de internationale organisationer og ambassader i landet. Det gælder fra undervisningen af børn og unge til undervisning og kapacitetsopbygning af myndigheder og på regerings-niveau, fastslår Charles Maung Bo og tilføjer, at det også og måske især gælder for landets buddhistiske munke.

Der er omkring 500.000 munke i Myanmar. Det er faktisk kun et fåtal af dem, som er veluddannede. De har en enorm magt blandt befolkningen, som lytter til og retter sig efter deres ord.

Forlydender om, at de afsatte militærgeneraler står bag den eskalerende hetz mod landets muslimer, kan eller vil ærkebiskoppen hverken bekræfte eller afkræfte.

Så længe militæret sidder på 25 procent af pladserne i parlamentet, og så længe de gamle generaler stadig trækker vejret, vil de spøge i kulissen og så afgjort fortsat spille en rolle vi kan bare ikke med sikkerhed vide, hvor stor rollen er.

Selvom ærkebiskoppen ønsker udvikling for sit land, er han skeptisk over for den fart, som udviklingen i øjeblikket tager.

Den demokratiske proces må gerne skride gradvist fremad, men der opstår problemer, hvis det går for stærkt. Ngoer og internationale virksomheder står i kø for at investere i Myanmar, men jeg kan have min tvivl om, hvorvidt deres hjælp og investeringer kommer de fattigste af de fattige til gavn. Vi har endnu ingen systemer og ingen strukturer i landet. Mit indtryk er, at investeringerne primært finder sted for at gavne den, der investerer, og det forekommer mig af og til, at organisationerne kun har en delvis forståelse af forholdene i Myanmar. Jeg har dog stor tillid til de kirkelige organisationer, til de organisationer, hvis fundament er religiøst, og til ambassaderne. De gør et godt stykke arbejde og forsøger faktisk at nå dem, som har mest brug for det.

Charles Maung Bo er erklæret optimist, men han er ifølge eget udsagn også realist. Der skal meget til for at opnå et systemskifte til parlaments- og præsidentvalget i 2015, mener han.

Det kræver en forfatningsændring, hvis Aung San Suu Kyi skal vinde valget. 25 procent af parlamentsmedlemmerne er militærfolk, og de ønsker hende ikke ved magten. Dertil kommer, at det stadig ifølge forfatningen er umuligt at blive landets præsident, hvis man som Aung San Suu Kyi har været gift med en udlænding eller har børn med andet statsborgerskab, siger Charles Maung Bo og understreger, at som tiden går og med det internationale samfunds indflydelse, så er der en reel mulighed for et magtskifte.

Ingen tvivl om, at Myanmar har potentialet til at blive Sydøstasiens nye tigerøkonomi men om det sker, afhænger i høj grad af, om landet har succes med fred og forsoning imellem landets utallige etniske og religiøse grupperinger. Akkurat som den hvide tiger ved ærkebiskoppens fødder har Myanmar det ene øje på klem klar til et spring fremad.