Prøv avisen

Myanmars ældre holder hinanden oppe

I Myanmar er det den yngre generations ansvar at tage vare på deres forældre eller svigerforældre, når de bliver gamle. Men det er langtfra alle, der oplever, at tilværelsen flasker sig sådan. Foto: Maiken Skeem

Efter i årtier at have levet eller overlevet i et nådesløst militærdiktatur er befolkningen i Myanmar vant til at hjælpe hinanden. Private donationer og initiativer spinder et finmasket net under samfundets svageste også under de ældre

I Myanmar er det den yngre generations ansvar at tage vare på deres forældre eller svigerforældre, når de bliver gamle. Men det er langtfra alle, der oplever, at tilværelsen flasker sig sådan. Nogle mister deres kære undervejs. De ender alene uden nogen til at forsørge dem på deres ældre dage.

Heldigvis findes der alderdomshjem i Myanmar, om end det kun er ganske få. De eksisterer ikke på grund af staten, men takket være privat velgørenhed. I Myanmar er der en veludviklet kultur for at give til dem, som mangler en kultur, som delvist er rodfæstet i den buddhistiske religion, men også et symptom på, at befolkningen i årtier har levet under et brutalt militærdiktatur, som ikke delte ud af goderne.

På Shwe Than Lwin Home for the Aged en times kørsel uden for Yangon bor der 71 ældre mennesker. Den yngste er 60 år, den ældste er 103. Fælles for dem alle er, at de bor på alderdomshjemmet, fordi de ikke har andre muligheder. Nogle af dem bor her for en tid, indtil familieforholdene tillader, at de vender hjem andre bliver her, til de dør. Deres eneste alternativ ville være et liv på gaden.

Og godt nok var det regeringen, der i 1999 udstykkede de 24 tønder land til hjemmet, men det var en privat erhvervsdrivende fra Yangon, som lod bygningen opføre, fortæller hjemmets daglige leder, Daw Khim Son Win og tilføjer:

Regeringen yder et årligt bidrag. Det er netop steget til 30.000 kyat (180 kroner, red.) om året. Tidligere har beløbet været 12.000 kyat (72 kroner, red.) om året. De 30.000 kyat svarer til blot én procent af vores samlede årlige budget. Vi er helt afhængige af private donationer fra virksomheder og almindelige mennesker i lokalsamfundet eller andre velvillige forbipasserende.

I Myanmar er gæstfrihed og den udstrakte hånd i høj grad med til at få et vaklende samfund til at hænge sammen. Staten har ikke sørget godt for befolkningen og gør det stadig ikke. Folk har selv været nødt til at udvikle et system, som gør det muligt at overleve. Set udefra kan det næsten virke som en slags velorganiseret medmenneskelighed.

LÆS OGSÅ: FN stiller skarpt på menneskerettigheder i Myanmar

I dag er en særlig dag på Shwe Than Lwin Home for the Aged. Det er den dag i ugen, hvor en munk fra det lokale kloster kommer og beder sammen med de ældre mennesker. De har alle deres pæneste tøj på og samles til bøn og meditation i hjemmets fællessal. Et stort alter med gyldne buddhaer, røgelsespinde og blomster dominerer rummet. Munken indtager en tronstol af træ ved siden af alteret, imens de ældre sætter sig på knæ og folder hænderne. De, som er for syge eller svage, kan blive i deres senge på sovesalene og lytte med via en højttaler. Munken er hæs i dag. Han hoster og nyser og må flere gange afbryde sig selv for at drikke vand, men han klarer sig igennem de 45 minutters fælles bøn, meditation og recitationer godt hjulpet af de ældre.

Der findes fire sovesale på plejehjemmet. Hver beboer har sin egen seng og sit eget skab med nøgle til. I skabene opbevarer de alt deres jordiske gods. De tre sovesale er til kvinder, og den ene til mænd. 56 af hjemmets beboere er nemlig kvinder. Kun 15 er mænd. Her bor også et enkelt ægtepar, fortæller lederen Daw Khim Son Win.

Det giver os nogle udfordringer at have par boende. Manden vil naturligvis gerne besøge sin kone, som er meget syg. Hun insisterer på, at hun vil se hans ansigt hver dag, og ønsker kun at drikke den kaffe, som han har brygget. Men de andre kvinder klager over, at han ikke bør være i kvindernes afdeling. Derfor ligger hans kone nu på gangen uden for sovesalen, så de kan se hinanden, når som helst de har behov for det.

Daw Khim Son Win har arbejdet på hjemmet i de 14 år, det har eksisteret. Hun er vant til udfordringer, for dem er der mange af. I dag er tilliden til de ældre beboere for længst opbygget, og hun ved, hvordan hun skal klare de daglige strabadser. Men hun husker de første svære år, hvor hun var ung og uerfaren. Hun blev ofte skræmt over de ældre menneskers voldsomme temperament og nogle gange også voldelige adfærd.

De ældre mennesker, der bor hos os, er her, fordi de ikke har andre muligheder. Vi er deres absolut sidste udvej. De har alle en masse traumatiske oplevelser med i bagagen, når de kommer. Døde ægtefæller, døtre og sønner eller uoverensstemmelser med deres svigerdøtre eller svigersønner. De er blevet frastødt, bortvist eller ladt alene, og det skaber naturligvis af og til nogle uhensigtsmæssige reaktioner og frustrationer. Men de ældre hjælper, støtter og trøster hinanden. Her er et godt og solidt fællesskab, og de holder hinanden oppe. De fungerer på mange måder som hinandens familie, fortæller Daw Khim Son Win.

88-årige Daw Khin Mar Kyi har boet på plejehjemmet i fem år. Hendes mand og to af hendes tre sønner er døde af sygdom. Den tredje søn forsvandt under studenteroprøret i 1988, og hun har ikke hørt fra ham siden. Hun savner dem hver dag, men klager ikke over livet på plejehjemmet.

Maden er veltilberedt, lagner og tæpper rene, og jeg bliver hjulpet i bad, når jeg har brug for det, fortæller Daw Khin Mar Kyi, som sidder i kørestol, fordi hun for et år siden faldt uheldigt i plejehjemmets have og brækkede det ene ben.

Det blev aldrig lagt i gips og bliver nok aldrig bedre.

Også 85-årige Daw Kyin Pyo befinder sig godt på hjemmet, men hun savner sin søn.

Min eneste søn giftede sig med en kvinde, som allerede havde fire børn. Men der opstod splid i familien. Jeg kom ikke godt ud af det med min svigerdatter, fordi hun ikke syntes, at jeg hjalp nok til, og vi skændtes ofte. Enten ville hun forlade min søn, eller også måtte jeg flytte ud af huset. Derfor flyttede jeg ind her. Min søn kommer ofte og besøger mig, men selvom jeg i dag har et bedre forhold til min svigerdatter, vil det aldrig kunne lade sig gøre at flytte hjem igen.

De ældre mennesker bekymrer sig om deres eget liv men der er også plads og tid til at reflektere over fremtiden for Myanmars yngre generationer og for morgendagens Myanmar:

Jeg håber, at de unge bevarer deres gode moral og stadig vil tænke på deres medmennesker frem for kun at tænke på sig selv og deres egen lykke, siger Daw Khin Mar Kyi.

På plejehjemmet er der faste rutiner og vaner. Hver eneste dag forløber efter samme mønster. Dagen begynder klokken fem med morgenmad. Herefter bøn og meditation. Igen om eftermiddagen samles de ældre til bøn og meditation og endnu en gang om aftenen. Alle måltider serveres på nøjagtig samme tidspunkt hver dag, og klokken 21 folder de ældre myggenettet ned omkring deres senge, og dagen slutter. Genkendelighed og ro er vigtigt, når man befinder sig i livets sidste alder, mener lederen Daw Khim Son Win.

Hos familien bliver den ældre generation ofte bedt om at hjælpe til i huset og passe børnebørnene, selvom deres kræfter ikke længere rækker. Ofte må de vente på måltider og på at modtage hjælp til personlig hygiejne, og de har ikke tiden og roen til at bede og meditere. Det er uden tvivl bedst for de ældre at bo hjemme hos familien men noget godt ved at bo her er, at de får den ro til fordybelse, bøn og meditation, som de ønsker og har behov for.

Fordybelsen og roen tjener som forberedelse til, at livet en dag kommer til sin afslutning.

Jeg vier næsten al min tid til bøn og meditation, og jeg føler mig derfor klar til at møde døden, den dag den beslutter sig for at komme forbi, siger 88-årige Daw Khin Mar Kyi.

Ældre i Myanmar