Myanmars politiske reformer risikerer at drukne i etniske konflikter

De kristne indbyggere i Kachin er i åben krig med Myanmars nationale hær trods omstillingerne mod demokrati. Som de øvrige etniske mindretal, der i alt udgør 40 procent af befolkningen, søger de mere selvbestemmelse

Flere end 100.000 mennesker lever i flygtningelejre i Myanmars nordlige Kachin-stat. Således også denne dreng, der efter skoledagen uden for er på vej tilbage i lejren. –
Flere end 100.000 mennesker lever i flygtningelejre i Myanmars nordlige Kachin-stat. Således også denne dreng, der efter skoledagen uden for er på vej tilbage i lejren. –. Foto: Jean-Matthieu GautierDemotix.

De slidte kyat-sedler glider i ned i de dybe stofposer, som rytmisk går fra hånd til hånd langs bænkerækkerne i Kachin Baptist Kirke i det centrale Yangon. Der bliver samlet ind til flygtningene i Kachin-staten i det nordøstlige hjørne af Myanmar, og poserne bliver fyldt rundhåndet op af de 400-500 velklædte kirkegængere, som er samlet i det store dunkle rum med dets svalende aircondition.

Der er mere end rigeligt brug for pengene. Omkring 100.000 mennesker skønnes nu at være flygtet fra deres hjem, efter at krigen i 2011 igen brød ud mellem Myanmars nationale hær og Kachins oprørsgrupper, og flygtningene er stort set afhængige af den hjælp, de kan få fra deres landsmænd eller andre sympatisører i Myanmar. De internationale nødhjælpsorganisationer, herunder FN, har svært ved at få adgang til de mange flygtningelejre, der ligger i områder kontrolleret af oprørerne.

Det var ikke den situation, Myanmars kristne havde forestillet sig, da militærdiktaturet i Myanmar begyndte at demontere sig selv i 2011. Mens det centrale Myanmar, hvor det burmanske buddhistiske flertal af befolkningen bor, har oplevet en perlerække af reformer med blandt andet løsladelse af politiske fanger, næsten fuld ytringsfrihed og en bemærkelsesværdig åbenhed over for det internationale samfund, har de omkring 1,2 million overvejende kristne indbyggere i Kachin set en 17-årig våbenhvile blive brudt og åben krig vende tilbage. Deres håb om en demokratiserings-bonus i form af øget selvstændighed og en ny forfatning, der endelig giver dem den føderale delstat, de blev lovet ved landets selvstændighed for mere end 50 år siden, er langtfra at blive indfriet.

Regeringen og Aung San Suu Kyo får det til at se ud, som om hele landet er vidunderligt. Men de glemmer de etniske mindretal, siger Khon Ja, koordinator i Netværket for Fred i Kachin, mens hun på sin computer viser plancher med tal og fotos fra kampene i Kachin.

Den danske kirkelige organisation Danmission er blandt de udenlandske organisationer, der forsøger at hjælpe befolkningen i Kachin. Dels gennem hjælpe- og udviklingsarbejde i selve området, dels gennem dia-logarbejde mellem Myanmars forskellige etniske og religiøse grupper.

Krigen i Kachin er blot en af de mange konflikter, der er mellem Myanmars regering og hær på den ene side og de etniske befolkningsgrupper på den anden. Den er også den blodigste. Siden den nye regering kom til magten i Myanmar i marts 2011, har den indgået våbenhvileaftaler med 10 ud af de 11 etniske mindretal. Men i Kachin slås man mere forbitret end i mange år.

Der er kampe på en tredjedel af Kachins areal, og halvdelen af befolkningen er berørt af krigen. Næsten hver tiende indbygger har måttet forlade sit hjem, og hundreder af soldater både fra den kachinske oprørshær, KIA, og den nationale hær er døde i de knap 6000 væbnede sammenstød, der har været, siden våbenhvilen brød sammen i juni 2011. Menneskerettighedsgrupper har dokumenteret en lang række af overgreb på civilbefolkningen fra både den nationale hær og KIA. Præsident Thein Sein erklærede i januar, at hæren ville indstille sine angreb, men ordren er ikke blevet fulgt, hvilket har næret bekymringen for, at Thein Sein ikke har kontrol over militæret.

Roden til konflikten i Kachin går tilbage til kolonitiden. Før briterne i 1800-tallet erobrede hele det nuværende Myanmar (foruden det, der nu er Indien, Bangladesh og Pakistan), levede de fleste etniske grupper i Myanmar med hvert deres uafhængige styre og med hver deres kulturelle egenart. Da Anden Verdenskrig var slut, og briterne accepterede at opgive deres kolonier, ønskede de etniske grupper deres selvstændighed tilbage.

LÆS OGSÅ: Myanmars røde rober er mere til religiøse studier end revolutioner

I stedet for at kræve uafhængighed hver for sig blev lederne fra de otte etniske hovedgrupper arakin, chin, karen, kachin, mon, rakhin, shan og ikke mindst burmanerne dog enige om at danne én fælles stat, Den Burmesiske Union, under den forudsætning, at det skulle være en føderal stat med udstrakt selvstyre og lighed mellem otte delstater, som det kendes fra USA eller Tyskland. Aftalen blev kaldt Panglong-aftalen efter den by i Shanstaten, hvor lederne mødtes.

Den burmanske hovedforhandler og repræsentanten for den største befolkningsgruppe i den nye union var general Aung San, far til Aung San Suu Kyi. Hans person var i høj grad garanten for, at burmanerne ville overholde aftalen, og da han blev dræbt blot få måneder inden uafhængigheden i 1948, fik det dramatiske konsekvenser for de etniske mindretal. Hans efterfølgere på magten i Burma respekterede ikke Panglong-aftalens vilkår, men opbyggede en enhedsstat under central burmansk ledelse.

Udviklingen skabte voldsom uro blandt de etniske mindretal, og i de kommende år greb flere og flere af dem til våben for at løsrive sig fra Den Burmesiske Union. Ud over bruddet på Panglong-aftalen kom det også til at spille en rolle, at regeringen i 1961 besluttede, at buddhismen skulle være statsreligion. For kachin-, chin- og karen-folkene, som overvejende var kristne på grund af britiske missionærer, blev det en ekstra anstødssten til at kæmpe for frihed.

Siden har det kompliceret både konflikten i Kachin og i de andre etniske regioner yderligere, at en stor del af Myanmars meget store natur- og råstofforekomster ligger i netop disse områder. Det har på den ene side gjort militæret tilbageholdende med at give kontrollen med områderne fra sig, både af økonomiske og strategiske hensyn. På den anden side har det blot yderligere skærpet mindretallenes utilfredshed med at være under administration af en centralregering i Nay-pyidaw, som Myanmars hovedstad hedder, at de kan se milliardindtægter forsvinde ud af deres hænder.

Særligt Kachin er et guldæg i den i forvejen velpolstrede kurv af naturrigdomme i Myanmar. Regionen har adskillige guldminer, masser af jade, store forekomster af kul og teaktræ og gode muligheder for vandkraft.

Alene andelen af udenlandske investeringer i Kachin giver et fingerpeg om, hvor interessant staten er. I 2010 var de samlede udenlandske investeringer i Myanmar på 10.500 dollar. Halvdelen af dem gik til Kachin, siger Khon Ja, koordinator i Netværket for Fred i Kachin.

Ikke mindst Kina har store økonomiske interesser i Kachin. Kina står blandt andet bag et kolossalt dæmningsbyggeri, der i givet fald vil betyde tvangsflytning af 15.000 mennesker.

Khon Ja peger på, hvordan Kachin, selvom regionen ligger i udkanten af Myanmar, har en fantastisk central strategisk beliggenhed midt i det sydlige Asien. Området er et knudepunkt for trafikken af varer mellem Kina og Indien. Blandt andet olie og gasforsyninger.

Kachin er skruet ind mellem Indien og Kina. Den korteste vej mellem Kina og Indien går direkte gennem Kachin, siger Khon Ja.

Dertil kommer, at Myanmars vigtigste vandvej, den 2150 kilometer lange Irrawaddy-flod, har sit hovedløb fra Bhamo i Kachin til floddeltaet 1000 kilometer længere nede i den sydlige del af landet. Floden, som blev udødeliggjort af den britiske forfatter Rudyard Kipling i Kom igen til Mandalay ad flotillens gamle vej, har i århundreder været brugt til at fragte varer, og den er stadig den billigste måde at transportere ris på fra deltaet og op gennem landet. Kontrol med Irrawaddy er derfor kontrol med meget mere end vand.

Der har været flere tilløb til at løse konflikterne med de etniske mindretal, og senest har reformregeringen under præsident Thein Sein indgået våbenhvile med alle de etniske oprørsgrupper undtagen Kachin Independent Army, KIA. KIA afviser en aftale med den begrundelse, at man indgik en våbenhvileaftale allerede i 1994, som ville være i kraft, hvis ikke Myanmars hær, Tatmandaw, havde brudt den.

Selv våbenhvileaftalerne er dog langtfra et tegn på, at konflikterne er ved at være løst. De politiske forhandlinger om fred er vanskelige, fordi de dybest set kræver en forfatningsændring, som åbner for dannelsen af den forbundsstat, som aldrig blev til noget, da briterne opgav deres kolonimagt i landet. Det krav er svært at sluge, ikke mindst for militæret, som stadig har en afgørende indflydelse i landet, men det er det vigtigste krav for de etniske mindretal. De færreste tror på egentlig uafhængighed, men større selvbestemmelse over faktorer som naturressourcer, uddannelse og sundhed er et kardinalpunkt.

Retfærdighed er den eneste garanti for varig fred, siger Khon Ja.

U Zam Cin Pao, stifter af det Nationale Khin Parti og medlem af Myanmars parlament, kan ikke se, hvordan Myanmar kan udvikle sig til et demokratisk samfund uden en løsning af de etniske konflikter:

Så længe der er diskrimination af store dele af befolkningen og undertiden også direkte voldelige angreb, kan vi ikke tale om demokrati. Vi er nødt til at løse de etniske spørgsmål først.

En af hans onkler deltog i forhandlingerne om Pang-long-aftalen, og det er også den aftale, U Zam Cin Pao kredser om.

Vi kan kun udvikle landet til fælles bedste, hvis vi bliver behandlet ligeværdigt. Vi skal have en reel union, siger han.

Det samme budskab gentages af U Thu Wai, formand for Det Demokratiske Parti, et landsdækkende parti.

Uden en løsning på de etniske konflikter får man ingen stabil politisk proces. Der er dele af regeringen, som tror, at man kan lægge låg på, men det er ikke muligt. Uden fredsløsninger er selve de demokratiske reformer i fare, siger den 80-årige partiformand, der har brugt det meste af sit liv på at kæmpe for demokrati i Myanmar.

U Thu Wai var i sin ungdom personlig rådgiver for en af landets premierministre før militærkuppet, har været redaktør på flere store aviser og nyhedsbureauer i det sydøstlige Asien, sad 10 år i fængsel som politisk fange efter oprøret i 1988 og står nu i spidsen for Det Demokratiske Parti, hvis mål er at skabe et menneskeværdigt liv for Myanmars indbyggere.

Hans store håb er, at det vil være muligt at genopbygge tilliden mellem befolkningsgrupperne i Myanmar.

Det skorter på tillid lige nu, men vi er nødt til at prøve at skabe den.

En kvinde har i særdeleshed øjnene rettet mod sig, når det gælder chancerne for fred: Aung San Suu Kyi, datter af den burmanske frihedshelt, Aung San, der sammen med lederne af de syv andre etniske hovedgrupper efter Anden Verdenskrig fik forhandlet fælles selvstændighed fra den britiske kolonimagt i 1947. De etniske mindretal har haft store forventninger til, at lederen af landets største oppositionsparti, NLD, ville tale deres sag. Det er ikke sket.

Aung San Suu Kyi har tværtimod holdt meget lav profil i det etniske spørgsmål og er veget bort fra at melde klart ud, hvorvidt hun støtter de etniske lederes krav om en føderation, når forfatningen skal ændres. Khon Ja mener ligefrem, at Aung San Suu Kyi er skyld i, at problemer er vokset i Kachin.

LÆS OGSÅ: Myanmars kunstnere har fået politisk kant

Kachin har færre støtter nu, fordi Aung San Suu Kyi holder hånden over regeringen. Hendes samarbejde sikrer den opbakning, og så behøver den ikke at lytte til mindretallene, siger hun.

Ydermere har Aung San Suu Kyi, set med kachinernes øjne, gjort, hvad hun kunne for at holde sig væk fra området.

Hun førte ikke valgkamp i Kachin, og hun har ikke brugt fem minutter på at mødes med kachin-ledere, siger Khon Ja.

Skuffelsen over The Lady, som Suu Kyi populært kaldes i Myanmar, er mærkbar blandt de etniske mindretal.

Hun har fået Nobels Fredspris, og hun burde kæmpe for ofrene for menneskerettighedskrænkelser i Kachin. Hvis ikke hun forsvarer undertrykte mennesker, hvem vil så gøre det? Jeg er overrasket og skuffet, siger Naw La, en kachin-aktivist, der bor i Thailand, til det amerikanske nyhedsmagasin The Time.

Aung San Suu Kyis valne holdninger er så meget desto større et problem efter de etniske minoriteters mening, fordi hun er den person, udlandet ubestridt lytter mest til. Der bliver ikke lagt et internationalt pres på Myanmars regering for at få ændret forfatningen til gavn for de etniske minoriteter, medmindre Aung San Suu Kyi går ind for det.

Hvis vi skal overbevise præsident Obama om noget, skal det komme fra Aung San Suu Kyi, som Khon Ja siger.

Ikke alle ser dog lige pessimistisk på Aung San Suu Kyis indsats. Professor i teologi ved det kristne universitet i Yangon, MIT, Saw Hlaing Bwa, der med støtte fra Danmission også er engageret i freds- og dialogarbejde, ser det som en strategisk overvejelse fra hendes side.

Hun vil vinde militærets sjæl. Det står i forfatningen, at hvis landets enhed er i fare, så kan militæret gribe ind. Derfor vil hun ikke udfordre generalerne lige nu, men vente, til de er mere parate, siger Saw Hlain Bwa.

Han forstår godt, at de etniske grupper er bekymrede over Aung San Suu Kyis tavshed og mister tilliden til hende, men han håber, at de vil erkende, at The Lady blot går en nødvendig omvej.

Hendes tavshed betyder ikke, at hun er ligeglad. Hun er meget intelligent og ved godt, hvad der er på spil i de etniske konflikter. Men hun er nødt til at vente, mener teologiprofessoren.

I mellemtiden venter også civilbefolkningen i de etniske områder. I Kachin betyder det blandt andet, at de enorme narkoproblemer fortsætter. Opiumen flyder frit i store mængder, både fra lokal produktion og import fra Kina, og det siges åbent, at hver familie har mindst en narkoman.

Det er et kæmpemæssigt socialt problem. Sprøjterne flyder på universiteterne; de unge passer ikke deres uddannelse, de unge kvinder bliver prostituerede, og familier går i opløsning, siger Kaw Mai, kachiner og ansat på det kristne universitet MIT, Myanmar Institute of Theology i Yangon.

Hun voksede op i Kachin med en far, der var narkoman og havde fire brødre, der også var narkomaner. De er alle døde i dag. Kaw Mai tvivler på, at misbruget kan standses, før der kommer en administration med politisk opbakning fra alle sider og vilje til at bruge de nødvendige ressourcer til at bekæmpe den fattigdom, som er en del af årsagen.

I øjeblikket er der stort set ingen forebyggelse og ingen kontrol heller med stofferne, siger hun.

Narkotikaen er, som i andre konfliktområder, også en selvstændig årsag til, at uroen fortsætter. Lokale narkobaroner tjener tykt på opi-ummen og har lettere ved at drive deres illegale forretninger, så længe der er et mål af kaos, som forhindrer politi- og retsvæsen i at fungere. Fred i Kachin afhænger derfor også af, hvorvidt det kan lykkes at få bremset det uskønne sammenrend af narkohandlere og andre banditter, der profiterer af uroen.

Jesper Svenbro: Inget andetag är det andra likt. 66 sider. 114 svenske kroner. Albert Bonniers Forlag.
Jesper Svenbro: Inget andetag är det andra likt. 66 sider. 114 svenske kroner. Albert Bonniers Forlag. Foto: .