Det er uundgåeligt at se rødt i Myanmar. Landet har mere end en halv million buddhistiske munke, og de er synlige overalt, fra den største by, Yangon, til den mindste landsbyflække. I deres karakteristiske røde gevandter, som lader den ene bare og solbrændte skulder stikke frem, suser munkene forbi på bagsædet af en motorcykel, hvis de da ikke drikker te med en bekendt ved de små teboder langs landevejen eller får afsluttet det sidste i mobiltelefonen på vej ind i en af de gyldne pagoder. Ikke mindst ses munkene langs gader og landeveje under den daglige formiddagstur, hvor de går rundt til områdets familier med deres runde sortlakerede træskål for at samle mad ind. Især de små drenge, novicerne på 9-10 år, går ofte to-tre stykker sammen for at sikre sig dagens vigtigste og sidste måltid: frokosten, der skal spises inden klokken 12.
LÆS OGSÅ: En anderledes munk
Sjældent har munkene dog fået så mange til at se rødt måske især den daværende militærjunta som da de i september 2007 i store samlede flokke demonstrerede mod styrets prisstigninger på brændsel. I dagevis gik tusindvis af munke i protestmarcher for slutteligt at blive slået tilbage med vold af militæret og arresteret i hundredvis. Safran-revolutionen blev demonstrationerne døbt med henvisning til munkenes røde klædedragt og den utilfredshed, marcherne signalerede med det politiske styre. Safran-revolutionen blev, især i udlandet, set som (endnu) et udtryk for munkevæsenets sanghaens sociale engagement og dets vilje til at slås for befolkningens rettigheder.
I Myanmar forklares munkenes rolle i det politiske liv mere nuanceret. Ganske vist færdes de ubesværet rundt i alle dele af samfundet, ligesom deres klostre har let og åben adgang for lægfolk, men det skal ikke forveksles med et direkte politiske engagement. Når så mange munke tog del i demonstrationerne i 2007, skyldtes det først og fremmest, at de var frustrerede over, at de høje brændselsafgifter gjorde det svært for landets indbyggere at få råd til at give munkene så meget mad, som de plejede, lyder en mere usentimental udlægning af safran-revolutionen.
Oprøret handlede om mad, ikke politik, siger Tluang Lian Hnin, der har en kandidatgrad i internationale forhold og udviklingspolitik og arbejder i et internationalt konsulentfirma i Yangon.
Tluang Lian Hnin studerede ved Aalborg Universitet i 2007 og undrede sig dengang over de tusinder af munke, han kunne følge på billederne, der slap ud af Myanmar og blev rundsendt af de internationale medier. De massive protester harmonerede ikke med den erfaring, han havde med munkenes sædvanlige aktiviteter. Hans vurdering er, at mange af de rødklædte skikkelser ikke var munke, men politisk aktive indbyggere, der brugte munkedragten i håb om, at den ville skærme dem mod militær brutalitet.
Der er intet lettere end at klæde sig ud som munk. Det er bare nogle meter rødt stof, siger han.
Khin Maung, journalist og vicedirektør ved tv-stationen DVB, der indtil for få uger siden sendte sine nyheder fra Norge, fordi ytringsfriheden var stærkt begrænset under militærstyret, peger på, at Myanmars munke først og fremmest er en moralsk og religiøs autoritet.
De er ikke en del af den politiske proces. Deres styrke er den religiøse, forsonende indsats, siger han.
Samme vurdering har Saw Hlaing Bwa, professor i teologi og leder af det kristne universitet, MIT, i Yangon. Universitet er stærkt engageret i økumenisk samarbejde blandt andet støttet af den danske hjælpeorganisation Danmission.
Saw Hlaing Bwa fremhæver, at der er to hovedlinjer i Myanmars buddhistiske tradition: meditation og socialt engagement. For hovedparten af munkene er det meditationen og de religiøse studier, der optager dem. Men det er i høj grad et generationsspørgsmål.
Flertallet af munkene er konservativt opdraget til at koncentrere sig om det religiøse liv i klostrene. Men der er kommet forandringer med den unge generation. De er mere socialt og politisk engagerede, siger Bwa.
Det seneste eksempel er de munke, der deltog i demonstrationerne mod en planlagt kobbermine i den nordlige del af Myanmar, i Kachin-området. Adskillige munke var til stede og det var dem, der blev dræbt flest af, da militæret stormede demonstranternes lejr.
Op gennem historien har det været munke, der gik forrest, mener Bwa.
Munke, ikke munkene. Det er stadig et fåtal af munkene, der fortolker deres troslære som en opfordring til konkret samfundsengagement. Det viser den kendsgerning, at mens 15.000 af landets munke typisk dem, der er eller bliver abbeder har gennemført sanghaens højeste uddannelser eller opnået en p.hd.-grad, er det kun 200 af disse, der er erklæret socialt aktive.
Saw Hlaing Bwa forklarer det blandt andet med den decentrale struktur, som det buddhistiske munkevæsen har i Myanmar. Hvert kloster er en uafhængig enhed, som sørger for sin egen økonomi og træffer sine egne valg i forhold til prioritering af spiritualitet og arbejdsopgaver. Derfor har buddhismen i Myanmar et mangefacetteret udtryk. Nogle slutter op om regeringen, herunder tidligere militæret. Nogle slutter op om folket. Nogle mener, at deres vigtigste bidrag til et sandere og mere retfærdigt samfundsliv går gennem religiøse studier og fordybelse i meditation. Andre, at troen først og fremmest fordrer et aktivt, direkte engagement i befolkningens ve og vel.
Uanset hvilken af delene, der gør sig gældende, er det så godt som sikkert, at indbyggerne altid støtter munkene. Det er dem, der sørger for munkenes daglige måltider, når de kommer forbi med deres sorte træskåle. Det er også dem, der i små hold skiftes til at stå ved landevejene og samle ind hos de forbipasserende, når den lokale pagode eller klostret trænger til maling eller nyt bladguld på taget.
I løbet af et par timers køretur er det ikke ualmindeligt at komme forbi fire-seks af den slags indsamlingskomitéer, der med højttalere og viftende flag gør opmærksom på sig selv. Og undertiden belønner giverne med et stykke indkogt palmesukker, der sagtens kan hamle op med en god, blød fudge-karamel i både smag og konsistens.
Livet inden for klostrets mure er også velkendt for de fleste familier. Stort set alle mænd i Myanmar drager på et tidspunkt af deres liv i kloster, som regel en måneds tid, for at ære deres forældre.
Det nære bånd mellem munkene og landets øvrige indbyggere giver således uvilkårligt munkene stor indflydelse på befolkningens livsanskuelser. Afhængig af det enkelte klosters vægtning mellem direkte samfundsengagement eller indre fordybelse vil det sætte sit præg på lokalområdet.
Mens nogle udlændinge fastholder munkenes betydning for de politiske ændringer, der er sket i landet, får andre et skeptisk drag om munden, når munkenes indsats fremhæves. De indvender, at munkene gennem den buddhistiske lære har været med til at forlænge pinen for Myanmars befolkning, fordi de har fået folk til at finde sig i undertrykkelsen som en del af deres skæbne.
Buddhismen har en politisk påvirkning, ja. Men det er hovedsageligt ved at få folk til at acceptere forhold, der dybest set er uacceptable, siger en udviklingsmedarbejder, som har arbejdet med Myanmars fattigste i mange år.
