Prøv avisen

Når arbejdet sætter samvittigheden under pres

En læge tjekker en ældre kvinde i sengen på et hospice i Holland. I Holland eksisterer der en samvittighedsklausul, som gør, at læger, der er imod aktiv dødshjælp, kan vælge ikke at medvirke. Men de skal sørge for, at andre læger efterkommer ønsket, hvis en patient eller pårørende kræver dødshjælp. – Foto: Roos KooleANP.

Ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skærpes kampen om retten til at nægte at udføre bestemte opgaver på jobbet af religiøse eller filosofiske årsager. For én fløj i Europa er det en menneskeret. For andre en glidebane

Lillian Ladele var ansat ved kommunen i Islington i London, hvor hun blandt andet skulle registrere vielser. Men da de civile partnerskaber blev indført og åbnet for homoseksuelle par i 2004, sagde Lillian Ladele fra.

Homoseksualitet er imod hendes kristne overbevisning, og det er hendes ret at nægte at medvirke ved handlinger, der strider mod hendes tro, anførte hun. Det mente Islingtons myndigheder ikke. De fyrede hende, og nu har hun indbragt sin sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

LÆS OGSÅ: Storbritannien ønsker ingen indrømmelser til kristne

Lillian Ladeles sag illustrerer den voksende spænding i Europa, som udkrystalliseres omkring retten til at nægte at udføre bestemte handlinger af samvittighedsgrunde. Fronterne trækkes skarpt op mellem tilhængere og modstandere, og kampen handler om, hvor grænsen går for det såkaldte etiske forbehold, som de fleste europæiske lande respekterer i forskellig udstrækning.

Det etiske forbehold er baseret på Menneskerettighedskonventionens bestemmelser om religionsfrihed og ytringsfrihed. Men denne ret støder sammen med andre rettigheder, som for eksempel beskyttelse mod diskrimination og ret til respekt for privatsfæren. Derfor er det et fortolkningsspørgsmål, hvor grænsen for det etiske forbehold går. Vi oplever netop nu en kamp i Europa mellem to fløje, hvor den ene ønsker en udvidelse af denne ret og den anden en mere restriktiv fortolkning, siger Janne Rothmar Hermann fra Københavns Universtitets Juridiske Fakultet, som har arbejdet med det etiske forbehold.

Det mest kendte eksempel på etisk forbehold er retten til at nægte militærtjeneste. De fleste europæiske lande anerkender retten til at nægte militærtjeneste, men først sidste år anerkendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det er en menneskeret at blive fritaget for militærtjeneste, hvis det strider imod ens religiøse og filosofiske overbevisning.

Derudover er det etiske forbehold især anerkendt på ét enkelt område: i forbindelse med abort. Over hele Europa anerkender loven, at læger og andet sundhedspersonale har lov til at nægte at medvirke ved abort, også selvom indgrebet er fuldt lovligt.

Det gælder også i Danmark, hvor abortloven fra 1973 indeholder en bestemmelse om, at læger og sygeplejersker kan nægte at foretage indgrebet. Det blev i 1983 udvidet til jordemødre, sygehjælpere og andet personale i anerkendelse af, at legaliseringen af abort ikke i sig selv afklarer det etiske dilemma i at afbryde et svangerskab.

Helt parallelt har Holland og Belgien indført en lignende samvittighedsklausul, da man legaliserede aktiv dødshjælp. Læger, der er imod at gøre en ende på livet, kan vælge ikke at medvirke. Men de skal sørge for, at andre læger efterkommer ønsket, hvis en patient eller pårørende kræver dødshjælp.

Der er i stigende grad fokus på det etiske forbehold, blandt andet fordi flere og flere enkeltpersoner befinder sig i situationer, hvor de kommer i konflikt med deres samvittighed og deres religiøse overbevisning på deres arbejdsplads, mener Martin Kugler fra Obervatorium for Intolerance og Diskrimination mod Kristne i Wien.

Blandt andet kan vi forvente flere sager, efter at flere lande har legaliseret ægteskab og adoption for homoseksuelle. Vores synspukt er, at de, som blev ansat, før disse love trådte i kraft, bør have ret til at nægte at udføre disse opgaver, i særdeleshed hvis andre kolleger kan udføre arbejdet, siger Martin Kugler.

Han glæder sig især over, at Europarådet i 2010 saboterede et reslutionsforslag fremsat af det britiske medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling Christine McCcafferty, som sigtede mod at indskrænke retten til etisk forbehold for at sikre kvinders adgang til abort.

Netop i Storbritannien, som har oplevet særligt mange sager om det etiske forbehold, ønsker myndighederne at holde retten inden for snævre grænser. Skotske domstole har givet staten medhold i en sag, hvor to katolske jordemødre nægtede ikke blot at medvirke ved abort, men også at have det aministrative ansvar for andre jordemødre, der udfører indgrebet.

Og foruden Lillian Ladele er en britisk ægteskabsrådgiver, Neil McFarlane, blevet fyret for at have nægtet at rådgive homoseksuelle.

Det afgørende spørgsmål er, om man kunne have fundet en passende løsning, så disse personers tro kunne respekteres, uden at det gik ud over andre. Og svaret er ja, mener Andrew March, kampagneleder i organisationen Christian Concern, der støtter kristnes rettigheder i Storbritannien.

Men så enkelt er det ikke, påpeger Louis-Leon Christens, professor i religionsret ved Leuwens Katolske Universitet i Belgien og specialist i det etiske forbehold.

I modsætning til USA og Canada har EU ikke vedtaget lovgivning, der giver arbejdsgiverne pligt til at tilpasse arbejdspladsen til religiøse krav. EUs Ligebehandlingsdirektiv for arbejdsmarkedet taler udelukkende om tilpasning i forhold til fysisk handicappede. Og Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstol har en restriktiv fortolkning af religionsfriheden, der defineres som retten til at udøve sin tro ved at kunne gå i kirke. Retten til at udøve sin tro på arbejdspladsen anerkendes ikke i retspraksis, påpeger Louis-Leon Christens.

Dertil kommer, at religionsfriheden skal vejes mod andre rettigheder og ikke mindst bekyttelsen mod diskrimination, påpeger Steven Evans fra det britiske Lawyers Secular Society, Advokatforeningen for Sekularisering.

Det er ikke acceptabelt, at offentligt ansatte skal kunne vælge, hvilke borgere de vil betjene, og hvilke de ikke vil betjene. Den ret, de kristne påkalder sig, er ganske enkelt en ret til at diskriminere mod homoseksuelle, siger Steven Evans.

I andre tilfælde er det kvinders lovfæstede adgang til abort, som skal vejes op mod det etiske forbehold. Det er tilfældet i Polen, som er blevet dømt ved Menneskerettighedsdomstolen i en sag, hvor en læge bevidst forhalede udførelsen af fosterdiagnostik, så resultatet først forelå, da grænsen for abort var overskredet.

Det strider imod Menneskeretskonventionens paragraf 8 om retten til privatliv og familie, fastslog domstolen. Det er kvindens eget valg, og ikke lægens, hvorvidt et svangerskab skal gennemføres eller afbrydes inden for lovens rammer, konkluderede dommerne.

De europæiske instanser skelner skarpt mellem det enkelte menneskes personlige og dybtfølte overbevisning og så brugen af det etiske forbehold som påskud for en politisk eller kollektiv aktion. Der er en risiko for, at denne brug af det etiske forbehold fører til en generel modstand mod princippet, siger Louis-Leon Christens.

For eksempel underkendte EU i 2006 det planlagte konkordat mellem Vatikanet og Slovakiet, fordi teksten gav så vide rammer for etisk forbehold, især i forbindelse med abort, at den legale adgang til abort kunne blive sat ud af kraft af mangel på kvalificeret personale.

På samme måde har Menneskerettighedsdomstolen afvist, at apotekere skulle kunne nægte at sælge lovlige abortpiller af samvittighedshensyn.

Hvis alle kan henvise til deres religiøse tro som begrundelse for at nægte at udføre deres arbejde, kan det give kæmpemæssige organisationsproblemer på arbejdspladserne. Rent bortset fra at det er en farlig glidebane, mener Steven Evans fra Lawyers Secular Society.

En sag er for eksempel på vej til den britiske højesteret, hvor hotelejere nægter at udleje dobbeltværelser til homoseksuelle par med henvisning til deres kristne tro. En fransk borgmester har erklæret, at han vil nægte at vie homoseksuelle par, når loven vedtages. Og ifølge det amerikanske Journal of Medical Ethics har en gruppe muslimske studende stillet krav om at blive fritaget for de dele af studiet, der indebærer berøring af kvinder.

Frygten for særlige hensyn til muslimer er en af forklaringerne på, at især Nordvesteuropa ønsker så stramme regler som muligt. Og generelt er der tale om, at de mest sekulariserede lande ser med mistro på religiøs tro, siger Louis-Leon Christens.

Legalisering af homoseksuelt ægteskab, aktiv dødshjælp og brugen af stamceller betyder, at flere og flere risikerer at komme i samvittighedskonflikt på arbejdet. Men Louis-Leon Christens forventer ikke, at Lillian Ladele vil blive en murbrækker for det etiske forbehold ved Menneskerettighedsdomstolen.

Domstolen har været 50 år om at anerkende nægtelse af militærtjeneste som en menneskeret. Det ville være en sensation, hvis retten til at nægte for eksempel at registrere homoseksuelle par skulle blive anerkendt i løbet af få år, mener den belgiske professor.