Prøv avisen

Når det regner på præsten, tørster degnen, og Fanden tager resten

World Economic Forum stiller spørgsmålstegn ved teorien om, at vækst filtrerer den rigdom, den skaber, nedad. Foto: Christof Sonderegger/ Denmark

Hvis bare der bliver skabt vækst, gør det ikke noget, at der er nogen, der bliver stinkende rige. For rigdommen i samfundet vil filtrere nedad. Sådan lyder en udbredt teori. Men nu siger selv World Economic Forum, at teorien ikke holder, og at uligheden er vedblivende og problematisk

Ida Pape er ph.d. i Development Studies and Government fra SOAS, University of London. Hun har arbejdet som forsker og lektor i London, Bolivia og ved CBS i København og som konsulent i flere ngoer.

For nogle uger siden gik nyheden om, at de 85 rigeste mennesker i verden ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning pressen rundt. Det skete i anledning af, at udviklingsorganisationen Oxfam havde udgivet en rapport som respons på World Economic Forums seneste møde. Dette møde anerkendte, at den enorme afstand mellem rig og fattig er et af verdens alvorligste problemer. De rigeste 10 procent af verdens befolkning ejer 86 procent af alle rigdomme i verden. Det gør sådan set verden til ét stort tredjeverdensland.

Knap halvdelen af verdens rigdomme ejes af én procent af klodens befolkning, og denne ene procents besiddelser udgør 110 billioner (110.000.000.000.000) dollars. Det er 65 gange den fattigste halvdel af jordens befolknings totale besiddelser. Disse tal er så svimlende, at det nemt kommer til at virke som noget fra en James Bond-film, men det er skinbarlig virkelighed, og det er resultatet af en voksende tendens til ulighed. 7 ud af 10 mennesker i verden lever i lande, hvor uligheden er steget i de seneste 30 år, og ifølge OECD øgede den rigeste procent sin andel af den samlede indkomst i 24 ud af 26 lande mellem 1980 og 2012. Imidlertid blev det hovedsagligt beskrevet i pressen, som om det var noget, man ikke kunne stille noget op imod. Som var det resultatet af naturens kræfter, en stormflod eller en lavine. Det er det ikke. Det er et resultat af ført politik og beslutninger på nationalt og internationalt niveau. Men hvad betyder det, at verdens rigdomme er koncentreret på stadig færre hænder?

LÆS OGSÅ:
Markedet skal styres med intelligens og etik

Det er længe blevet påstået, at når det regner på pæsten, drypper det på degnen. Altså idéen om, at hvis der bare bliver skabt vækst, gør det ikke noget, at der er nogen, der bliver stinkende rige. For rigdommen i samfundet vil filtrere nedad. Vedvarende og endda stigende forskel mellem rig og fattig er derfor ikke et problem. Teorien var, at stigende vækst og investeringer ville løfte alle over fattigdomsgrænsen og skabe job og velfærd for alle. Helt af sig selv og uden politiske tiltag. Dette er den såkaldte trickle-down-teori. Den begyndte som udviklingsteori i 1960erne og er for længst blevet empirisk modbevist og kasseret som udviklingsstrategi. Men den er underligt nok blevet overført til den generelle økonomiske teori i Vesten. Således også i Europa via vore regeringer og politikere.

World Economic Forum har nu anerkendt, at koncentration af rigdom og ulighed påvirker social stabilitet i de enkelte lande og truer sikkerheden på globalt plan. Forummet siger ligeledes, at økonomisk ulighed hindrer kontinuerlig og bæredygtig vækst, hvorfor den bør adresseres socialt og politisk. Med andre ord: Selv World Economic Forum indrømmer nu åbent, at trickle-down ikke finder sted.

Tværtimod ser det ud til, at begrebet Den Tredje Verden med sine få meget rige og mange virkelig fattige er ved at blive en generaliseret tilstand, socialt økonomisk og politisk. Mens aktiemarkederne og de internationale selskabers profitter stiger, er lønningerne som procentdel af bruttonationalproduktet stagneret.

Oxfam dokumenterer med flere eksempler fra vidt forskellige steder i verden, at koncentration af rigdom på meget få hænder fører til overdreven politisk indflydelse for de rige. Regeringer eller institutioner kalder begrebet for elite capture (fanget af eliten). Og når koncentreret rigdom får overdreven indflydelse på regeringers politik, bliver reglerne bøjet til fordel for de rige på alle andres bekostning. Det sker især via deregulering, der fjerner social sikkerhed og rettigheder for de mange.

Elite capture svækker regeringernes magt til at lovgive og skaber i sidste ende systemer, der fremmer skatteunddragelse og korruption og berøver borgerne indtægter fra naturressourcer og kontrakter. Nogle af konsekvenserne er ifølge Oxfam, at demokratiet undermineres, og den sociale struktur nedbrydes. Både rige og fattige lande er under denne indflydelse.

Polariseringen foregår således også i Europa. De 10 rigeste EU-borgeres formue overstiger tilsammen hele det beløb der blev brugt på økonomiske stimuli mellem 2008 og 2010. Mens de rige er blevet endnu rigere efter finanskrisen, har nedskæringerne på de offentlige budgetter ramt de fattigste hårdt og undermineret middelklassen. Næsten 25 procent af EUs befolkning, det vil sige 120 millioner mennesker, lever i risiko for fattigdom eller social eksklusion ifølge Eurostat. Det betyder, at de enten ikke kan betale basale regninger, ikke har råd til at købe mad nok til at få nok proteiner eller ikke er i fuldtidsarbejde hele året. De højeste niveauer er i Rumænien (40 procent), og de laveste er i Sverige og Holland (16 procent).

I Danmark er 19 procent af befolkingen i risikozonen for fattigdom. Og skabelsen af ulighed fortsætter. Næsten 34.000 mennesker er faldet ud af dagpengesystemet, og de andre reformer på socialområdet skubber stadig flere ud i social eksklusion. Samtidig har den fattigste femtedel af befolkningen ifølge tænketanken Cevea oplevet en årlig reallønsnedgang på 1077 kroner fra 2008 til 2012. Den rigeste femtedel har i samme periode haft en fremgang på 13.754 kroner. Dermed ligger Danmark i top fem over lande med de mest ulige indkomstudviklinger i EU. Det foregår lige her. Vi er en del af den internationale økonomi og politik. Og vi oplever nu, sammen med resten af Europa, at når det regner på præsten, så drypper det ikke på degnen.